Det lugter langt væk af ren fabrikation, den der arketypiske røverhistorie om, at et manuskript dukker op fra de hemmelige gemmer i en støvet kommode på mormors loft: Men det er vist ganske vist - i 1988 sendte digtersærlingen og forfatteren Viggo Madsen en samling digte ind til det nu hedengangne Editions World's End. Forlaget gik ned, manuskriptet forsvandt i det violblå, og den forsagte digter accepterede vist blot en ond vanskæbnes luner. Fyr og funke Men så blev flammesjælen Svend-Allan Sørensen fra Adressens Forlag i Odense e-mail-ven med eksredaktøren Peter H. Olesen fra World's End, og helt tilfældigt blev det tabte manuskript omtalt. Olesen mente, at det måske alligevel lå et sted. Sørensen var fyr og funke, Olesen ledte og ledte, og minsandten om det ikke dukkede op, som »en sært bekendt samling garnhæftede A5-ark«, som Olesen kan berette i et af de to følgebreve til digtsamlingen, der nu udgives i en vidunderlig, stribet udgave fra Adressens Forlag. Gale sætninger og one-liners Det første brev er Viggo Madsens karakteristisk finurlige postil til forlaget, dateret 2.2. 1988, det andet er Olesens brødebetyngede undskyldningsbrev til Madsen, dateret 31.3. 2004. Og så medfølger i øvrigt - som appendiks - et lille hæfte med Madsens 'konkregater', små grafisk-konkretistiske, gale sætninger ordnet i ny mønstre på hver side, f.eks. MEDDEM/MODDOM. Men hvad nu med digtene selv? Og de interessante billedkollager, Jesper Fabricius ledsager dem med? De er for det første uhyre korte og sætter på den led spørgsmålstegn ved, hvor kort et digt overhovedet konkret kan være, før det ophører med at være digt og blot er et par ord i rækkefølge, f.eks.: »skovbranden/haveslangen« eller one-lineren: »på størrelse med noget man har tabt«. Uskyldig porno Andre har humoristiske eller hypnotiske gentagelsesstrukturer med små variationer: »samlejet gør hende skyldfri/samlejet gør hende skyldfri/samlejet gør hende skyldfri/samlejet gør hende skyldfri/samlejeg gør hende skyldfri«, altså hvor »samlejet« pludselig forvandles til et »samlejeg«. Det sidste har direkte henvisning til Jesper Fabricius' cut-ups og kollager, der i hvert fald delvist er hentet fra det, der nok må være sådan et rigtig lummert pornoblad fra 1970'erne, med heftige orange, lortebrune og kobberrøde nuancer. Alle kønsdele er omhyggeligt klippet ud, så der er noget næsten uskyldigt og statuarisk over nogle af billederne, til eksempel ét, hvor tre nøgne ben flagrer som blege blomsterstilke på Wegner-sovesofaens rødternede bagtæppe. Glade og 70'er-gøglende rim De opklippede snapshots fra 1960'ernes og 1970'ernes parcelhuse er suppleret med sort-hvide snapshots af et spejl, af platter ophængt på væggen, af en ældre mand ved sit skrivebord - måske private indslag, måske blot kyske brud med den pornografiske streng? Der er nu også ofte noget konkretistisk, glad-naivt og 70'er-gøglende over Madsens rim, f.eks. det her: »hyp, yppige sypiger,/hyppigt! Ypperligt!!/(Hyperman)«, hvis ikke noget slet og ret gnomisk, som i: »(det/de ikke frygtede/indtraf)«. Eller den her, der herligt udbryder: »en hund på størrelse/med sit bagben/ løfter halen!«. 'grænsefladning' er en hyperfin, skægt forsinket og utidig digtbog, der ligger lige så vel i duffelcoatens dybe lomme som på Kjærholm-sofabordets matte skiferplade.