Gyldendal markerer dagen i dag med en mammutudgivelse med 29 af eventyrene rigt illustreret af Flemming B. Jeppesen. Det er en bog, der har været længe undervejs. Der er blevet hvisket om den. Tegneren har tegnet og tegnet, og der har været spænding til det sidste. Når han det? Ja, han nåede det! Blege drømmesyn Flemming B. Jeppesen er en (selvlært) billedmager af den gamle skole. Der, hvor en kat ligner en kat. Han arbejder i blide, afstemte kulører med naturen - dyr, træer og grønne vækster - som sit absolutte felt. For fem år siden lagde han pen til Jens Andersens store samling af 'glemte eventyr'. De sort-hvide tegninger var blege drømmesyn, som føjede sig overbevisende til bogens Andersen-arkæologiske udgangspunkt. Eneste genganger herfra er i øvrigt 'De røde sko'. Kæk Klods-Hans Der findes efterhånden et større bibliotek med udvalgte eventyr tilsat udvalgte tegnere. Ib Spang Olsens står mit eget hjerte nærmest; men også Svend Otto S. eller russeren Oskar Klever er til at få hjertebanken af. Det må være enhver tegners ønskeopgave at få lov at illustrere Andersen i bredfuldt mål, og der er ingen tvivl om, at Flemming B. Jeppesen scorer højt i kategorierne håndværk, skønhedssans og dekorativ fornemmelse. Der er så dejligt nedenunder vandet, når vi svømmer med havfruen. Og Klods-Hans er vel aldrig set kækkere end her. For pænt Alligevel mangler i fatal grad den dramatiske nerve, uhyggen og suset fra ordenes luftakrobatik. Det er mere end pænt. Den høje hat må lettes på hver anden side i respekt, men man bliver aldrig forført endsige henrevet over en ny indsigt eller et ordentligt klask fra paletten. Naturen er Flemming B. Jeppesens speciale. Byens huse kan gå an i en turistbrochure for guldalderen. Med mennesker er den helt gal. »Det ligner noget for cirkelkaffe«, sagde min nabo, da han kom forbi. Stedvis poetisk Det er formentlig helt bevidst, at Gyldendal hylder de gamle dyder med denne udgivelse. Ikke noget moderne pjat, men en redelig og kompetent, stedvis poetisk og formentlig børnevenlig folkebog til fødselarens ære. Andersen selv var som bekendt ikke meget for at se sine eventyr illustreret. Han holdt dog fast ved Vilhelm Pedersen - »leutenant Pedersen« - måske fordi denne var så ufarlig og småkedelig. Det skulle nødigt blive en vane. U-Andersensk alpeidyl Forsiden er i høj grad u-Andersensk. Her står en høj mand med strithår og skuer ud over en række bjergrygge i skær pastel. Det ligner Caspar David Friedrichs vandringsmand tilsat Goethes 'Über alle Gipfeln ist Ruh'! Men Andersen selv er blevet dernede i dalen.