Rwanda er et land, der som Alice er gået gennem Lewis Carrols spejl. Hvad der burde være en Edens Have er blevet symbol på lidelse, ondskab og død. De tusind grønne bakker med frugtbar jord, tempereret klima og bjergtagende søer og floder er blevet et fængsel for indbyggerne, låst fast i kampen mod fattigdom, aids og især hinanden. Folkedrabet i 1994, der kostede et sted mellem en halv og en hel million menneskeliv, gjorde hadet mellem hutu-flertallet og tutsi-mindretallet verdensberømt og Rwanda synonymt med vestlig ligegyldighed over for afrikansk lidelse. Præcis beskrivelse Historien om et forudsigeligt ekstremt voldeligt folkemord, hvor nabo myrdede nabo med machete, er ekstrem, så ekstrem, at det næsten tog livet af Roméo Dallaire, den canadiske FN-udsendte general, der kæmpede for at forhindre det, og måske så ekstrem, at det overgår fiktionens muligheder at skildre det. I hvert tilfælde lykkes det ikke for den canadiske journalist Gil Courtemanche. Ikke at Courtemanche ikke ved, hvad han taler om. Det gør han i høj grad. Han har boet i Rwanda og lavet en prisbelønnet film om Rwandas aids-krise, og selv om han ikke var i landet de 100 onde dage i 1994, rammer hans beskrivelse af, hvordan folkedrabet kommer snigende, lige på kornet. Fransk ost og belgisk øl God og nådesløs illusionsløs er også beskrivelsen af det pseudoliv, der udfolder sig rundt om svømmebassinet på Kigalis berømte Hotel Mille-Collines. Her følger Courtemanches alter ego, den udslidte canadiske journalist Valcourt, dagligt, hvordan franske jægersoldater, internationale bistandsfolk og diplomater og den rwandiske overklasse i skyggen af det enorme figentræ i gårdhaven drømmer sig væk fra elendighederne ved hjælp af franske oste, belgisk øl og rigelige mængder rwandiske ludere. Fiktion og fakta er forskellige Miljøet er fremragende observeret og beskrevet af Courtemanche, og enhver, som har tilbragt lidt tid i Afrika, vil genkende scenen fra luksushoteller overalt på kontinentet. I det faktuelle er Courtemanche på sikker grund, også selv om han efter undertegnedes mening tenderer til en lovlig forsimplet analyse af baggrunden for hutu-tutsi-konflikten, og tanken om at udødeliggøre tragedien i en roman er bestemt også prisværdig. Men her må Courtemanche, som mange journalister før ham, erkende sine begrænsninger, og at fiktion og fakta er to forskellige ting. For langt og svulstigt Bortset fra Valcourt selv holder persontegningen ikke, og den bærende kærlighedshistorie mellem Valcourt og den smukke servitrice Gentille er så klichefyldt og kvalm, at det til tider tager pusten fra en. Måske er rwandiske kvinder dårligt vant, når det kommer til kærlighedserklæringer og forspil - skønt, hvorfor skulle de egentlig være det? - men derfra og til som Gentille at få en »ømhedens og ordenes orgasme«, hvor »alle livets safter løb ud mellem hendes skælvende lår«, første gang Valcourt siger, at han elsker hende, ja der er lovligt langt og svulstigt efter undertegnedes smag. Salgsmaterialet sammenligner Courtemanches bog med Albert Camus og Graham Greene, men de har vist ikke meget andet end temaet om civilisationens skrøbelighed tilfælles. Ingen over Primo Levi Føler man, at man for sine synders skyld bør vide mere om folkedrabet i Rwanda, bør man indtil videre holde sig til de mange nonfiktionsbøger om emnet - fra Philip Gourevitchs elegante og velskrevne 'We Wish to Inform You that Tomorrow We will be Killled with our Families' til den hjemlige Øyvind Kyrøs glimrende 'Godmorgen Rwanda, er I begyndt at arbejde'. Og leder man efter litteratur, der søger at sætte ord på det uforklarlige, er der efter denne anmelders smag ingen over eller ved siden af Primo Levi.