Man kan bestemt ikke komme udenom, at Maria Helleberg er en meget dreven og dygtig forfatter, som kan skabe troværdige historiske rum, sådan at læseren faktisk føler sig hensat til den periode, hun har valgt til at være rammen om sin historie. Hun er også en meget produktiv forfatter, måske den mest produktive vi har, en forfatter som udsender bøger i et næsten hidsigt tempo. Er dette den anden eller tredje roman i år? Troværdig kærlighed I sin nyeste roman Cæsar og Kleopatra tager hun fat på et af historiens helt store kærlighedsnumre, nemlig forholdet mellem Ægyptens dronning Kleopatra og Roms hersker Cæsar. Og ikke nok med, at hun får kærligheden mellem de to politiske dyr til at funkle og virke troværdig, hun forfører også læseren, sådan at denne oplever tiden og personerne ikke som på bogens forsidebillede - et maleri af franskmanden Jean-Léon Géromôme - men som i de gamle 'flade' ægyptiske fremstillinger, som man kender fra vægmalerier i grave og andre steder. Blodet flyder Maria Helleberg forudsætter, at læseren kan hoppe på og uden ret mange forklaringer eller oplysninger følge hendes hovedperson, Kleopatra - for det er hende og udelukkende hende, der er i fokus. Cæsar er en bifigur, der kun opleves gennem Kleopatras øjne og sind. Hvad han selv måtte tænke, får vi ikke ret meget at vide om. Vi får dog at vide, at han er en glimrende elsker, for de går virkelig til den, og hun følger ham både på den ene og anden måde. Er han væk fra hende, længes hun, men hun er hele tiden handlekraftig. Hun formår at styre sit land, at herske og gøre de ting, som en hersker i et ægyptisk dynasti måtte gøre: Myrde blandt andet. Det samme gør hendes romerske elsker, blodet flyder, ja, det nærmest plasker, og både fjender og venner skaffes af vejen, hvis det er praktisk. Kobraslanger Vi følger Kleopatras tanker, overværer hendes elskovsmøder, er med til hendes fødsler og aborter (røde slimede klumper), og bogens kup er den konsekvente fastholdelse af fortællerperspektivet. Ikke noget med en alvidende fortæller, der kommer ind og skaber overblik og orden. Nej, vi er midt inde i det blodige kaos, som i Maria Hellebergs udlægning har været Kleopatras dagligdag. Bogen har ingen traditionel spændingsbue, men er fortalt så det passer til den særlige vinkel, Maria Helleberg har valgt, og den gør, at selve mordet på Cæsar bliver meddelt både læseren og Kleopatra så nedtonet, at det kunne have været en oplysning om, at middagen var forsinket. Vi følger ikke Kleopatra til dørs dvs. til den død, vi kender fra myten om Cæsar og Kleopatra, vi nøjes med synet af to sammenflettede kobraslanger på et skibsdæk.