Hvis Regine - ja, rigtigt, den Regine, Søren Kierkegaards Regine - havde levet i dag, var hun sandsynligvis blevet præst. For hvor hun dog præker, den pige! I alt fald gør hun det i Sørine Gotfredsens udlægning og tolkning af hendes liv, som det er udformet i den brede, langsomt henskridende roman 'Regine'. Grublen Til at begynde med nøjes hun med at gruble for sig selv. Hun grubler over meningen med tilværelsen, grubler over sin rolle i den, og i de måneder hun er forlovet med Søren, grubler hun ekstremt meget og længe, og da forlovelsen er gået over styr, får hun og læseren endnu en omgang grublen. Til sidst når hun frem til denne erkendelse: »Men nu forstår jeg, at det betydningsfulde i sin sande form kun kan eksistere inde i de enkelte og kun i dybeste tavshed. For kun Gud kender til det«. »Det er jo den indvortes betydningsfuldhed, der gør, at vi kan leve, selv om livet til tider kan synes ganske uden mening«. »Tomheden og den øde fornemmelse bliver gang på gang løbet over ende af selve grunden til, at vi eksisterer«. Protestantisk helgen Regine møder Søren Kierkegaard første gang i 1837, bliver forlovet med ham i september 1840, og forlovelsen bliver hævet i oktober 1841. Og sådan som Sørine Gotfredsen beskriver forløbet, beskriver Søren K og hans adfærd, kan man som læser ikke sige andet, end det var da godt for Regine, at hun slap ud af forlovelsen med Søren Kierkegaard og fik den normale, velafbalancerede Fritz Schlegel. Han bliver guvernør i Dansk Vestindien og hun guvernørfrue, og nogle år efter - vi er nu i 1855 - er parret hjemme i København. En dag Regine spadserer i byen, møder hun Søren Kierkegaard på gaden: »Da han var ganske nær ved hende, så han op og trådte et skridt til siden for at give hende plads på fortovet, og hun så ham ind i øjnene, der var blå, milde og så dybe, at de vel næppe fandt nogen ende på denne jord«. Og så må man vel sige, at Søren Kierkegaard her er ved at blive helgengjort. En protestantisk helgen. Endeløs forlovelse For Kierkegaard-interesserede har det nok en vis interesse at høre om Regine og hendes oplevelse af Søren Kierkegaard, men man skal som læser være gjort af et tålmodigt stof, for der er næsten ingen ydre handling i romanen. Personerne nøjes med at spadsere og drikke kaffe, reflektere, drikke kaffe og spadsere - og når Regine og Søren ikke gør det, så reflekterer Regine, hvis hun altså ikke som i citatet nærmest præker. Selv om Regines forlovelse med Søren K ikke var synderlig lang, så opleves den i Sørine Gotfredsens udlægning som værende næsten uden ende, for man skal nok være en noget større skribent end Sørine Gotfredsen - hendes dyder ufortalt - for at holde læseren fast over de 429 tættrykte sider, som romanen om Regine består af, når den ydre handling er så spinkel, som den er.