I en merkantil verden med et overbud af krøllede hoveder er det eneste, man snart savner, en person, der kan tænke lige. Hende møder man ikke i Jon Burgerman og Sune Ehlers duudlivers. Til gengæld møder man den boblende klistrede Sinjin, der imiterer skum om lørdagen mellem middag og midnat på Vindaloo-pladsen, og den formørkede Benicio, hvis hjerne er ved at blive overtaget af kartofler: »Drømmene var vendt tilbage - nogen åbnede forsigtigt hans solbrændte hoved og kom smør og middelhavssalt på ham«. Tja, hvad skal man sige til den slags? Forsvundne duudler 'The Duudlevilles Tales' er en 'harmonikabog', der på den ene side leverer lige over en meter stilbevidste krusedulletegninger og på den anden side en række 'forklaringer' og småfortællinger til enkelte udvalgte figurer i kollagen. 'The Duudleville Tales' kommer smukt indpakket i en lille æske, der foruden foldebogen indeholder et par klistermærker og en original håndtegnet, signeret og nummereret duudletegning. Den skildrer en af de 1.000 forsvundne duudler, som løb væk fra flokken en dag midt i myldretiden på Duudleville Avenue. Opdraget er nu, at man skal døbe den, man finder i sin æske, fortælle dens historie og tage et billede af den og sende det hele ind til helloduudle.com, hvor flokken så vil blive genforenet. Hvis altså folk gider, og alle æskerne er blevet solgt. Stjålen tid Duudlerne er et nonsensfænomen, der udfolder sig på lige dele tegning og skrift. Nogen tegneserie er det ikke, for der er ingen fortløbende fortælling, ingen rammer ingen tid. Fornemmelsen rammes bedst af den mest straight og nærmest duudlisofiske af figurerne, den lyserøde Pinky-Lee. Hun har hjul på fødderne, men det er lige meget i denne her sammenhæng, for som hele resten af universet rører hun sig ikke ud af pletten. Hun sutter på en magisk slikkepind: For hvert slik hun tager, bliver hun sendt en time frem i tiden, men i og med at slikkepinden bliver et slik mindre, sender den hende samtidig en time tilbage i fortiden. Så ligegyldig hvor hurtigt hun spiser den, kommer hun ingen vegne. Æh, jo. Det gælder ikke for læseren. Efter at have spenderet fem-ti minutter på at komme igennem de krøllede tekster, følte jeg, at ti minutter var stjålet fra mig, uden at jeg rigtig havde fået noget tilbage. Vokser duudlekrøllerne sig til gengæld store nok, kan jeg omvendt glæde mig over at have været der tidligt. Been there, done that. Hmm. Ikke nogen særlig smigrende tanke. Overskudssamfund Duudlerne har sin inspiration i andre vanvittige nonsensbørnediller som den nuttede japanske kat Hello Kitty og den frygteligt grimme tyske mus Diddl. Men målgruppen er noget ældre, dvs. fra 15 til 35 eller så nogenlunde MTV-alderen. Men der er et langt stykke op til den begavede nonsens i 'Alice i Undreland' eller i 'Monty Pythons Flying Circus'. Det er på udbredelsen af fænomener som duudlerne, at man mærker, at vi lever i en tid, hvor vi hverken mangler penge eller tid. Kun inspiration og kvalifikation til noget fornuftigt at bruge dem til.