Der har været revolution i Saudi-Arabien, al-Saud-familien er blevet smidt på porten af en islamisk junta, som har taget magten og omdøbt landet til Islamyah. Irak har valgt en shiamuslimsk regering, der har smidt USA på porten og allieret sig med Iran, som naturligvis har udviklet atomvåben. Hjemme i USA har al-Saud-familien parkeret sig selv og alle sine oliemilliarder og er i fuld gang med at købe sig til indflydelse i håb om at lokke supermagten til at invadere Islamyah og genindsætte dem selv på tronen. Midt i alt dette opdager USA, at Kina - hvis økonomi stadig banker derudad, og som i mellemtiden har udviklet en stor flåde med slagkraftige hangarskibe - er ved at placere atommissiler i Islamyahs ørken. Realisme Det er det kun alt for plausible fremtidsscenario, som den tidligere amerikanske antiterrorchef Richard A. Clarkes nye thriller udspiller sig i. Og netop realismen og håbet om gennem romanen at få et bedre indblik i efterretningstjenesternes lukkede verden er da også den primære attraktion ved Clarkes bog. Som forfatteren inciterende skriver på coveret, kan man nogle gange »fortælle mere sandhed gennem fiktion« og befriet fra sine tidligere snærende bånd som embedsmand holder Clarke da bestemt heller ikke længere sine holdninger for sig selv. Skolemesteragtigt Krigen mod terror, krigen i Irak og USA's mellemøstpolitik i bred almindelighed får det glatte lag som fuldkommen forfejlet og kontraproduktiv. Holdningerne er godt nok lagt i munden på de mange efterretningseksperter, der optræder i bogen, men man mærker klart Richard Clarke selv som den egentlige afsender. Meningerne er interessante nok, men ulempen ved disse ofte ganske lange og noget skolemesteragtige afsnit, hvor ting sættes på plads, og baggrundsinformationer videregives, er, at det trækker dialogen ned i tempo og mange steder gør den tung og urealistisk. Bekymrende holdninger Man kommer heller aldrig for alvor ind på livet af personerne, både fordi Clarke ikke er den store ordsmed, og fordi persongalleriet er ualmindelig stort. Så omfangsrigt og forskelligartet faktisk, at man skal holde hovedet ganske køligt for at følge med i, hvad der sker og hvorfor. Muligvis et meget præcist billede af den flimrende mosaik af informationer, som efterretningstjenesterne verden over dagligt skal forsøge at hitte rede i, men som ganske almindelig læser kunne man - meget modsat de fleste amerikanske bøger - faktisk have ønsket sig, at 'The Scorpion's Gate' var lidt længere. Det sagt, og med forbehold for, at det tager nogen tid, før plottet for alvor bliver spændende, er det slet ikke så ringe en bog, Clarke har skrevet. Men også bekymrende, både for de perspektiver, den giver udtryk for, men også i høj grad på grund af Clarkes tydelige præference for, at militæret - de virkelige eksperter - fra tid til anden tager tingene i deres egne hænder, når de civile ledere i Washington og andre vestlige hovedstæder ikke fatter, hvad det er, der foregår. En ikke særlig betryggende holdning fra en tidligere topefterretningsmand og en, som i al fald undertegnede er lodret modstander af. Uanset hvad man mener om USA's nuværende regering og dens leder, er det ganske afgørende, at militæret forbliver under civil kontrol. Ellers kan det for alvor gå helt galt.