Først tror man jo, at forlaget Tiderne Skifter har begået en kedelig korrekturfejl ved at kalde den lille roman for 'Det er Ales' - eftersom titelfiguren hedder Asle. Ha ha - Asle, og ikke Ales. Men det trick, Jon Fosse benytter, er som altid sprogligt tæt knyttet til essensen af hans handling, som er nutid og fortid i en tæt sammenfiltret, og dog enkel omfavnelse. Fortiden er Ales, hans tipoldemor. Nutiden er Asle, hendes tipoldebarn. Der sker ikke så meget Der sker ikke ret meget på siderne. Pigen Signe står ved vinduet i det gamle hus og stirrer ud over fjorden, hvor Asle er forsvundet i sin båd. Det gør han så tit, og selv om han bliver længe væk denne gang, må hun ikke frygte. Men det er mange år siden, i dag er det 23 år siden, Asle forsvandt. Han gik ud, selv om det var mørkt og fjorden var pisket op af stormvejr. Han tog sin båd og roede ud, det har han prøvet så ofte, men denne gang kommer han ikke tilbage. Signe står ved vinduet og ved, at hun har set ham for sidste gang. En rytmisk, evig bevægelse Det er tidsfornemmelser, Jon Fosse eftersøger. Det kan være nu, i år 1979, det kan være nu, i år 2002, eller det kan være i slutningen af 1800-tallet, eller før, i slutningen af 1700-tallet. Huset har tilhørt Asles familie i generationer. Her boede hans tipoldemor Ales i 1700-tallet, og her gik hun og snakkede til sin lille søn, og her gik Asles bedstemor, støttende sig til sin stok, med den gul-hvide hue på hovedet, som Asle har på i dag. Og bedstemor lægger to kolde fingre på hans hånd, og ingen af dem siger noget, mens de går op mod huset, og bølgerne ude i fjorden kommer ind over stenene og trækker sig ud over stenene i en rytmisk, evig bevægelse, mens menneskene går til og brænder bort i et bål. Raffineret øvelse i sorg Bag de tyste, sig selv gentagende ord er bogen også om fortvivlelse og angst, som her skal holdes nede under visheden om altings gentagelse - og den bevidsthed, at fortiden er til stede - kun forbi for evigt, fordi vi vælger at leve i nuet. Signe ved vinduet kan vælge sig et andet tidspunkt i sin historie, og se, Asle er her endnu. Men det trick med tiden kan man kun gennemføre, hvis tiden uden om én er blevet formindsket, hvis man ikke har ur, fjernsyn, aviser, hvis man kun er alene med sig selv og sine tanker. Digteren kan frit genfremstille fortiden, mennesket uden for digtekunsten kan kun i sjældne tilfælde. Helt konsekvent er bogens sidste ord en bøn til Gud om hjælp. Det er Signe, år 2002, som beder om, at fortiden må være levende, at Asle må komme hjem, i stedet for at blive ude på fjorden. Det er en raffineret lille øvelse i sorg, en henstilling til tiden om at standse, en ganske rørende lille stiløvelse om den hengivelse til fortiden, som kun kan lykkes i bøn. Vi er jo alle meget, ja frygtelig samtidige.