En gammel mand, mr. Blank, er plaget af hukommelsestab og spærret inde i et lille hummer. Et plejehjem, hospital eller fængsel. Vi ved det ikke, og han ved det ikke. Værelset er rektangulært som et A4-papir. Og op dukker flere romanfigurer fra Paul Austers tidligere forfatterskab. Så nu ved vi, hvor vi er. Midt i Paul Austers selvrefererende skriveri, der ofte har været en signatur i forfatterskabet, men aldrig så direkte emnet for en hel roman som her. Når han selv skal sige det Mr. Blank er i sine drømme hjemsøgt af genfærd. Det er ofrene, alle de folk, han har fået til at lide gennem årene. Hovedparten af bogen er dog et gammelt ufærdigt manuskript, der ligger på et skrivebord i rummet, og som han bliver bedt om først at læse og siden at digte færdig. Det er skrevet af den blot 23-24-årige Trause (anagram for Auster), og den gamle mand synes egentlig, det er ret godt. Det lader til at være et autentisk Paul Auster-manuskript fra skrivebordsskuffen, som den nu erfarne forfatter har taget op og strøet lidt pynt på af sentimentale årsager. Tænk sig, det var her, det hele startede, og det er da ikke så ringe endda, når han selv skal sige det ... Kedsommeligt sted at starte Desværre kan denne læser ikke opbyde helt den samme veneration for det gamle manuskript. Det er en stort opslået fortælling om liv, krig og kærlighed i konføderationens tidlige år, en amerikansk skabelseshistorie a la 'Borte med blæsten', men helt uden kød på plottet. Jeg kedede mig bravt under læsningen af disse afsnit, der dog får nogle interessante dramaturgiske overvejelser spundet i enden, da den gamle Blank bliver bedt om at færdiggøre historien. Man spidser jo lige øren, når en plotmester som Auster fortæller om arbejdet i 'scriptoriet', også selv om det foregår gennem et 'blankt' alter ego. Men det er en kort fortælling, langtfra forfatterskabets bedste og ikke et anbefalelsesværdigt sted at begynde for nye læsere. For die hard-fans er der som altid et par gode lunser. Det er sjovt at læse rammefortællingen om den gamle mands genvordigheder med kroppen og hukommelsen, det er vintage-Auster. Disse passager er båret af en herlig fandenivoldsk tone, som Auster har arvet fra Chandler, og som gør, at livets ulidelige smerte trods alt bliver en smule frydefuld. I hvert fald på skrift.