Forestil dig, at du sidder med en bombe i hånden.
En litterær sprængladning fyldt med smerte, misantropi, vanvid og sprudlende fortælleglæde. Sådan har du aldrig fået bibelen før! En teatertrup af tåber genopfører Jesu liv her på jorden. Undervejs bliver de tæppebombet med lærde og platte citater.
Kronen på værket
Hvert opslag er en billedfabel, et totalteater, en trefløjet altertavle med mærkelige gevækster og skabninger. 'Biblia pauperum nova' har som forlæg de middelalderlige fattigmandsbibeler, skabt for de ukyndige i læsekunsten - og tåberne.
Her er det store livtag med tro og tvivl fra en mand og en kvinde, der i løbet af få år har trådt på alle tilgængelige tæer og tabuer. Og ryddet op på hylden med forudbestemte aldre og målgrupper. Her kommer så (torne)kronen på værket. LÆS INTERVIEWBilledbogsforfatter: »Den her bog er vist ikke for børn«
Den søgende fortæller hedder Oscar K. Under dette pseudonym har Ole Dalgaard i de sidste fem år skrevet alle de illustrerede bøger for børn (og op), som man ikke vidste kunne skrives. Det begyndte for alvor i 2008 med billedbogen om 'Børnenes bedemand', der også er illustreret af Dorte Karrebæk.
Herefter fulgte billedværker om bl.a. medlidenhedsdrab og om 'Lejren', der er et stærkt indlæg imod heldagsskolen. Nu kan han ikke finde på mere, tænkte man. Men Vorherre ventede i kulissen.
Moderne hofnar
Det er med bibelen som med bedemanden. Oscar K. opererer uden for almindelig åbningstid, og han fusker ikke. Han mener det! Han er en moderne hofnar og et ægte søgende menneske. Jesus var en tumpe, og teatret må nødvendigvis brænde til sidst. Kun tåber er lykkelige. Selv er han for klog.
Han har både læst Prædikerens bog og den, som Ole Dalgaard har skrevet om Walter Benjamin. LÆS OGSÅNyfortolket Bibel er næsten ufejlbarlig
Det er surt, men det er sandt. Alt er »luftpust og jag efter vind«.
Så under dække af middelalder, teater og tumper smider Oscar K. alle troens brikker op i luften. Han trygler om at blive oplyst, men finder kun tomhed.
Opfylder alle krav
Denne fattigmandsbibel opfylder alle postmoderne krav til kulturforbrug.
Du kan surfe rundt i Dorte Karrebæks definitivt, splintrede billedunivers. Det er det halve værk! Eller du kan lytte til, hvad Søren Kierkegaard, Lars Lilholt eller Mester Eckhart har på hjerte.
LÆS OGSÅForfatteren Oscar K. har et særligt talent
Et værk som fattigmandsbibelen hører til den slags udgivelser, der giver bibliotekarer og bogkøbere grå hår. Den er hverken for børn eller voksne, troende eller tåber.
Den er for dem, som vil have den. SYNES DU OSCAR K. OG DORTE KARREBÆK SKAL VINDE?Sådan stemmer duTILBAGE TIL OVERSIGTENHer er de nominerede til Politikens Litteraturpris 2012
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.


























