En mor og to børn er myrdet i deres afsidesliggende hjem ved kysten syd for Göteborg. Men det tredje barn, endnu kun i vuggen, er blevet skånet – hvorfor og af hvem?

Dét er den gåde, kriminalkommissær Erik Winter skal løse efter sin overraskende genopstandelse. Jo, for oprigtig talt troede vi – og vist også forfatteren selv – at ’Den sidste vinter’, tiende bind i serien på dansk i 2009, også var ’den sidste Winter’.

Rygestop
Den plagede mand, der lagde ud som »landets yngste kriminalkommissær« i romanen ’Dans med en engel’ i 1999, var trods alt ti år senere endt på bunden af et svømmebassin på den spanske solkyst.

Men han er oppe igen. Og tilbage i jobbet efter to års orlov i Marbella med sin lægekone og to døtre plus sin søde gamle mor, et charmerende, men langtfra ukritisk portræt af den skandinaviske Tanqueray & tonic-pensionist i sydens soleksil. Den gamle far døde dernede allerede i ’Sol og skygge’ – et af seriens bedste bind.

LÆS OGSÅ Krimiforfatter skriver lavmælte og stille drama

Kvaliteten i Winter-politiromanerne – som DR 1 også har vist som tv-serie med Magnus Krepper som Winter – er nemlig ikke mindst Winters personlige udvikling og kampe: bruddet med faderen pga. hans skatteflugt til Malaga; hans ægteskab med Angela og to børns ankomst; modviljen alligevel mod at udskifte tredjesalslejligheden i Göteborgs patricierkvarter med et nybyggeri på strandgrunden syd for byen; hans rygestop.

Savner dialog
Winter er en stædig rad, og trods sansen for god mad og suveræn jazz – her er det Coltrane – bliver han ældre fra bind til bind, med tiltagende stress, tinnitus, angst for at blive opslugt af livets mørke kræfter. Som han jo netop må leve sig ind i for at afsløre.

Edwardson, der selv fylder 60 i år, har fundet sin egen stil til denne langstrakte udviklingsroman, stykket op i intense kriminalromaner.

Foruden Winters egne tanker og handlinger følger vi – i metodisk krydsklipning – andre af de agerende: et par mistænkte og et par medarbejdere, her især den unge kvindelige kriminalassistent af tysk afstamning, der kom til under smertelige omstændigheder i forrige bind.

Men jeg savner mere af dialogen mellem strømerne indbyrdes – de er jo blevet fjerne venner.

Snigende uhygge

Krydsklipningen gjorde især i nogle bind læsningen krævende – hvis tanker følger vi nu? Men også givende, fordi metoden giver fortælleren adgang til de store følelser og små anfægtelser, der flyver gennem hovedet på enhver, men ikke i samme form hos enhver.

Her ikke mindst en stor, stærk mand med det ildevarslende efternavn Runstig, hvis livsfrustration er slået om i et kværnende indre raseri, som han kæmper for at give rationelle påskud. Hjælpen kommer fra en hundehvalp.

LÆS OGSÅ Der er nok at holde styr på i Åke Edwardsons nye krimi

Ikke alle har tålmodighed til Edwardson, men efterlyser mere ramasjang og rappe damer. Men familiemysteriet her savner nu hverken snigende uhygge, gode psykiske forklaringer eller stadige overraskelser lige til det sidste.

Og utilpassede nutidsskandinaver fascinerer tværtimod en læser som mig, ikke mindst fordi forfatteren finder sprog for ellers ordløse fornemmelser. Det samme gør seriens ny oversætter med stor sikkerhed.