Osamu Tezukas 'Message to Adolf' er en ordentlig kleppert. Eller rettere to. En tegneserie på 1.250 sider fordelt på to bind lyder som et gigantisk magnum opus. Det må da helt uden for konkurrence være forfatterens største kraftanstrengelse! Men inden man drager til de forhastede konklusioners dunkle land, gør man klogt i at slå koldt vand i blodet med lidt forbløffende statistik. Den moderne japanske mangas fædrene ophav, Osamu Tezuka, var nemlig en uhørt flittig mand. LÆS OGSÅAtomdreven japansk Pinocchio kommer til Viborg Fra han begyndte at tegne professionelt som 17-årig, til han stillede skoene som 61-årig i 1989, nåede han at slide et par blyanter eller to op. Hans samlede mangaværker er udgivet i Japan og udgør 400 bind med mere end 80.000 sider. Tæller man rub og stub med, nærmer man sig det dobbelte sidetal. På sin dødsseng tiggede og bad 'Mangaens Godfather' bare om at få lov til at arbejde noget mere.
Den episke romans ambitioner Men han var søreme også god til det. Osamu Tezuka opfandt den japanske mangaanimations karakteristiske store øjne, og han hittede i 1951 på tegneserien 'Astro Boy' ('Tetsuwan Atomu'), som blev det helt store popkulturfænomen i efterkrigstidens Japan, da den alvorlige japanske mangatradition stødte sammen med de amerikanske besættelsesstyrkers comic books, og den moderne manga opstod. En hel del af Osamu Tezukas større værker er udkommet på engelsk. Det senest tilkomne er det på alle måder forbløffende sene storværk 'Message to Adolf'. 'Adorufu ni Tsugu' blev bragt som føljeton i ugebladet Bunshun i perioden 1983-85. LÆS OGSÅJapansk mangafortælling er en genistreg 'Message to Adolf' har al den spænding og action og komiske optrin, man kan ønske sig af en serie, der skal holde opmærksomheden fanget uge efter uge i flere år, men den har også alle den episke romans ambitioner og karaktertræk. Fortællingen har tre gange Adolf på rollelisten. Den ene er ham med efternavnet Hitler. De to andre er drenge og bor i Japan. Adolf Kaufmann er søn af en japansk kvinde og en tysk diplomat med bånd til efterretningsvæsnet. Adolfs ven Adolf Kamil er tysk jøde, som sammen med sin familie og andre jøder har søgt tilflugt i Japan, hvor antisemitisme ikke er et problem. Det er der til gengæld så meget andet, der er. Året er 1936. En militant nationalisme, der betragter kinesere som undermennesker, er i fremmarch, og krigen på fastlandet godt i gang.
En klassisk MacGuffin 'Message to Adolf' starter under de olympiske lege i Berlin 1936. Den japanske journalist Sohei Toge er i Berlin for at dække sportsbegivenhederne, da hans bror midt i det hele bliver brutalt myrdet. Det viser sig, at broderen har været i besiddelse af vigtige dokumenter, der beviser, at Adolf Hitler efter sine egne spilleregler må betragtes som jøde. Fra nu af er Sohei Toge en jaget mand. Publiceret på det rigtige tidspunkt kan dokumenterne måske stikke nazisterne en kæp i hjulet. Alverdens efterretningstjenester og ikke mindst Gestapo er parat til hvad som helst for at få fingrene i papirerne.

Dokumenterne er en klassisk 'MacGuffin'. Hitchcock opfandt ordet. Det er det, alle vil have fat i, og som driver fortællingens spændingsmotor fremad. Men det er ikke grebet ud af den blå luft. Papirerne 'beviser' en ikke afkræftet teori om, at Hitler muligvis kunne have jødisk blod i årerne, hvis det er sandt, at hans far Alois kun blev undfanget, fordi hans bedstemor Maria Schicklgruber blev gravid med sønnen i den rige jødiske familie, hvor hun arbejdede som tjenestepige. Man regner ikke sandsynligheden for stor. Det er ikke sådan lige til at bevise eller modbevise. Men hvad nu, hvis der var uigendrivelige beviser dengang i 1936, før det hele gik så gruelig galt? Det er en fremragende 'MacGuffin', og den vilde og til tider meget brutale jagt kan gå side op og side ned.
Fortaler for tvivlens nådegave Der sker imidlertid også en masse andet. Det meste af 'Message to Adolf' udspiller sig i Japan, og det er intet mindre end dybt fascinerende at se tiden op til og under Anden Verdenskrig beskrevet med japanske briller. Ikke mindst er det interessant at se forholdet mellem aksemagterne Japan og Tyskland og historien om holocaust skildret i denne belysning. På personplanet er der tale om en hæsblæsende labyrint, hvor alting udvikler sig fra ondt til værre, da Adolf Kaufmann bliver sendt på Adolf Hitler Skole i Tyskland og bliver indoktrineret til jødehader og supernazist. Osamu Tezuka udgør sammen med f.eks. filminstruktøren Akira Kurosawa og forfatteren Shusaku Endo en efterkrigsgeneration, som gjorde op med den autoritære fortids blinde lydighed og i stedet podede den japanske kultur med det bedste fra den vestlige kultur. LÆS OGSÅSmuk mangategnefilm er mest for voksne De blev fortalere for et humanistisk menneskesyn og for tvivlens nådegave. De lagde afstand til nationalisme, militarisme, aristokratisme og ikke mindst racisme. 'Message to Adolf' er en gigantisk spændingsroman og en indædt fordømmelse af al racismes dårskab, menneskelige stupiditet og fatale hybris. Både Japan og Tyskland har racismen og overmodet som deres nemesis. Læg dertil, at tyskerne lod sig lede af en mand, der forførte et helt folk med sit bizarre tankespind og sine katastrofale evner som strateg.
Væld af inspirationer Helt klassisk arbejder Osamu Tezuka i dette sene værk sikkert vekslende mellem en hurtig og kontant sort-hvid streg med meget tilfælles med en amerikaner som Milton Caniff og så en mere poetisk sans for landskab og nøjagtig historisk korrekthed. En stil og en vekselvirkning, en arvtager som Jiro Taniguchi nikker respektfuldt til i bøger som 'Min fjerne barndomsby'. Samtidig har Osamu Tezuka så en forkærlighed for gummilastiske figurer og urealistiske udtryk for voldsomme følelser, der peger tilbage på hans oprindelige inspiration i amerikanske tegnefilm som 'Betty Boop' og Disney. LÆS OGSÅFinsk tegneserie tager på jagt efter Atlantis Man skal lige vænne sig til denne ukurante hoppen og springen frem og tilbage mellem farce og tragik, men når først man har gjort det, bliver man simpelthen uimodståeligt revet med af dette knaldspændende tegneserieværk, som samtidig er Osamu Tezukas fordømmelse af krig, fanatisme og fordomsfuldhed. Som om det ikke er nok, havde Tezuka altså dengang i 1980'erne også overskud til at føre sin kamp mod racisme og militarisme helt frem til de konsekvenser, Anden Verdenskrig har fået i skikkelse af konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Københavnerne får oven i købet snart muligheder for på dansk grund at blive klogere på Mangaens Godfather, idet Storm P. Museet på Frederiksberg i løbet af foråret åbner en udstilling om Osamu Tezuka og hans tegnekunst.