Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Birolle.  Hovedpersonen Stephen (C.) McQuenn, lider  under aldrig at  have scenen for  sig selv.
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

Birolle. Hovedpersonen Stephen (C.) McQuenn, lider under aldrig at have scenen for sig selv.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

David Nicholls' nye morsomme roman er som at se en film

Succesforfatteren trækker på sit eget tidligere skuespillerliv i sin nye roman.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som de fleste andre, der bor i en storby, havde Stephen uophørligt en mistanke om, at alle andre havde det meget sjovere, end han havde det«. Man behøver vist ikke bo i en storby for at have det sådan.

Men sætningen passer i hvert fald på flere måder på Stephen C. McQuenn, hovedpersonen i den britiske forfatter David Nicholls roman om en skuespiller, der mildt sagt har en noget mere neddæmpet karriere end sin berømte næsten navnebror.

David Nicholls var selv skuespiller, indtil han blev træt af de usynlige birollers helvede og i stedet blev forfatter af manuskripter og romaner, herunder bestselleren ’Samme dag næste år’, der blev filmatiseret i 2011 af Lone Scherfig.

LÆS ANMELDELSE Hans stakkels hovedperson i ’Den evige toer’ spiller et spøgelse i et skuespil om Lord Byron. Stephen er samtidig dubleant, Lord-Nødstilfælde-Byron, men hovedrolleindehaveren Josh er aldrig syg. Stephen er henvist til at åbne en dør, gå igennem scenen i en lycradragt med maske på, lukke døren igen. KatastrofefestHan drømmer om at spille noget, der består af andet end stort set ingenting. Højdepunktet i hans karriere har været at spille et egern i en undervisnings-dvd for børn, og ellers har han spillet lig. Ikke mange replikker dér. Dertil kommer, at han bor i en hul af en etværelseslejlighed uden køleskab, at han er fraskilt fra sin kone, som han stadig elsker, at han fortvivlet forsøger at opretholde kontakten til den syvårige datter, der med blasert mine følger med på kejtede udflugter. Han liver lidt op, da han bliver inviteret til Josh’ fødselsdagsfest. Nu er han med i underholdningsjetsettet omkring den underskønne prisbelønnede Josh, der er kåret som en af verdens mest sexede mænd. Også denne fest bliver en katastrofe, for Stephen er nødt til at drikke sig sanseløst beruset for at holde det ud, da det viser sig, at han bare er inviteret med – som tjener! Satirisk Skulle Stephen ikke snart finde på noget andet at beskæftige sig med? Hvornår holder man op med at tro på, hvis bare man får en chance, så er succesen hjemme? Det er temaet i Nicholls’ roman, der er skåret over den romantiske komedies læst.

Den føler komediegenrens regler i fem akter, men den lader den lykkelige slutning falde noget anderledes ud, end man måske lige forestiller sig.

David Nicholls skriver morsomt og vittigt, ikke mindst når han kontrasterer sin ynkelige hovedperson med stjernen Josh, der er selvoptaget ud over alle grænser og ikke ligefrem bidrager til at booste Stephens hårdt medtagne selvværd.

Romanen giver en satirisk skildring af jetsetlivet, men Nicholls får faktisk også indflettet, hvad der sker med en skuespiller, der altid sammenligner det, der sker i hans eget liv, med tilsvarende scener på filmlærredet. Stephen tænker hele tiden på, hvordan han skal agere i enhver situation:

»Tilværelsen lod til at tage sig bedst ud og være mest sandfærdig og intens, når den lignede noget, der var blevet omsat til det hvide lærred: Fyldt med bratte overgange mellem scenerne, slowmotionsekvenser, kvikke udgangsreplikker og så fade nænsom ud til sort«.

Som at se en film

Det er jo den ’virkelighed’, vi alle fylder os med foran lærredet eller fjernsynet og ser på med sammenligningens blik. For en skuespiller må det være fristende at agere også i virkeligheden. Nu er det ikke ligefrem nogen psykoanalyse, Nicholls er i gang med, men han har sans for, hvordan et menneske kan havne i kulissen og blive dubleant også i forhold til sit eget liv. Han skal have sin hovedperson væk fra de skrå brædder og filmkameraet. Også det, Stephen retter mod sig selv i enhver oplevelse. Det er der kommet en meget morsom og underholdende roman ud af. At læse den er næsten som at se en film, blot ’på bog’. Det er lige før, man begynder at se for sig, hvem der kunne castes i den ene eller anden rolle.



Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden