Den unge franske forfatter Édouard Louis bragede for et par år siden igennem med sin stærke og humoristiske debutroman om at vokse op i en lille nordfransk landsby og mod alle odds springe ud som både homoseksuel og intellektuel. Hans roman nummer 2, ’Voldens historie’, er en lige så stærk historie og mindst lige så stærkt fortalt.
Fortællesituationen er helt speciel: Jegfortælleren, Édouard, er blevet taget med vold i sin pariserlejlighed og rejser til barndommens landsby for at finde ro hos sin søster Clara. I et værelse med døren på klem lytter han til Clara, der i stuen ved siden af fortæller sin mand historien om Édouards voldtægt. Således består det meste af romanen af Claras genfortælling af, hvad Édouard har fortalt hende, jævnligt afbrudt af hans korrektioner, kommentarer, supplementer.
I starten skaber det en vis forvirring hos læseren; man skal følge vågent med i citationstegnenes markeringer for at være helt klar over, hvornår ’jeg’ er Édouard, og hvornår det er hans søster. Men efterhånden føles det som det helt rigtige fortællerum at opholde sig i, som om det voldelige overgreb netop må tilnærmes gennem stemmeskift og flere fortællerlag, og som om søsterens minutiøse genfortælling også er en slags omsorg, en måde at tage del i Édouards historie på, så han er mindre ensom med den.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
