Min kollega Tue Andersen Nexø har kortlagt en ’social vending’ i nyere dansk litteratur. Elementært sagt en interesse for mennesket blandt andre mennesker og de situationer, ofte akavede, som opstår dér. Man kan roligt regne Lone Hørslevs noveller med i den vending. Nogle af dem er den rene socialrealisme, som den om Helle, der er gravid med Poul-Erik, som ikke kan lide hendes søn fra tidligere, Bertram, der skærer yogabolden op og vil sætte ild til gardinerne, når han er til børnefødselsdag. Eller den om den tvangsneurotiske mand, der nødigt går uden for en dør og mistænker naboerne for alskens uhumsk. Temmelig triste historier. Men så alligevel med et lille strejf af humor.
Det er hjerteskærende trist at stå med Helle i døren, da overboen ringer på og fortæller om Bertrams grænseoverskridende adfærd, og gennem strejftogene i hendes bevidsthed forstå, at hun er en kærlighedshungrende mor med en afstumpet kæreste og et barn, som er svært at elske. Men det er alligevel lidt morsomt, at han står dér, overboen, med den slunkne grå yogabold, der i sig selv ret beset er en latterlig genstand, og som på én gang trist og komisk spejler Helles gravide mave.
