Vandet, der løber fra Janas hår. Blodet, som dyrene drikker. Jorden, som den fremmede stopper i ansigtet. Liljekonvallerne, der sender en giftighvid tåge ind over byen. Og mælken, som ikke vil trænge ud af yveret på Svaltes magre ko. Man kan hurtigt bilde sig ind, at Rasmus Daugbjergs ’Rygtet’ ikke kun er ord på papir, men rent faktisk rummer alle de materialer, den selv benævner.
Hvis ikke Daugbjergs debut ligefrem består af vand, blod, jord, linjekonvaller og mælk, så må tingene i det mindste findes der som afsmitning eller rest, en dråbe må være tørret ind på siden, en blomst må have ligget i pres der.
