Vandet, der løber fra Janas hår. Blodet, som dyrene drikker. Jorden, som den fremmede stopper i ansigtet. Liljekonvallerne, der sender en giftighvid tåge ind over byen. Og mælken, som ikke vil trænge ud af yveret på Svaltes magre ko. Man kan hurtigt bilde sig ind, at Rasmus Daugbjergs ’Rygtet’ ikke kun er ord på papir, men rent faktisk rummer alle de materialer, den selv benævner.
Hvis ikke Daugbjergs debut ligefrem består af vand, blod, jord, linjekonvaller og mælk, så må tingene i det mindste findes der som afsmitning eller rest, en dråbe må være tørret ind på siden, en blomst må have ligget i pres der.
For i romanens univers er sproget ikke bare tanker omsat til lyde, men en kraft, som kan gøre det immaterielle håndgribeligt, så for eksempel Gud bliver synlig: »I kirken ser enkelte af os Gud vise sig som hvidt skum på Janas mund, når hun taler«, og natten til et sart slidt stof: »Hun siger, at dine hyl koger fedtet af mørket. Natten er så tynd, at den ikke er til at sove i, siger hun«.
’Rygtet’ er en mængde korte tekster, ondsindet sladder og ildevarslende rygter, som fremsiges af landsbyens fælles mund: »Rygtet siger, at de smed dig ud af din hjemby«. »Efterhånden må vi antage, at det er dig, der sælger liljekonvallerne«. »Der er enkelte af os, som ikke tør lære dig at kende. De fleste af os vil ikke«.
Landsbysladderen er selvfølgelig heller ikke bare simple sætninger og ord, også den er en skabende kraft, en fed mørtel, der binder fællesskabet sammen ved at støde de allerede udstødte længere ud. Jana, Svalte, Farald, Troggel og Fluehovedet er navnene på nogle af de landsbyboere, som skiftevis flokkes om og peger fingre ad den fremmede.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
