Lige fra jeg hørte, at Maria Hesselager skulle debutere med en roman om vikingetiden, har jeg været utålmodig efter at få fingre i bogen. Muligvis er det en kende forudindtaget, men i mine ører lød de to ord ’debut’ og ’vikingeroman’ som en ret usædvanlig kombination, både frisk og overrumplende. Ikke ulig det bøgetræ, som inde i romanen giver sig til at spire lysegrønt, skønt det allerede er blevet efterår: »Midt mellem de mørkegrønne storkronede træer, som brusede i blæsten, var det nøgent og ungt med små hårde knopper«.
Måske vidste jeg ikke helt, hvad jeg kunne forvente mig af ’Jeg hedder Folkví’, men skuffet blev jeg i hvert fald ikke, for romanen fører læseren ind i et atmosfærefyldt univers, hvor der tages varsler af vibeflokke, døde katte og drømme, hvor hirdens unge mænd drager på togter over havet, hvor landsbyen huser alt fra trælle til frie og højbårne folk, hvor der ofres til aserne, men hviskes om en ny gud, hvor en ler-perle i en lædersnor kan rumme ens stolthed og håb, og hvor der findes en ung kvinde som Folkví, der både vil og ikke vil blive voksen.
