’Slugt’ hedder Christina Englunds roman om den legendariske kunstfotograf Francesca Woodman, der i 1981 som 22-årig sprang ud fra toppen af sit atelier i New York og ind i døden.
Slugt som »den gyngende slugt mellem bjergsiderne«, Englund lader Francesca stirre ned i på vandretur med sin far. Slugt som at have slugt en masse sovepiller og vågne op på hospitalet efter udpumpning. Slugt som at blive slugt af badekarret: »En tæt masse (…) sluger mig uden bekymring, glidende sugende, som et hul i universet«. Slugt som at være opslugt, af sin lidenskab, sit kunstneriske arbejde. Og måske også, som forfatter, at blive så opslugt af en kunstner, at man ønsker at skrive sig helt ind i hende, som Englund her har gjort det ved at lade Woodman være jegfortæller i beretningen om de sidste seks måneder af hendes liv, fra sommerens kunstnerrefugium blandt træerne til selvmordet i vintermørkets neonlys og støvregn.
