0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Denne sommer fortjener gode bøger, og denne dejlige roman anbefales på det varmeste

I denne tidlige roman om en dreng, der mister sin mor, er alle de kvaliteter til stede, som er blevet Jón Kalman Stefánssons varemærke.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Einar Falur Ingólfsson
Foto: Einar Falur Ingólfsson

​Jón ​Kalman Stefánsson ​klipper i tid og sprog, mellem en drengs sorgfulde eskapisme og en oldefars snurrige eskapader, mellem land og by og i det Reykjavik, som ikke længere er den by, den engang var.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et sted i denne roman siger fortælleren, at han har en mistanke om, at »dette ene ord, kærlighed, er en fællesbetegnelse for så meget, at end ikke dagens fulde længde ville række til at forklare det tilfredsstillende«. Nej, men en bog på et par hundrede sider kan. ’Stjernernes knitren’ fra 2003 gav Jón Kalman Stefánsson en anerkendelse, som kun er blevet større efterhånden. Ikke underligt, at han går for at være Nordens mest poetiske romanforfatter. Få skriver i hvert fald så svimlende smukt om kærlighed, savn, længsel, sorg, tab.

I denne omgang er det sorte hul på himlen en 7-årig drengs sorg over at miste sin mor. Hun svinder langsomt ind til et skelet på hospitalet. Drengen er nu blevet en mand på 40, og erindringen om hans sorg er en af de brikker i det store slægtspuslespil, han lægger. Da han var dreng, hang der en stor saks over frisørens vindue, det er den, han bruger til at klippe i tiden med. Klip. Til dengang oldefar mødte oldemor, der duftede som en lyngskråning, og der gik ild i sengetøjet, fordi lidenskaben var så vild i det lille kvistværelse. Klip. Til da kærligheden slog ned i hans mor og far, og hun rejste bort og alt blev til sort nat og han lå på bunden af den, indtil hendes genkomst gennem en smadret rude viste, at Gud er til. Klip. Til tiden efter morens død og han var alene med sin far og tinsoldaterne, der blev levende, og både tøjet og skoene i skabene syntes at spørge efter hende.

Kalman klipper i tid og sprog, mellem en drengs sorgfulde eskapisme og en oldefars snurrige eskapader, mellem land og by og i det Reykjavik, som ikke længere er den by, den engang var. Det beåndede, det barokke og det brutale smelter sammen i fantastiske scener og formuleringer. Han er en mester i at beskrive livets afgørende møder og ikke kun de bedste. Som da der pludselig kommer en dame ud fra fars soveværelse, som drengen fra nu af skal kalde stedmor. Eller da Frikki, hans plageånd, vil presse en død fugl ind i hans mund.