Et sted i denne roman siger fortælleren, at han har en mistanke om, at »dette ene ord, kærlighed, er en fællesbetegnelse for så meget, at end ikke dagens fulde længde ville række til at forklare det tilfredsstillende«. Nej, men en bog på et par hundrede sider kan. ’Stjernernes knitren’ fra 2003 gav Jón Kalman Stefánsson en anerkendelse, som kun er blevet større efterhånden. Ikke underligt, at han går for at være Nordens mest poetiske romanforfatter. Få skriver i hvert fald så svimlende smukt om kærlighed, savn, længsel, sorg, tab.
I denne omgang er det sorte hul på himlen en 7-årig drengs sorg over at miste sin mor. Hun svinder langsomt ind til et skelet på hospitalet. Drengen er nu blevet en mand på 40, og erindringen om hans sorg er en af de brikker i det store slægtspuslespil, han lægger. Da han var dreng, hang der en stor saks over frisørens vindue, det er den, han bruger til at klippe i tiden med. Klip. Til dengang oldefar mødte oldemor, der duftede som en lyngskråning, og der gik ild i sengetøjet, fordi lidenskaben var så vild i det lille kvistværelse. Klip. Til da kærligheden slog ned i hans mor og far, og hun rejste bort og alt blev til sort nat og han lå på bunden af den, indtil hendes genkomst gennem en smadret rude viste, at Gud er til. Klip. Til tiden efter morens død og han var alene med sin far og tinsoldaterne, der blev levende, og både tøjet og skoene i skabene syntes at spørge efter hende.
