Siden han med ’Fever Pitch’ i 1992 trådte frem som forfatter, fodboldfan og følsom, har engelske Nick Hornby gang på gang demonstreret sit utroligt veloplagte anslag. Og det gør han også suverænt i sin ellevte roman, ’Ingen som dig’:
»Hvordan kunne man med nogen som helst sikkerhed sige, hvad man hadede allermest i verden? Det ville helt sikkert afhænge af, hvor tæt den hadede ting var på én på et givet tidspunkt, om man var i gang med at gøre det, lytte til det eller spise det på det pågældende tidspunkt. Hun hadede at undervise i Agatha Christie på højniveau, hun hadede enhver konservativ undervisningsminister, hun hadede at lytte til sin yngste søn øve sig på trompet, hun hadede alle former for lever, synet af blod, reality-tv, grime-rap og de sædvanlige abstraktioner: global krig, fattigdom, krig, planetens forestående død og så fremdeles. Men det var ikke noget, der ramte hende, bortset fra planetens forestående død, og selv den var kun forestående. En stor del af tiden kunne hun godt tillade sig ikke at tænke på de problemer. Lige nu, klokken 11.15 en kold lørdag formiddag, var dét, hun hadede allermest i hele verden at stå i kø uden for slagteren, mens hun lyttede til Emma Baker kværne løs om sex«.
