I mange år har mit kendskab til østrigske Adalbert Stifters meget lange roman ’Der Nachsommer’ (1857) indskrænket sig til én vidunderlig sætning: »Welch ein Sommer hätte sein können, wenn einer gewesen wäre«. Lidt frit oversat: ’Hvilken sommer kunne det ikke have været, hvis den havde været der’. I en særlig periode berørte den sætning mig så dybt, at jeg gik og vuggede den ved mit bryst, fuld af sorg og fryd over dens hjerteskærende konjunktiver. Det, der kunne have været, men aldrig blev.
Sætningen er ikke fra romanen selv, men skrevet af Stifter under dens tilblivelse, i et brev, hvor han fortæller sin forlægger om den karakter, der står i romanens centrum: En betydningsfuld statsmand fuld af skabende kræfter, som han først får mulighed for at udfolde i en høj alder, hvor de til gengæld »blomstrer omkring dette menneskes efterår og viser, hvilken sommer det kunne have været, hvis den havde været der«.
