Mad er et af de litterære motiver, jeg bryder mig mindst om. I hvert fald, når maden skal forestille at sige noget i sig selv. Alle mennesker er nødt til at spise og har derfor et eller andet forhold til mad, men der findes ikke to mennesker, der føler det samme, når de tænker på mad. Mad deler vandene af den utroligt kedelige grund, at alle mennesker ikke har appetit for det samme.
Den svenske forfatter Karolina Ramqvists roman ’Brød og mælk’er fyldt med mad: risbuddinger, linser og dampede grøntsager og et svimlende første møde med lagkage, men romanens fortæller kredser mest af alt om, hvorfor hendes forhold til mad er blevet så sygeligt, som hun i en voksen alder har erkendt, at det er. Svarene mener hun at kunne finde i sin barndom, og derfor foregår romanen næsten udelukkende der.
