En kvinde støder ind i en mand på gaden, det er som et elektrisk chok. Et lynnedslag, et coup de foudre, som franskmændene kalder kærlighed ved første blik.
Det er startskuddet for Christel Wiinblads roman, der derefter febrilsk halser af sted hen over et par hundrede sider, i et desperat forsøg på at komme på højde med situationen, komme på højde med blandingen af fryd og smerte, med den pinefulde udleverethed til et andet menneske, som gives navn af kærlighed: »Hun var rædselsslagen, men slet ikke, hun var ligeglad med alt andet, ja, til helvede med det, til helvede med alt andet end kærligheden, hun var allerede lamslået, hun var allerede flyvende«.
