I sin levetid opnåede Thorkild Hansen status som litterær superstjerne. Hans bøger kunne tiltrække hundredtusindvis af læsere, han var en kendis både i den kulørte og i den mere seriøse presse, og forlaget Gyldendal tegnede en speciel kontrakt med ham, der både var særlig lukrativ og særligt bindende. Men siden han døde, tidligt, i 1989 – og især siden udgivelsen af hans redigerede dagbøger fra studieårene i Paris, ’Et atelier i Paris’ (1990) – har hans stjerne været støt dalende. Appellen til yngre generationer af læsere er ikke stor.

Mærkeligt nok, kunne man sige, for så vidt som Hansens store litterære bestræbelse på at bevidstgøre om Danmarks koloniale synderegister foregriber de postkoloniale strømninger, der senere har vokset sig stærke.