Congo er tilbage på avisens forside, og som sædvanlig er det ikke for det gode. Under overskriften 'Afrikas glemte krig blusser op' kan man læse, at styrker fra oprørshæren M23 spreder skræk og rædsel og nægter at forlade provinsbyen Goma i det østlige Congo tæt på Rwanda. M23? Hvem er nu det? Måske betyder navnet ikke så meget i en krig, der med vekslende intensitet og skiftende aktører har stået på siden 1996. LÆS OGSÅEriksholm-biografi udgør forelsket farvel til familieklenodie Den Demokratiske Republik Congo, et land på størrelse med Vesteuropa, ligner en skamskudt elefant, der er blevet plyndret for sine stødtænder og nu er ved at blive flået i stumper og stykker af glubske hyæner. Oprørshære, der i vidt omfang er udløbere af Rwanda-borgerkrigen og uniformerede gangstere med bander af børnesoldater, har travlt med at ribbe Congo for guld, diamanter og de mange andre råstoffer Congo er så rig på. Og som har gjort landet så forarmet. For i den anden ende af et korrupt og kaotisk land står aftagerne af landets rigdomme og de tæller alt fra forbryderorganisationer til råvarehungrende kinesere og de multinationale firmaer, der gør en dyd ud af at opføre sig som skattetænkningens svar på slyngelstaterne. Mareridtshistorie
Congo er tilsyneladende tragedien uden ende. Man fristes til at trække opgivende på skuldrene over det håbløse morads langs Congo-floden, der snor sig som en gigantisk kvælerslange igennem landet, Joseph Conrad døbte Mørkets Hjerte. Men hvis man i stedet får lyst til at blive klogere på Congo, kan jeg ikke forestille mig et bedre udgangspunkt end David Van Reybroucks monumentale portrætbog 'Congo'. Rædselshistorien om, hvordan det gik til, da den belgiske konge Leopold kaprede Afrikas hjerte som sin personlige ejendom og forvandlede junglen til én gigantisk, barbarisk arbejdslejr, er fortalt i hårrejsende detaljer i Adam Hochschildts 'Kong Leopolds arv'. LÆS OGSÅDatter skriver forelsket om nordisk mads pionerer Den historie får vi selvfølgelig også grundigt beskrevet i 'Congo', som fortæller hele historien, fra før Stanley åbnede Congo op for den hvide mand og helt op til vore dage. David Van Reybrouck lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af kolonitiden, men gør det som belgier indforstået og med sans for nuancer. I forhold til hvad der kom efter, havde kolonitiden sine gode sider. Evindelige krige, kleptokrati, korruption og en elendig fødevaresituation præger det enorme land, hvor gennemsnitslevealderen er røget ned under 45 år, og hvor man stadig har mindre end 1.000 km asfalteret vej. En times transport i kolonitiden svarer til en dagsrejse i nutiden, lyder tommelfingerreglen.
Levn fra kolonitiden Hvad der gør 'Congo' til konstant fascinerende historieskrivning, er Van Reybroucks insisteren på at benytte sig af så mange personlige stemmer og øjenvidner som muligt. Ikke interview med eksperter, men samtaler med de afrikanere, der har oplevet begivenhederne på første hånd og som kan fremhæve »de lokale perspektivers mangfoldighed«. At det lykkedes Van Reybrouck at opspore en veloplagt gubbe ved navn Etienne Nkasi, der hævder at være født i 1882, er ikke den dårligste grund til at tage turen til Congo. Nkasi, der døde i 2010 i den modne alder af 128 år, var så gammel, at han kunne huske, han som liden purk så Stanley komme sejlende ned ad Congo-floden!

Det er let at udlægge de evindelige konflikter i Afrika som en slags tilbagefald til stammekrigene fra før kolonitiden. Imidlertid argumenterer Van Reybrouck overbevisende for, at nutidens stammekrige - og krigen i Congo er i høj grad en krig mellem hutuer, tutsier og andre stammetilhørsforhold - i bund og grund er et produkt af kolonitiden. Det var kolonimagten, som lærte afrikanere den stammetænkning, hvor man sætter skel, hytter sine egne og frygter og hader nabostammen. Det var belgierne, som med en blanding af kolonialisme, nationalisme og del og hersk-politik lærte congoleserne at tænke i de bastante og betændte stammemodsætninger, der har redet Congo som en mare siden. De kan udnyttes og både Rwanda og Uganda og internationale aktører har flittigt pustet til ilden. Selvstændighed på sølvfad 'Congo' er ikke kun beskrivelsen af en smaragdgrøn jammerdal. Hverdagslivets pudsige detaljer, en medlevende beskrivelse af den congolesiske musikscene og stemningsfulde indblik i kolonitidens liv blandt både sorte og hvide er fulde af atmosfære. Men tragedien vejer tungest. Særlig interessant er den minutiøse gennemgang af begivenhederne, der førte til Congos pludselige selvstændighed i 1960. Der var oprør i luften. En lille elite pressede på for forandring, og inden de så sig om, fik de selvstændigheden på et sølvfad. Fra beslutningen blev truffet på en konference i Belgien i februar 1960, til Congo blev selvstændigt, gik der blot fire måneder. LÆS OGSÅStærk dame fortæller usentimentalt om et mere sanseligt liv i kørestol Den senere diktator Mobutu var på det tidspunkt en journalistspire, som var sendt til Bruxelles af den politiske leder Lumumba for at klare forhandlingerne med belgierne om de økonomiske betingelser. »Jeg blev sådan en cowboy i en western, der hver gang lader sig plukke af professionelle svindlere«, beskrev han det senere. De store belgiske foretagender beholdt kontrollen over de vigtigste økonomiske interesser. Belgierne havde frit spil. På uafhængighedsdagen var der i hele det enorme land 16 universitetsuddannede sorte. Hæren havde ikke en eneste sort officer. »Der var ikke én indfødt læge, ikke én ingeniør, ikke én jurist, agronom eller økonom«. Congo blev født som en kæmpe uden hoved.
Den ugidelige tyksak Uafhængigheden blev et blodigt kaos. Senere er Mobutu blev udråbt til skurk, men da han efter fem års krige og kaos kuppede sig til magten i 1965, indledte han Congos eneste, beskedne guldalder. De første 10 år skete der store fremskridt på alle områder i landet, han omdøbte til Zaire. Mobutu arbejdede som en hest og fik et hjerteanfald i 1969. »Hvordan ville du have ledet det her møgland?«, snerrede han til sin livlæge, da denne bebrejdede ham hans umenneskeligt lange arbejdsdage. Men få år senere var Mobutu blevet »den ugidelige tyksak«, der de sidste 20 år af sin regeringstid blev den oppustede tyran, der ikke tænkte på andet end at berige sig selv og sin klike. Mobutu førte landet mod ruin.
LÆS OGSÅBiografi afslører ufrivilligt litterær superstjerne som en ordinær gut Han kæmpede hårdt for at undertrykke stammereflekserne. Metoderne var brutale, så efter hans fald fik de logisk nok frit løb og meget er gået fra slemt til værre i Congo. »Historien er en afskyelig ret, tilberedt med de bedste ingredienser«, skriver David Van Reybrouck om de mange idealister og gode viljer, der i mere end 100 år ikke har formået meget andet end at smide benzin på bålet i Congo. Målt med de alen er Den Demokratiske Republik Congo blevet Michelin-restauranten i Mørkets Hjerte.