Han sprængte sin bedste ven i tusind stykker

Venner. Bomben sprang, da Mickey Borgfjord Larsen var på vej ud fra en  parkeringsplads ved Amtssygehuset  i Glostrup 2003.
Venner. Bomben sprang, da Mickey Borgfjord Larsen var på vej ud fra en parkeringsplads ved Amtssygehuset i Glostrup 2003.
Lyt til artiklen

Han tog beslutningen 11. september 2003, og der »bredte sig en ro i hele kroppen, som jeg nærmest ikke havde oplevet, siden jeg holdt Mette i hånden i 7. klasse«. Tør man gætte på, at denne Mette fra en svunden tid næppe er begejstret for den sammenligning - drengen, hun holdt i hånden for knap 30 år siden, hedder Lennart Elkjær, er i dag 41 år og idømt 16 års fængsel for den beslutning, han traf den morgen i 2003, og som gav ham mindelser om barndomsflirten med Mette: At han inden for den næste uge ville slå sin bedste ven ihjel - ikke primitivt med at stikke ham ned eller skyde ham. Næh, det skulle være en »spektakulær« begivenhed. Og det blev det: 17. september ved nitiden om morgenen blev den tidligere rocker Mickey Borgfjord Larsen sprængt i tusind stumper, da han i sin bil trillede ud fra parkeringspladsen foran Glostrup hospital, hvor han fik genoptrænet sit knæ. ' En god dag at gøre det' Lennart Elkjær havde indtaget et sundt morgenmåltid med mysli og letmælk, inden han var kørt til Glostrup. Her havde han havde anbragt et lerfad med to stænger plastisk sprængstof, 500 skruer, en tændsats og en mobiltelefon under sædet på Borgfjords bil, mens han tænkte, at »det bare var et let job, der skulle udføres, og at det var en god dag at gøre det«. LÆS OGSÅBlæst om Tommy Kamp-bog inden udgivelse: »Falsum, fri fantasi, løgn« Bagefter kørte han og en medskyldig mod Næstved, mens en tredje deltager holdt vagt. Da Borgfjord begyndte at køre væk fra hospitalet, ringede den tredje mand til Elkjær, der ringede til lerfadet og udløste Borgfjords himmelfart. I bilen på Sydsjælland noterede Elkjær med tilfredshed, at »trafikken gled planmæssigt, og at der ikke var en sky på himlen«. Lennart Elkjær nægtede alt, da han blev tiltalt for mordet på Borgfjord, men nu kender vi historien, fordi han har fortalt, hvad der skete i Glostrup den dag for snart ti år siden - og i øvrigt er sket i hans liv - til en ghostwriter, Søren Baastrup.
Ikke første gang
Det er en forudsigelig historie om en problematisk opvækst i et socialt belastet område - i dette tilfælde i Ballerup - med en streng far og en drikfældig mor, mange søskende og alt for gode kammerater, der tidligt begyndte med smårapserier og en ubændig lyst til at slå på tæven.

Sådan også med Lennart Elkjær, der hurtig blev fast kunde hos politi og - da han blev gammel nok - domstole. Og da han endnu en gang, nu som voksen, var i fængsel, mødte han Mickey Borgfjord. De blev gode venner, og Borgfjord blev Lennart Elkjærs adgangsbillet til rockergruppen Bandidos, hvor han de kommende år avancerede. Mickey Borgfjord derimod ragede uklar med rockerne, gik solo og endte med at stikke Elkjær for et fælles cigaretkup for selv at slippe billigere. Borgfjord prøvede også at få politiet til at tro, at Elkjær stod bag et rockerdrab under den store nordiske rockerkrig i slutningen af 90’erne. Og så var det - let forsinket - at Lennart Elkjær traf sin spektakulære beslutning: »Jeg syntes ikke, Mickey havde fortjent at leve, og det gjorde jeg noget ved«.
God mod ældre
Der er noget provokerende ved at kalde en bog for »en rockers erindringer«. Der er ikke noget erindringsværdigt ved Lennart Elkjær. Han er en fuldblodskriminel, har hele sit liv været voldelig, bedraget gud og hvermand og sine foreløbig fire koner - hvortil Mette ikke hører. Han har været helt tæt på toppen af Bandidos, der ligesom Hells Angels har massevis af medlemmer i fængsel for grove forbrydelser, mens de fritgående holder klubbens økonomi i gang med narkohandel og andre ulovlige aktiviteter. LÆS OGSÅEks-soldat fortæller om drengedrømmen - og at vende hjem som krøbling Og det opvejes ikke af beretninger om, at han er god ved gamle damer og handikappede, holder orden på Bandidos-afdelingen i Vridsløselille Statsfængsel og har en veludviklet humor. Dertil kommer, at ’Expect no mercy’ - trods forlagets besværgelser om, at det er første gang, en Bandidos-rocker fortæller sin historie - ikke giver noget som helst indblik i rockerverden ud over det skønmaleri, som Elkjær lægger frem. 354 lange sider Men Søren Baastrups håndtering af det problem er sympatisk: Han gør ikke historien til sin egen, men lader Elkjær fortælle, og understreger både først og sidst, at bogen er skrevet på Elkjærs præmisser, og at Elkjær selv har gjort opmærksom på, at han ikke fortæller alt. Baastrup har så opsøgt en række kilder for at få fortællingen suppleret, og de samtaler med blandt andet et par af Elkjærs tidligere koner, noget familie og enkelte rockere fremstår som selvstændige afsnit, så man hele tiden er klar over, hvem afsenderen er. LÆS OGSÅForskere ser Sovjets værste hemmeligheder direkte i øjnene Tilbage står dog, at 354 sider om en tilfældig rocker er meget - selv om Lennart Elkjær undervejs tilstår, at han der i fængslet godt kan lide at se ’Sporløs’ på DR: »Jeg får sgu altid en klump i halsen, når der er nogen, der finder deres far eller mor. Jeg kan godt lide at se, når folk bliver glade«. Spørgsmålet er, hvem der bliver glade, når Elkjær bliver prøveløsladt næste efterår.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her