Duften af te bølger ud i forårsluften, og inde i salonen hilser den britiske forfatter belevent over kanten af sin tynde, hvide porcelænskop, hvoraf han sipper en mørk, småbladet ’Ceylon 1’ med sødmælk. Setup fra forlagets side eller ej, illusionen er fuldkommen, eller – som briten, der er forfatter til en mængde bestsellere, selv ville sige det – scenen er sat, og kun sådan kan man føle med personerne og fascineres af historien. Ken Follett er noget så relativt sjældent som en forfatter, der er blevet mange-mangemillionær på sine bøger. Faktisk er han så rig, og hans romaner sælger så godt, at han ikke behøver gøre reklame for dem. Men hans konkurrencegen tillader ikke, at han lader dem sejle deres egen sø, så i de seneste seks måneder har han rejst verden rundt – fra USA til Australien og fra Dubai til Europa – for at promovere sin nye 1.064 sider lange middelalderroman ’Uendelige verden’. En titel, der har fået kække kommentarer med på vejen i betragtning af, hvor lang bogen er. ’Uendelige verden’ er en længe ventet opfølger til ’Jordens søjler’ (1.000 sider), en roman, som helt forbløffende mange har læst – prøv bare at spørge rundt. Og om der kommer en treer? »Det gør der på et tidspunkt, hvis jeg lever længe nok«, siger Follett og ler sin karakteristiske latter, sådan et venligt, entonet ha-ha-ha. Basguitar og enorme højtalere Ind imellem rejserne er Follett hjemme i den store, ombyggede præstegård i Stevenage sammen med konen Barbara – der er ligestillingsminister i den engelske labourregering – og hundene Custard og Bess, hvoraf sidstnævnte bekymrer forfatteren, fordi den står foran en øreoperation. Til den hjemlige scene hører også den uundværlige basguitar og bandet Damn Right I Got the Blues: »Vi øvede i aftes, og vi nyder det! Det er ren fornøjelse. Vi har et lydisoleret lokale, så ingen klager, selv om højtalerne er enorme. Vi er seks medlemmer og har lige fået en kvindelig forsanger, som alle i bandet er forelskede i«, siger forfatteren og ligner en dreng på 16, selv om han nærmer sig de 60. Ken Follett er berømt og berygtet for at sætte en massiv research i gang, inden han begynder at skrive. Han har ligefrem folk til de kedeligere dele af det forberedende arbejde. Måske derfor kaster kritikere og historikere sig med lup over hans romaner, og fejlene bliver fundet, men de er ikke mange. »Jeg er smigret over, at folk gider læse bøgerne så grundigt, at de finder fejl, så det har jeg ikke noget imod«. Denne journalist holder sig heller ikke tilbage for at lede efter svipsere: Når du går så meget op i at beskrive mode, våben og skikke korrekt, hvorfor så kvinder med store bryster og lange ben – et ideal, der ligger langt fra middelalderens? Dengang skulle kvinder, som på Bayeuxtapetet, være S-formede med tilbagetrukket brystparti, en hofte ud til siden og hovedet frem. »Ha ha! Er du sikker på, de ikke havde store bryster? Hmm. Det er rigtigt, at Phillipa i bogen har store bryster og lange ben, men Caris, som er heltinden, har ikke, og Gwenda heller ikke. Faktisk var der en tysk journalist, der spurgte mig, om jeg bedst kunne lide små bryster, fordi han mente, at mine heltinder altid havde små bryster. Men det er ikke noget, jeg tænker over, det er tilfældigt, og som jeg ser det, er store bryster lige så gode som små bryster. Så, nu bliver det nok overskriften ... Men nu du siger det – 1400-talskjoler var flade foran. Under dem var folk dog forhåbentlig lige så forskellige som i dag«. En forfatter må aldrig kede Ken Follet er bevidst om ikke at give romanens sprog og dialoger et historisk korrekt præg. »Det ville være vildledende, for på den tid, bøgerne foregår, mente folk jo selv, at de talte et moderne, hipt sprog med både slang og bandeord. Jeg synes, det er læsehæmmende og kedeligt at bruge arkaisk sprog. Henry James sagde, at den eneste synd, en forfatter kan begå, er at være kedelig. Det er en interessant betragtning, især når den kommer fra en så intellektuel forfatter som ham«. Hvorfor så gennemresearche og ikke bare skrive ned, hvad man har i hovedet? »Først og fremmest henter jeg inspiration i researchen. For eksempel til det lange drama i ’Uendelige verden’, hvor Gwenda og hendes familie forlader landsbyen for at få en højere løn et andet sted, men tvinges til at vende tilbage. Det kommer direkte fra historiebøgerne, for efter Den Sorte Død var der mangel på arbejdskraft, og arbejdsgiverne overbød hinanden i forsøget på at trække folk til fra nabobyerne. For at stoppe den trafik lavede regeringen i 1347 en lov, der påbød folk at arbejde til den løn, de havde haft, før sygdommen hærgede. Det er et historisk korrekt drama, som jeg kunne bruge direkte i romanen«. Dine personer ’fortrænger’ – er det ikke noget, man først kom på efter Freud? »Det er et interessant spørgsmål, for selv om man ikke kaldte det at fortrænge, gjorde man det vel alligevel. En ide, de ikke ville have haft dengang, er den om underbevidstheden, den havde ingen før Freud. Men at fortrænge følelser, tror jeg ikke, er en moderne foreteelse«. Statue rejst i Spanien Ideen til sit middelalderepos fik Ken Follett, fordi han elsker at se på domkirker. I Spanien er der sågar rejst en statue af ham foran Santa Maria-katedralen i Vitoria, som han med donationer hjalp med til at få restaureret. Hvad er det med dig og katedraler? Han læner sig tilbage og ler: »Ja, det er mærkeligt, ikke? Det, jeg kan lide, er, at disse utrolige bygningsværker blev opført af folk, der selv boede i hytter. De var fattige og havde primitivt værktøj, alligevel byggede de de smukkeste bygninger i verden. For mig symboliserer det menneskets evne til at løfte sig op over sine vilkår. Hvis katedralerne var bygget af konger og biskopper, ville jeg ikke være interesseret. Det fascinerende er, at ganske almindelige mennesker opførte noget helt vidunderligt«. Er det ikke bare romantik? Hvis en fattig indisk landsby byggede en dyr helligdom, mens de selv boede i usunde skure, ville vi vel synes, det var dumt. »Det ville vi nok. Men det er en del af fascinationen: Hvorfor gjorde de det?«. Hvorfor tror du? »Svaret på det spørgsmål er ’Jordens søjler’ og kan ikke siges kortere end på 1.000 sider. For det var en hel masse faktorer, der gjorde, at katedralen blev opført. I bogen oplever man, hvordan byggeriet tjener forskellige menneskers ønsker og ambitioner, ikke kun biskoppen, klosterforstanderen og adelsmandens, men også alle de forskellige handelsfolk og håndværkere, der er i en by. Alle har en grund til at være med. Og der er svaret så alligevel: De gjorde det, fordi byggeriet af en katedral opfyldte et formål for alle«. Ken Follett er en fremtrædende skikkelse, som støtter Labour såvel økonomisk som visionært. Også forfatterkollegaen Robert Harris er dybt inde i politik. Er der tradition for, at britiske forfattere blander sig i politik og synligt holder med et bestemt parti? Har I gjort det siden Benjamin Disraeli (1804-1881, britisk statsmand og forfatter, red.)? »Nej, jeg tror ikke, det er en tradition generelt, men jeg gik på universitetet i London i 60’erne, og vi var en meget politisk generation. Vi demonstrerede konstant mod krigen i Vietnam på Grosvenor Square (den amerikanske ambassade i London ligger her, red.). Og da jeg så for 25 år siden blev gift med min kone Barbara, hang jeg for evigt fast i politik«. Støttede krigen i Irak På et tidspunkt ragede Ken Follett og Tony Blair uklar, men forfatteren blev hos Labour og går i dag varmt ind for Gordon Brown og hans regering. Støtter man Labour, støtter man krigen i Irak? »Ja, jeg støttede krigen i Irak. Og Barbara stemte for den i parlamentet. Hun og jeg talte ikke om andet op til afstemningen. Hun syntes, det var svært at vide, hvad der var rigtigt, men besluttede sig for et ja. Det ville hun næppe gøre i dag. Jeg tror, mange af os kan se, at krigen var en misforståelse, men det er svært at sige, hvor misforståelsen opstod, for Saddam Hussein var en tyran, som myrdede tusindvis af sine egne. Så impulsen med at hjælpe befolkningen til at slippe af med ham var jo god nok. Krigen blev vundet, siger man, og freden tabt. Det tror jeg, er rigtigt«. Så du var imod krigen i Vietnam og for den i Irak? »Ja«. Hvad skal vi gøre med hensyn til Irak nu? »Jeg ved det ikke. Det er skidt, hvis vi trækker os ud, og det er også skidt, hvis vi bliver«. KystbanesocialistDu er meget velhavende – hvorfor Labour? »Jeg vil gerne leve i en mere retfærdig og fri verden. Og jeg tror, at det at være medlem af et venstreorienteret parti er den rette vej«. Du er simpelthen kystbanesocialist? »Det er lige præcis, hvad jeg er. Og det er jeg fuldt ud tilfreds med«, ler han. Folletts to seneste romaner er henlagt til middelalderen. Måske også, fordi det er nemmere at skrive om politik og uretfærdigheder i en tid, der var mere sort-hvid end i dag? »Måske, for set i bakspejlet ved vi jo, hvem der fik ret, og hvem der ikke fik. Men jeg har aldrig skrevet en roman med et politisk budskab. Det ville forstyrre den historie, jeg gerne vil have frem, og som skal suge læseren ind i bogen. En politisk agenda ville skræmme folk væk. Jeg vil hellere skrive, så læseren kan sætte sig selv ind i, hvordan det var at leve i middelalderen for eksempel. Historikere kan fortælle os, hvad der skete, og hvad et pund bacon kostede, men de kan ikke sætte scenen, så man føler, at man er der. Det kan en forfatter«, siger Ken Follett, der, når han ikke researcher til en ny roman, sådan som han gør lige nu, læser skønlitteratur fra alle hylder. Gerne det, der ligger på bestsellerlisterne, victorianske romaner, Shakespeare, og så i øjeblikket det hele af yndlingsforfatteren Edith Wharton. Hvorfor skriver du selv så vildt langt? »’Jordens søjler’ blev så lang, fordi det tager lang tid at bygge en katedral. Og så kan jeg godt lide at følge mine personer livet igennem. De fleste romaner giver et snapshot af personerne i en eller anden krise, hos mig får man hele deres livshistorie«. Ken Folletts ambition er ikke at få Nobelprisen i litteratur, men at trække folk, og gerne så mange som muligt, ind i sit univers. »Der er to ting, man skal som forfatter, den ene er at skabe en fiktion, den anden er at få læserne til at involvere sig i den, som var det virkelighed. For mig handler det om de oplevelser, den enkelte læser har. Det er i øvrigt også sådan, man for alvor sælger bøger – når læseren er færdig med at læse, skal hun kunne lide bogen så meget, at hun går hen til sin bedste ven og siger: Den her skal du læse!«.