Forestil Dem... at staten begik så uhyrligt et bedrag og overgreb på almindelige borgere i Danmark, at vi ville rejse os i et massivt krav om en ny moralsk samfundsorden - uden kriminalitet og bedrag. Og forestil Dem, at vi så også accepterede, at sådan et samfund ikke ville kunne bevares, med mindre vi alle sammen, stærke som svage sjæle, kom under overvågning døgnet rundt, ude som hjemme. Det er Danmarks moderne og finurlige mytefortæller Svend Åge Madsen, der gør sig det vidtrækkende tankeeksperiment i sin nye roman, 'Det syvende bånd'. Hvad nu hvis Som han siger: »Vi kan ikke lave forsøgsmodeller på hele samfundet, men vi kan forske i etiske dilemmaer ved at opstille tankeeksperimenter: »Ved at skabe en parallel verden og suspendere nogle af de regler, vi har stillet op i virkelighedens verden, kan vi gøre os nogle overvejelser over, hvordan her ville være, hvis vi havde gjort tingene på en anden måde«. »Sådan: 'Hvad nu hvis'... Det er jo dét, bøger kan: få os til at tænke over, hvordan vi lever, og hvordan vi eventuelt kunne gøre det anderledes«. Et ordnet moralsk samfund Med den tidligere halvstuderede matematikers øje for naturvidenskaben er det nye parallelunivers skabt på basis af kvantetid og accepten af flere, samtidige verdner. I romanens verden er vi i et Århus 2006, hvor danskerne har reageret voldsomt imod 'det store bedrag' i 1986, hvor det har vist sig, at jaet til EF-pakken er baseret på fusk og fup. Det har fået befolkningen til at rejse krav om et ordnet, moralsk samfund, hvor alle opfører sig ordentligt. Og her er det så, at Madsen har fået ideen til, hvordan man kan holde alle de kriminelle og let fristelige sjæle på plads. Det ville, erkender han, være »fuldstændig umuligt, hvis vi skulle have kameraer på 5 millioner mennesker. Det ville kræve et kolossalt overvågningsapparat«. Bevogtning eller beskyttelse I stedet giver han hver dansker én medborger at holde øje med. Gennem mobilaflytning og kameraovervågning bliver alle og enhver 'Øje', som det hedder, for en medborger (et 'Syn') døgnet rundt. Har 'Synet' forlagt sine briller, kan man spole tilbage (!) og se, hvor han lagde dem, og hvis 'Synet' så meget som lægger en arm om en anden mands kone eller en hånd på en medborger, så ringer hans Øje ham omgående op og sætter ham på plads. Hver mand har fået, som det hedder i romanen, en ekstra rygrad at holde sig oppe med. Slut med voldtægter, hor, mord og ildebrand. Samtidig har den overvågede selv en anden borger at holde øje med, så hele landet hænger sammen i en lang kæde af total bevogtning - eller beskyttelse. Hver 23. dag får alle under stor folkefest en ny medborger at være 'Øje' for, så den naturlige nysgerrighed som i ét stort reality-show hele tiden holder folk på plads ved skærme og højttalere. Måske jeg skulle tage patent? Ideen bygger selvfølgelig på Svend Åge Madsens egen 'overvågning' af det samfund, han er en del af. Fra hjemmet i Århus har han i årevis været 'Øje' for vores måde at leve på, og på sin egen indre monitor har han registreret, at overvågningssamfundet sniger sig ind på os. »Den teknologiske udvikling gør, at vi efterhånden er i ret overhængende risiko for at få gennemført det totale overvågningssamfund. Vi kan holde øje med hinanden, og jeg synes så, jeg har fundet det der enkle greb, der også gør det muligt at administrere det ... Ja, måske skulle jeg tage patent på det - det er jo økonomisk realiserbart«, funderer han med et lille skævt smil. Større ansvarsfølelse Selv om Svend Åge Madsens overvågningssystem lyder skræmmende, fremhæver han i modsætning til f.eks. George Orwell i '1984' også fordelene ved, at alle holder øje med hinanden: »Jeg synes, at '1984' er så ensidig, at den mister noget af sin virkning. Jeg vil hellere sætte gang i en overvejelse om, at vi lige så stille bevæger os mod en anden samfundsmodel, der måske har flere ulemper, end vi umiddelbart forestiller os - men som vi lokkes ind i, fordi der jo virkelig er gevinster: Der er jo sket det i min parallelverden, at de har fået en større samhørighed og ansvarsfølelse. De er blevet hinandens værger«. Overvågning med gevinst Om de er hinandens vogtere eller beskyttere, mener Svend Åge Madsen ikke, man entydigt kan svare på: »Ofte er ens vogter jo også ens beskytter, fordi han beskytter en imod at gøre noget, man ikke burde gøre«, siger forfatteren, der trækker tråde tilbage til den indbyrdes overvågning i det gamle landsbysamfund. »Her havde man det her med at holde hinanden på plads. Man havde en social orden i kraft af, at man vidste temmelig meget om hinanden. I stenalderens stammesamfund var man endnu mere bevidst om hinandens handlinger. Det, der er sket, er jo, at vi har fået et samfund, hvor vi ikke længere har hinandens øjne hvilende på os«. »Og det betyder, at der er opstået et større rum for at begå kriminalitet. Jeg opstiller så en parallelverden, hvor man både har nogen at være optaget af og nogen, der er optaget af en. De her mennesker har fået nogen at tage ansvar for. Om de er gladere, ved jeg ikke - men de har i hvert fald fået et mere fredsommeligt samfund med mindre kriminalitet«. Vi mangler myter I det moralske samfund er privatlivet henlagt til enkelte døde pletter, hvor stråler og signaler ikke kan trænge ind. Og sådan er det også lidt her ude i virkeligheden, mener Svend Åge Madsen: »Det er helt klart, at vores forestilling om privatliv er under bearbejdning. Der har været en periode på, lad os sige nogle hundrede år, hvor vi virkelig har haft en forestilling om det private liv. Men vi må se i øjnene, at det er under forandring med den teknologiske udvikling, og det rejser helt nye problemstillinger, som vi slet ikke har indbygget myter og etiske historier for. Vi mangler moderne myter«, lyder det fra Århusforfatteren, der ser det som sin egen fornemste forfatteropgave at skabe dem: »Ja, det er nok meget at sige, at man kan sidde og digte en myte. Det kan man selvfølgelig ikke, men man kan lege med de situationer, der er opstået - og så håbe på at få historier ud af det, der har gennemslagskraft og kan danne nye referencer. Som '1984'. Det er, om ikke en myte, så en reference eller en fælles forståelse af et moderne problemkompleks, som vi kan referere til. Så i den forstand opstår der stadig myter, og der er behov for dem, når vi skal prøve at forstå nye emner«. Ægte ondskab er sjælden Et gennemgående tema i Svend Åge Madsens nye bud på en myte - og i ikke så få af alle dem, han tidligere har givet liv - er, at han leger med det gode og det onde. Men han nægter at »trække sådan et spor ned gennem verden«, hvor det gode bryster sig rankt og sundt på den ene side og det onde lurer i mørket på den anden. I Madsens parallelverden er de gode også lidt rådne - og lidt ondskabsfuldhed kan være godt og ligefrem nødvendigt: »Ja, jeg synes jo, at noget af det ondeste, det er at stille det begrebspar op overhovedet: entydigt godt over for entydigt ondt. Så har man jo allerede afskaffet al dialog, samarbejde og forståelse. Når man taler om 'det onde', er det som et eller andet stort monster, der skal udryddes. Det, der findes, er en masse små nedrigheder og ubetænksomheder«. »Og selvfølgelig også enkelte tilfælde af bevidst ondskab, men de er sjældne. Det er oftest folk, der kan sige - eller har rygdækning i at sige - at de var i god tro. Som de, der går ind og sprænger ti mennesker og sig selv i luften - de er jo selv overbevist om, at de gør noget godt. Det er ikke det onde, man rammer, hvis man begynder at bekæmpe 'det onde'. Det, man skal bearbejde, er forståelsen af, at man tillader sig at stille ondt og godt op over for hinanden på den måde«. Etik og empati Lige som det onde og det gode glider over i hinanden i Madsens nytænkte Århus, glider personerne ind i hinanden og overtager delvist hinandens liv: »Det er selvfølgelig faren, men også gevinsten: Vi påvirker hele tiden hinanden, og selvfølgelig risikerer vi, at påvirkningen bliver så kraftig, at vi mister selvstændigheden. Men det er jo et enestående træk ved mennesket, at vi kan trænge ind i hinanden. At vi opfatter andre som levende væsener uden at have bevis for det - vi antager, at de har en bevidsthed, og den antagelse er forudsætningen for, at vi har en etik«. »Vi ville ikke have en etisk holdning, hvis vi ikke troede på, at de andre havde en menneskelig værdi. Vi ville for øvrigt heller ikke have fiktion, for det bygger jo på den samme indlevelsesevne«, siger forfatteren, der stadig efter over 40 år ved tasterne kan undre sig over, at »vi kan sidde og læse en historie om en Anna. Vi ved, at hun kun består af de fire bogstaver, hun eksisterer ikke, og alligevel kan vi blive dybt rørt, når det går galt eller lykkes for hende«. Hans undren går dog ikke dybere, end at han stadig sprøjter fantasier og fortællinger ud, ofte om de samme personer, og som han siger: Hver historie supplerer de tidligere og genererer nogle nye: »Jeg har nok en fornemmelse af, at hver gang jeg har lavet en historie, er der to nye, der skal fortælles. Men jeg kan tilstrækkelig meget matematik til, at jeg kan se, at det bliver svært i længden«.