Tegning: ROALD ALS

Tegning: ROALD ALS

Interview

Katrine Marie Guldager: væk fra larmen

Hendes hemmelige drøm opstod, da Katrine Marie Guldager var 13, men den blev først opfyldt, da hun fik en telefonopringning som 25-årig. I dag får hun priser for sine historier om det moderne storbymenneskes møde med den rå virkelighed.

Interview

Da Katrine Marie Guldager tog telefonen en forårsdag i 1992, hørte hun en dyb og blød stemme i den anden ende af røret.

En stemme, der skulle få afgørende indflydelse på resten af hendes liv. En stemme, der passede perfekt til mandens store runde læber, men meget dårligt til hans ry som skarpretter.

»Katrine«, sagde han, »jeg kan naturligvis ikke love dig noget, men jeg vil gerne indhente din tilladelse til, at jeg trykker nogle af dine digte i Hvedekorn«.

Ordene kom som altid langsomt og i en lavmælt, næsten flydende strøm fra ham, for stemmen tilhørte Poul Borum. Manden, der på det tidspunkt havde et ry som den unge litteraturs Godfather, fordi han var manden bag Forfatterskolen, redaktør af det indflydelsesrige lyrikmagasin Hvedekorn og frygtet hovedanmelder på Ekstra Bladet.

Det begyndte med Poul
Manden, som generationer af forfatterskoleelever aldrig kalder andet end Poul.

Og ham var det, der nu ydmygt bad om tilladelse til at trykke den 25-årige Katrines digte.

»Jeg sagde ja, hvorefter jeg lagde røret på i ren befippelse«, fortæller Katrine Marie Guldager, der i dag er 39.

Hvad Poul Borum ikke kunne love hende var, at hun kom ind på Forfatterskolen, hvor hun havde søgt om optagelse. Skolen havde en optagelseskomité, men også den unge lyriker forstod et vink med en vognstang, når Forfatterskolens drivende kraft ønskede at trykke hendes digte.

Lige dér tog Katrine Guldagers forfatterkarriere sin begyndelse.

Prætentiøs titel
Men der skulle gå yderligere tolv år, før hun selv begyndte at opfatte sig som forfatter.

»Man bliver jo ikke forfatter af at udgive bøger, og det er sådan en prætentiøs ting at sige om sig selv, men på et tidspunkt bliver det også lidt latterligt, hvis man har skrevet i ti år og nægter at kalde sig forfatter«, siger Katrine Guldager.

Da hun selv nåede frem til erkendelsen om, at hun faktisk var forfatter, var det dog for længst gået op for resten af den litterære verden.

Den sur-søde stank
Hun debuterede med 'Dagene skifter hænder' i 1994, fik Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik og fulgte allerede året efter sin debut op med digtsamlingen 'Styrt'.

Siden har hun markeret sig som prosaforfatter på en måde, som rækker direkte ud i den virkelighed, læserne kan se på gaden hver eneste dag.

Senest med novellesamlingerne 'København'og 'Kilimanjaro', som begge viser det moderne menneske og storbyen, så læseren både kan lugte den sur-søde stank fra de hjemløse med papkrusene og mærke gåsehuden på armene, når de i gadebilledet bliver i tvivl om, hvorvidt de skal blande sig i en ophidset konflikt inde ved husmuren, eller om de skal gøre, som de plejer, og se den anden vej.

Følelse af uro
Novellerne handler blandt andet om usikkerhed. Og om angst.
Nogen kunne måske endda finde på at kalde dem politiske.

»Alt, hvad man foretager sig i det offentlige rum, er politisk, for det er et helt grundlæggende politisk spørgsmål, hvordan vi laver et samfund, vi alle kan holde ud at være i«.

Opfatter læserne også bøgerne som politiske?

»Det er jo ikke kammerspil eller et psykologisk dagligstuedrama. Historierne foregår på et niveau, hvor folk møder hinanden i det offentlige rum, og det er noget, der bekymrer alle folk, selv om de ikke lige forbinder det med noget politisk. Mange tror, at novellerne i 'København' er startet med en tur rundt i byen, hvor jeg har ladet mig inspirere af synsindtrykkene, men det er lige præcis omvendt«.

Kan du udpege begyndelsen?

»Det var følelsen af uro, jeg var begyndt at få i København. En følelse af, at maskerne i netværket var blevet så store, at man meget nemt kunne falde igennem. Hvis der skete én noget i gaderne, hvem ville så komme til hjælp? I storbyen kan man godt få denne uhyggelige fornemmelse af at være alene, selv om man er blandt mange andre mennesker«.

Politisk bevidsthed
Synes du, der er en større politisk bevidsthed, en større samfundsbevidsthed, hos forfatterne i dag end for fem-ti år siden?

»Det er svært at svare på, for jeg synes, vi lever i en apolitisk tid, hvor folk er ret ligeglade med politiske spørgsmål. Der bliver talt om politik, men det handler som regel om det politiske spil og om, hvem der sagde noget forkert eller handlede forkert i et bestemt udvalg på en bestemt dato for tre år siden«.

På et debatmøde i foråret sagde flere af dine yngre kolleger, at de så tegn på større politisk bevidsthed hos forfatterne?

»Måske i forhold til 1980'erne, men for mig at se er det nu heller ikke forfatternes opgave at være politiske«.

Hvad er så deres opgave?

»Det er mere at skrive sig ind i de grundlæggende politiske konflikter end at efterabe politikernes sprog. Vi skal være spejlende i forhold til samfundet og fortolkende i forhold til vores tid. For mig er det ikke forfatterens opgave at være politisk handlende«.

Litteraturens hjælp
Hvor meget forestiller du dig, at dine bøger flytter i læserne?

»Når vi taler om 'København', bliver mange lettede over at genkende noget i litteraturen. De ser, at det ikke bare er dem, der har følelsen af uro. At det ikke bare er dem, der bliver lidt paniske, når de nærmer sig noget, der kunne blive til et slagsmål. Folk siger, de bliver lettede over at se følelserne beskrevet, men hvad de så bruger det til, er op til dem selv«.

Hvad bruger du det selv til, når du læser noget?

»Man bliver klar over noget, man har kunnet mærke, men som man ikke selv har kunnet sætte ord på. Det er inspiration til at forstå sin egen placering i samfundet. Man fortolker sig selv. Det samme gør folk, når de går til taroklæsere, spåkoner og horoskoplæggere. De leder bare efter noget, der kan spejle dem«.

Konflikterne i nye klæder
Så de kunne lige så godt gå til spåkone i stedet for at læse bøger?

»Nej, det er jo nok ikke helt den samme spejling, men det, man leder efter, er noget, der kan hjælpe en videre. Men man skal også huske, at bøger ikke handler om at løbe af sted og skildre den sidste nye virkelighed, for også de konflikter, jeg skriver om i mine noveller, er så gamle som menneskeheden selv. De har i hvert fald eksisteret, så længe som vi har haft byer og samfund. Selv i en landsby ude i junglen har de siddet og tænkt: Nå, nu får hun bank igen inde hos naboen. Skal vi bare sidde og lytte, eller skal vi blande os«.

»Selv læser jeg næsten kun klassikere, for her er konflikterne som regel så grundlæggende, at de gælder for os alle sammen. Vi får aldrig løst dem. Vi kan kun lære at udholde dem og så forsøge ikke at være alt for store kujoner. Prøve at komme igennem konflikterne, så vi trods alt kan holde ud at se os selv i spejlet. Når vi læser Dostojevskijs 'Raskolnikov', så læser vi om en morder, men vi kan alligevel identificere os med ham«.

Hvordan identificerer du dig med en morder?

»Nu handler det sjældent om mord, men den grundlæggende konflikt kender vi jo. At vi tilsidesætter andre på en ubehagelig måde, fordi vi selv er desperate. Det er sgu da fundamentalt for os alle sammen«.

Når du ser, at Dostojevskij og andre store forfattere allerede har gennemspillet de store grundkonflikter, hvor ser du så, der bliver plads til dig?

»Mennesket bliver ved med at iklæde konflikterne nye gevandter, og vi går jo heller ikke rundt i tøj fra 1700-tallet«.

Gentagelser
Hvor tidligt gik det op for dig, at andre forfattere allerede havde skrevet om det, du også ville skrive om?

»På Forfatterskolen. Det går op for en, at man er en del af en større fabrik, og jo før det går op for én jo bedre, for så slipper man for totalt megalomane forestillinger om én selv«, siger Katrine Guldager og smiler.

Sine egne forestillinger om at skrive fik hun allerede som 13-årig. Ikke at hun talte højt om dem. Hun stencilerede godt nok digte og forærede dem væk som julegaver, men ingen lagde noget særligt i det. Hun fortalte heller ingen om, at hun som 19-årig sendte digte ind til Hvedekorn og fik dem retur med besked om at vende tilbage et år senere. Eller at hun i samme periode sendte digte ind til Pia Tafdrup, der havde en lyrikbrevkasse på Politiken, hvorfra Katrine Guldager fik besked om, at digtene overhovedet ikke kunne bruges.

Det var dog ikke afslagene, der satte en midlertidig stopper for forfatterdrømmen. Hendes far døde i en ulykke, da hun var 21, og i flere år kunne hun simpelt hen ikke skrive. Hun var slået helt ud af kurs, og det var først, da hun var begyndt på danskstudiet på universitetet, trangen kom tilbage.

»Jeg fik den idé, at hvis jeg nu skrev en novelle, så kunne jeg også selv analysere den bagefter, men sådan fungerer det trods alt ikke på universitetet«, siger Katrine Guldager og griner lidt ad sig selv.

Tab af læseuskyld
Hvad siger din familie til, at du er blevet forfatter?

»Min mor siger, at det havde hun sandelig ikke regnet med, og jeg ved ikke rigtig, om det er en kompliment eller det modsatte, så jeg har ikke bedt hende uddybe det«.

Var det sådan, at når du læste, så forestillede du dig, hvordan de havde skrevet bøgerne?

»Ja, det har altid hæmmet min læsning, at jeg har set på, hvordan forfatterne gjorde. Jeg mistede min læseuskyld, men når man bliver rørt af en bog, så bliver man det jo, uanset om man er forfatter eller ej. Men man læser med de øjne, at man selv vil abe efter, for det er sådan, man lærer at skrive. Man står ligesom i mesterlære. Nogen mener, man skulle være mest original, når man er ung, men for mig er det helt skørt«.

Efteraber
Hvem har du selv stået i mesterlære hos?

»Jeg har efterabet Dan Turèll, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt i digtene. En tømrer opfinder jo heller ikke fænomenet 'hus', hver gang han bygger et«, siger Katrine Guldager.

I dag har hun forladt lyrikken. Et helt bevidst valg. Hun har endda udviklet sin prosa på en måde, så den fremstår langt mere nøgen og barberet end i starten.

»De store følelsesudbrud og det fabulerende kom til at spærre for stoffet. Det blev en attitude, jeg oplevede som en forklædning. I romanen 'Det grønne øje' var der rigtig meget attitude, og det blev jeg rigtig træt af bagefter«, siger hun.

I romanen fokuserer hun på en engelsk overklassekvinde, der rabler løs om stort og småt, alt imens man også hører om en konflikt, hvor hun og eksmanden er uenige om, hvor en afdød datters urne skal sættes i jorden.

»I dag iscenesætter jeg et stof, hvor jeg dengang mere kopierede en stemme. Der var mere stemme end handling. Også kortromanen 'Blank' var en stemme . Bagefter kan man være kæk og sige, det var en skriveøvelse, men det var åbenbart et nødvendigt skridt på vejen. At skrive er jo en rejse, hvor man tager videre til næste station. Nogen synes, at de som 25-årige har fundet deres stil, men sådan bliver det aldrig for mig«, siger Katrine Guldager.

Larm og stilhed
Hun kan godt lide den korte, præcise stil, men som forfatter arbejder hun på at få det, hun kalder et større åndedrag. Længere historier med flere niveauer i sig.

Hun kan sagtens se, hvorfor man efter 70'erne og 80'erne måtte tilbage til historier i det korte format, og efterhånden mener hun også, at hendes egen forfattergeneration er begyndt at skrive flere historier, hvor det ikke kun er du-og-jeg-alene-hjemme-romaner, men også fortællinger, hvor forfatterne kombinerer de personlige historier med politik, samfund og historie.

Du har selv på et tidspunkt kritiseret 'den hysteriske realisme'. Mange internationale forfattere er netop slået igennem med tykke, fabulerende romaner, som synes at fortælle alt på én gang?

»Ja, det ligger også tæt på vores kultur, som er meget larmende. Er der noget, det vestlige menneske næsten ikke kan holde ud, så er det stilhed. Derfor larmer folk med deres tv, deres musikanlæg og mobiltelefoner, og nogle af de internationale bestsellere ligger i slipstrømmen af den kultur, men litteraturen skulle jo gerne pege på noget andet og grave nogle skjulte modstrømme frem eller vise nogle modpoler. Hvis litteraturen bare kan det samme som film og tv, hvad skal vi så med den?«.

Skriveproces
Katrine Guldager har allerede fået bevis på, at anmelderne ikke mener, hendes litteratur er ligegyldig eller overflødig. For to år siden fik hun Kritikerprisen for novellesamlingen 'København'.

»For nylig sagde Peter Høeg, at bøger er en del af et større kollektivt system, og det tror jeg, han har ret i. Hvad enten man vil eller ej, så kommer man som forfatter til at reagere på en mørk understrøm, der er i tiden, og forfatteren bliver den, der tapper ind på nogle af de ting, der ellers ikke bliver sagt. Selvfølgelig har man som forfatter sin egen frie vilje, men vi er også en del af et større system, og mange ud over mig har skrevet noget, der er sort og næsten pessimistisk«.

Kan du godt læse andre forfattere, når du skriver?

»Det kommer an på, hvad jeg skriver, og der er lange perioder, hvor jeg ikke læser eller skriver. Der er grænser for, hvor meget man kan indoptage«.

Mange har nok en forestilling om, at en forfatter altid er i gang med enten at læse eller skrive?

»Jeg læser meget langsomt, og det, man læser, skal også have lov at bundfælde sig. Hvis man bare plastrer til og f.eks. ser tv hver aften, kan man ikke huske, hvad man har set. Det kan du, hvis du kun ser tv en gang om ugen. Sådan er det også med bøger«.

Eliten har sin berettigelse
Hvor langt er du i din næste bog?

»Jeg har ideer til tre-fire bøger, som ligesom står i kø, men jeg kunne godt tænke mig at skrive en krimi på et tidspunkt. Ikke at jeg har skitser til én overhovedet, men det kunne være sjovt at skabe en uhyggestemning, hvor man bare springer hen over siderne for at finde ud af, hvad der sker. Eller få nakket en morder, som går rundt og gør livet til en pest for alle andre. Sætte ham fast med et par store håndjern. Jeg tror, det kunne være en stor tilfredsstillelse«.

Men er krimier noget, du selv læser?

»Øøøh, nej, det er rigtigt. Jeg gider ikke læse krimier, men jeg har da læst en forfatter som Patricia Cornwell. Hun var god, og sådan noget kunne jeg godt tænke mig at skrive. Jeg har engang skrevet en ungdomsbog, som kører på gysertemaet. Jeg kunne godt finde på at skrive en krimi, men man skal aldrig tale om sine fremtidsplaner. Det skal man altså bare ikke«.

Nu taler du selv om krimien. Hvordan ser du på diskussionen om, hvad der er fin og mindre fin litteratur?

»Principielt synes jeg ikke, noget er fint eller ikke fint. Der er mange populære bøger, som jeg egentlig synes er ret gode. Jakob Ejersbos 'Nordkraft' blev skældt ud af nogen, men jeg synes, romanen er skidegod, og man skal passe på med at isolere den gode litteratur i små fine indhegninger. En krimi kan være lige så god som et digt, men det er også farligt, hvis man gør alt lige godt«.

»Det er en skræmmende tanke, at alle skulle være lige gode til at skrive eller male, og at der slet ikke skulle være nogen værdikriterier. Man kan ikke bare nivellere ud og sige, at noget er kunst, hvis man selv synes, det er kunst. Der er nødt til at være en slags elite, selv om det i dag næsten er et fyord. Der er nødt til at være en forskel mellem, hvad der er populærlitteratur, og hvad der er litteratur, som kan bane vej for nye former. Men personlig udelukker jeg ikke nogen former«.

God litteratur
Nogen har lidt kækt sagt, at hvis man vil læse om, hvad der virkelig sker i samfundet, så er krimien den store samtidsroman?

»Det kan da godt være, og der er heller ikke noget galt med krimien. Når den har fået et dårligt ry, så er det, fordi mange af dem er dårligt skrevet. Jeg er f.eks. en af de få, der stadig synes, 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' var god. Ikke fordi det var en krimi, men fordi det var en god roman«.

»Man må holde fast i, at noget er god litteratur, mens andet ikke er. Man vil altid strides om, hvor grænserne går, men man kan ikke lade, som om alt er ét fedt. Noget kan være godt inden for sin genre, eksempelvis tegneserier, men at det skulle være litteratur er ... tvivlsomt«.

Katrine Marie Guldager kan ikke lade være med at grine. Dybest set mener hun ikke, det er op til forfattere at uddele karakterer og sige, hvad der er god og mindre god litteratur, men hun mener også, det er en vigtig diskussion. At der er forskel.

»Jeg kan eksempelvis godt lide at læse Dan Brown, men for mig er det ikke litteratur med stort L. Alting skal bedømmes inden for sin genre. Men det er op til kritikerne at bedømme forfatternes bøger«.

Forskellige talenter
Hvordan ser du på, at noget af populærlitteraturen sælger enormt godt?

»For mig er det ikke en målestok, hvordan litteratur sælger. Det er i hvert fald ikke den eneste«.

Men du kan vel godt sukke lidt og tænke, hvorfor det lige er den type litteratur, der bliver solgt?

»Ja, men folk ser også underholdning i tv. Jeg har det ikke dårligt med, at Dan Brown sælger vildt meget, og det skyldes måske, at det for mig slet ikke er samme boldgade, vi skriver i. Måske ville jeg være mere jaloux, hvis det var en forfatter, der gjorde nøjagtig det, jeg selv ønskede at gøre«.

»Jeg ville også være ked af, hvis jeg aldrig selv solgte noget. Men jeg sælger da heldigvis lidt. Det betyder da noget, men jeg ville aldrig sammenligne mig med Dan Brown eller Salman Rushdie. Selv om jeg ville skrive det, de gør, så kunne jeg ikke. Det er noget andet, de kan. De vil også noget andet end mig. Man kan heller ikke tage Dan Brown og Helle Helle i samme pulje, for de vil noget forskelligt og har forskellige talenter«.

Os to - og historien
Vil den ene så underholdning, mens den anden vil erkendelse?

»Det kunne være en af forskellene«.

Hvad går du selv efter som læser?

»Jeg går efter nogen, som ikke puster sig op. Forfattere, som vil mig noget, og som gider påtage sig fortælleautoriteten. Forfattere, som påtager sig at skabe den stilhed, der også skal være til stede, for at man kan lytte«.

Hvordan ved du det på forhånd?

»Det kan man som regel se allerede på første side. Om det er nogen, der kan skabe en stemning af, at nu er vi bare os to i en stue - og nu skal jeg fortælle dig en historie«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce