Som han kommer gående ned ad gaden iført cowboyjakke og Ray Ban-solbriller ligner Nick Flynn en hvilken som helst anden ung mand i Greenwich Village. Men Flynn er ikke en helt normal fyr, ligesom hans liv antager lidt andre proportioner end de flestes. Hør for eksempel, hvordan hans dag udspillede sig i går: »Jeg måtte køre min far på hospitalet, fordi naboen ringede og fortalte, at nu var den helt gal med den gamle igen«, Flynn snurrer forklarende en pegefinger rundt ved tindingen. »Så jeg slæber ham af sted ind i bilen, ud af bilen, op ad trapper og ind på skadestuen, mens han råber op og opfører sig helt vanvittigt. Da vi ankommer, vil en sygeplejerske tage en blodprøve på ham, men det nægter han, fordi hun er sort. Samtidig flirter han helt vildt med sygeplejeeleven ved siden af - hun var hvid - mens han tager nogle ordentlige slurke af sin vodka og højtråbende underholder hele hospitalsgangen med sine røverhistorier. Alle sidder bare og stirrer med åben mund på den performance, der er min far. Og så stirrer de på mig, der er hans søn. På et tidspunkt tager en læge ham om bag et forhæng, og mens jeg venter i stolen udenfor, kommer en kvinde hen og spørger mig, om jeg er Nick Flynn - ham, der har skrevet 'Endnu en røvsyg nat i lorteland'? Jeg når ikke at svare, før en ophidset og forurettet stemme lyder inde bag forhænget: »Hvor er min pik? Jeg kan ikke finde min pik. De har taget min pik!«. Og så behøver jeg ikke at svare - hun kender ham straks fra bogen!«. Kriminalitet og druk Flynn griner. Det gør han meget, når han fortæller historier om den skøre kugle af en far, han har slæbt rundt på de sidste ti år - siden han mødte ham i et herberg for hjemløse. Der arbejdede Nick som en slags socialrådgiver, da hans far, Jonathan Flynn, pludselig en dag stod i døren. De havde ikke set hinanden i det meste af Nicks liv, og ved gensynet var de begge husvilde af den ene eller den anden slags: Jonathan Flynn boede i sin taxa, mens drengen levede størstedelen af sit liv på en båd efter morens selvmord nogle år tidligere. Det er historien om, hvordan de to skæbner havner på hver sin side af skranken på de hjemløses herberg, som er handlingsgangen i 'Endnu en lortenat i en røvsyg by'. Umiddelbart virker mødet som et utroligt sammentræf - et af de sammentræf, der suger læseren ind fra første side, fordi man bare må vide, hvordan det kunne ske. Men hurtigt finder man ud af, at mødet er alt andet end tilfældigt. Både far og søn har i flere år levet et liv i kriminalitet og druk, og begge går de med drømmen om at skrive bøger. Forskellen er, at hvor farens litterære ambitioner druknes i sprut og vanvid, bliver drengen faktisk forfatter efter genforeningen. Med en bog, der handler om hans far, og som han giver en af farens fraser som titel. Og det er en titel, der virker fuldstændig betegnende for det lorteliv, de hjemløse lever på gader og stræder og i Flynns dybt bevægende, men fuldkommen usentimentale (selv)portræt af ham og hans far. Kollektive tvangstanker »I USA vil folk helst høre opløftende historier. De vil høre historier om dem, som gennemgår en eller anden form for ulykke og så kommer ud på den anden side. Og de vil kun høre om, hvordan man sank ned i lortet, hvis de får historien om, hvordan man fik reddet sig i land igen. Det er selvfølgelig den amerikanske drøm, der lurer bagved, og den er i bund og grund en stor løgn, som alle tror på, fordi de vil tro på den. Men dén hopper jeg ikke på. Jeg tror ikke på, at man overhovedet kan 'komme ud på den anden side'. Hvis ulykken sker, så rykker den med én hele livet«. »Det samme gælder for de hjemløse. De er bagsiden af den amerikanske drøm - dem, som alle træder hen over på deres vej mod succes. For lige så hurtigt, som man kan få succes her i landet, lige så hurtigt kan man falde helt til bunds, og er man først havnet på samfundets nederste trin, får man sig sjældent kæmpet op igen. Og ingen er interesseret i at hjælpe - folk ser bare de hjemløse som en slags faresignal om, hvad der kan ske, hvis man ikke tjener en masse penge. Det er en tvangstanke, der startede under Reagan-årene, hvor det at tjene en masse penge blev selve målet med tilværelsen, og frygten for social deroute fik folk til at styrte ud og købe huse, der kunne cementere deres sociale status i samfundet«. Nicks far var en af dem, der ikke var så god til at tjene penge i 1980'erne. Han var heller ikke så god til at holde, hvad han lovede, eller komme hjem til spisetiderne. Til gengæld var han altid god for en historie, og dem blev der mange af i løbet af hans liv - først som ung salgsmand, senere som ægtemand og far, så som bankrøver og senere som hjemløs. Det eneste uforanderlige i hans omflakkende rakkerliv var drømmen om at skrive den store amerikanske roman, som han efter eget udsagn arbejdede på i over fyrre år. Din far opfører sig fuldstændig uansvarligt over for alle i bogen, men læseren kan alligevel ikke lade være med at blive charmeret af ham. »Ja, han er fantastisk god til at lyve - især over for sig selv - og løgnene er så gennemsigtige, at man næsten kun kan have ondt af ham. Men han er jo en fuldstændig moralløs herre, og jeg romantiserer ham ikke i bogen. Jeg håber bare, at jeg med mit nuancerede billede af ham giver de hjemløse et mere menneskeligt ansigt end de klichéer, de fleste har om dem. Når folk ser en hjemløs mand på gaden, tænker de jo, at det har han nok selv været ude om. Og hvis han sidder med en flaske i hånden, kan de endnu lettere affærdige hans sølle eksistens med, at han jo er alkoholiker, og så er det klart, at han ligger dér. Men jeg vil gerne vise, at tingene er mere indviklede end som så. Min far er helt sikkert et røvhul, og han er helt sikkert alkoholiker, men har han af den grund fortjent et liv uden tag over hovedet? Jeg kender masser af alkoholiske røvhuller, der bor i store, fine huse ...«. Omvandrende, rablende 'id' En mobiltelefon afbryder Flynns flydende talestrøm et sekund. Han famler nervøst efter den, men tager den ikke, da han ser nummeret på sit display. »Det er en spåkone«, forklarer han grinende. »Mine venner vil så gerne hjælpe mig med mine psykologiske problemer, så nu har de pudset en spåkone på mig«. Ja, jeg kan bedst forestille mig, at der med din forhistorie er lagt i kakkelovnen til et kompliceret faderopgør. »Jamen, er mit forhold til min far så forskelligt fra andre menneskers? Selvfølgelig er min far et lidt specielt menneske med lidt specielle problemer, men alle kæmper da en kamp for at frigøre sig fra deres forældre. De fleste vender bare kampen indad, begraver den dybt i psyken og forsegler den med et lag af høflighed, så de kan vise sig til fødselsdagsmiddagen og sådan noget. Forskellen er vel, at jeg ikke har de samme slags sociale normer at holde mig til, som andre har, fordi min far simpelthen er fuldstændig ufiltreret og overskrider alle regler for god tone og opførsel - han er et omvandrende, rablende 'id'. Som nu i går på hospitalet ...«. Flynn griner igen, men mener det alvorligt: »På den ene side er jeg vildt bange for at ende som ham og ønsker ham ad helvede til, og så på den anden side er jeg stærkt draget til ham. Det er noget komplekst noget«. Det »komplekse noget« er ikke bare indholdet af Flynns erindringer, men betegner også bogens form. 'Endnu en lortenat i en røvsyg by' er nemlig ikke nogen helt almindelig erindringsroman. Den springer i kronologien og er lyrisk i sin stil, ligesom den ikke gør meget ud af, hvad en gængs selvbiografi ville fremhæve som milepælene i den unge Nicks liv - hans mors selvmord, hans afvænning fra druk og stoffer og udgivelsen af hans første digtsamling. I stedet for en opbyggelig historie i dannelsesromanens form fortæller Flynn om sit liv i en mosaik af forskellige stilarter - erindringer, lyriske refleksioner, dramatiske indslag, breve - der tilsammen udgør den indviklede sandhed, der er Nick Flynn, og som han ikke selv føler sig som herre over: »De fleste skriver deres erindringer fra et sted after the fact - et punkt, hvor de har fået afklaring på noget, de har været igennem, og som de nu føler, de kan sætte ord på fra begyndelse til ende. Sådan oplever jeg bare ikke mit liv. Tværtimod føler jeg stadig, at jeg nogle gange er ved at drukne i følelser og hændelser fra fortiden«. Ferniserede løgne »Det tog mig syv år at skrive bogen, og arbejdsprocessen var så langsom, fordi hver gang jeg skrev, hvad jeg troede var kendsgerninger om mit liv, så viste det sig, når jeg ridsede lidt i lakken, at det slet ikke passede. De fleste 'sandheder', vi mener at kende om os selv, er jo bare ferniserede løgne, som vi af forskellige grunde har behov for at holde fast i. Jeg måtte i skriveprocessen derfor skille lag efter lag af 'sandheder' fra hinanden for at komme ind til noget, som jeg mente kunne stå for, hvad der skete dengang. Og det 'noget' kunne jeg ikke fortælle lige ud ad landevejen - der måtte en mere fragmenteret stil til«. Siden succesen med 'Endnu en lortenat i en røvsyg by' har Nick Flynn kastet sig ud i mange nye projekter, der blandt andet tæller en dokumentarfilm ('Darwin's Nightmare') og en bog om tortur. »USA er jo blevet en torturstat, og jeg er ved at undersøge, hvordan det kan lade sig gøre, at man i et demokratisk land pludselig accepterer tortur som en naturlig del af det politiske system«, forklarer Flynn, der igen peger på 1980'erne som roden til alt ondt: »Jeg er sikker på, at det hænger sammen med den generation af børn, der voksede op i Reagan-årene. De har fra barnsben lært, at nogle mennesker - de hjemløse - var mindre værd end andre, så det er sikkert nemmere at få den generation til at torturere andre mennesker, sådan som de nu gør det i Irak«. »Men faktisk har jeg læst et sted, at selv om det er enormt nemt at manipulere folk i grupper, så skal der faktisk bare ét menneske til, der siger fra og tager et moralsk standpunkt, for at resten følger med. Det er jo ret opmuntrende - og nok grunden til, at jeg overhovedet skriver«, siger Flynn og griner igen. Men nu ved jeg, at det ikke er for sjov.