Det er midt om natten. Det er mørkt og uhyggeligt. Et sted i Karpaterne ankommer en ung advokat til et afsidesliggende slot og modtages på slottets trappe af en elegant herre i kappe. Pludselig flænges nattens stilhed af ulvehyl. Den unge mand er skræmt fra vid og sans, men herren på trappen, grev Dracula, nyder tilsyneladende lyden. Med karakteristisk tyk, ungarsk accent siger han: »Listen to them. Children of the night. What music they make«. Og det er jo ikke til at stå for. Hjemsøgt af vampyrer I hvert fald ikke, hvis man er Benni Bødker, 30-årig forlagsredaktør på Gyldendal og vampyrnørd til fingerspidserne, siden han i tredje klasse tegnede historier om grev Dracula og hans håbløse assistent Igon sammen med en kammerat hjemme i Nakskov på Lolland. Så som en slags hommage til Bela Lugosi, skuespilleren, der var Draculaernes Dracula, har han kaldt sin egen gyserserie om vampyrer for 'Nattens børn'. Serien er i fire bind og rummer en sammenhængende historie om søskendeparret Agnes og Edvard, der bor i en uspecificeret klunketidsby med hestetrukne sporvogne, snedækkede brosten og hylende ulve. Byen er hjemsøgt af vampyrer, og børnenes afdøde søster er muligvis en af dem. Den pige, som Edvard forelsker sig i, er det muligvis også. Men hvordan historien ender, og hvem der egentlig er gode og onde, afsløres først til efteråret, når bind 3 og 4 udkommer. Sokrates som nips Foreløbig er de to første bind, 'Vampyrfesten' og 'Blodet er liv', blevet vel modtaget, og interessen for serien var stor på børnebogsmessen i Bologna for nylig. Men selv om bøgerne er for børn, er det ikke just den barnlige interesse for vampyrer, der præger lejligheden på Amager i København, hvor Benni Bødker slår sine folder efter at være flygtet fra provinsen, så hurtigt han kunne. Her ligger ingen plastikhugtænder på spisebordet, der er ingen kitschede filmplakater på væggene eller små plastikfigurer i vindueskarmen. Tværtimod er det et temmelig pertentligt hjem, han byder indenfor i, et hjem med gamle møbler i god kvalitet, et hjem, hvor bøgerne står ret i hvide reoler - i alfabetisk orden efter forfatterskab naturligvis. Her bor en læsehest med smag, en dannet cand.mag. med speciale i Knud Sønderby, og skal der endelig være en nipsfigur, er det en lille buste af Sokrates, der troner på øverste hylde. Nosferatu Hvorfor i alverden har denne mand skrevet en børnebogsserie om vampyrer? »Vampyrer er fede. Det er et af de gode populærkulturelle udtryk, som kan bruges til hvad som helst«, siger han, da vi har slået os ned i arbejdsværelsets grønne plysmøbler. »To af mine favoritfilm er 'Nosferatu', Murnaus film fra 1922, og Tod Brownings 'Dracula' fra 1931. Formelt set er det den samme historie, de fortæller. Murnaus film hedder bare 'Nosferatu', fordi de ikke havde fået købt rettighederne til Dracularomanen. Alligevel er de to film fuldstændig forskellige«. »I 'Nosferatu' har Max Schreck, som spiller vampyren, spidse ører, rottefortænder og lange negle, og bare du ser på ham, er du ved at dø af skræk. Han er den traditionelle folkemytologis vampyr, som i sig selv er et monster. I 'Dracula' fra 1931 har du pludselig Bela Lugosi som vampyrgreve i kjole og hvidt, en østeuropæisk adelig, der ligner en gentleman blandt gentlemen«. Sexdyr og koldkriger Når man skriver genrelitteratur, får man en masse forærende, fordi læseren kommer med sine egne forudfattede meninger om, hvordan universet hænger sammen, og hvad det betyder, når der kommer f.eks. en vampyr på banen. Det er attraktionen ved al genrelitteratur, at man kan arbejde med og imod disse forestillinger, mener Benni Bødker. Og når det gælder vampyrfiguren, har læseren virkelig noget at have sine forudfattede meninger i. Figuren begyndte sin vandring fra folkeovertro til litteratur og senere film i 1819, da Lord Byrons livlæge, John Polidori, udgav en vampyrnovelle, hvis vampyr havde en mistænkelig lighed med den berømte digter. Det fik vampyrerne til at sprede sig vidt og bredt i 1800-tallets skrækromantiske litteratur. Kulminationen kom, da Bram Stoker i 1897 fusionerede vampyrmyten med den virkelige historie om Vlad Spidderen, der var en grum feltherre i Transsylvanien. Dracula var født. »I Stokers 'Dracula' er vampyren ekstremt forbundet med seksualitet«, siger Benni Bødker, »men fra og med den roman står det fast, er, at man kan sætte vampyren ind i enhver tids kontekst. I 1950'erne har du Richard Mathesons 'I am Legend' ('Jeg er den sidste'), som er en total koldkrigsvampyr. Bogen handler om den sidste overlevende i et samfund, hvor alle andre er forvandlede til vampyrer - eller ofre for atomkrig, og har ikke andet med den gamle mytologi at gøre end nogle få træk«. Rigtig litteratur... Selv er Benni Bødker fascineret af en anden 'virkelig' vampyr, Elisabeth Barthory, som levede i Karpaterne i 15-1600-tallet og var navnkundig for sin blodtørst. Hun havde en fiks idé om, at hun ikke ville ældes så hurtigt, hvis hun badede sin krop i jomfrublod, og for at skaffe frisk blod slagtede og torturerede hun en ubegribelig masse unge kvinder. Den nyslåede vampyrforfatter vil ikke udelukke, at denne kvinde dukker op senere i hans vampyrserie, men i virkeligheden er det ikke afgørende, om vampyrer har et virkeligt forlæg. Alt, hvad en vampyrforfatter skal gøre, er at placere figuren og sørge for en sammenhængende historie omkring den, så skal læserne nok aktivere deres egne forestillinger. Nu har du skrevet din historie for børn. Har børn den samme referenceramme? »Ja, 100 procent. Min egen interesse opstod ved at se sort-hvide film i tysk synkronisering, hvor jeg ikke fattede en brik af, hvad der foregik, men bare blev fascineret af billederne. Sammen med 1970'er-bladene 'Skræk' og 'Gru', som svælgede i vampyrer og en bogserie som 'Den lille vampyr'. Jeg tror, at mytologien i høj grad er levende hos børn. Det er først senere, at de fleste udvikler en form for blaserthed omkring, at rigtig litteratur ikke må handle om blod, død og krop«. Hvorfor skulle vampyrer være bange for hvidløg? »Derfor er det også lidt farligt, hvis man ikke overholder de traditionelle regler, når man skriver for børn. Nu er mit projekt ikke at lave en revisionistisk vampyrhistorie, men jeg synes, det er fedt at rydde lidt op i vampyrmytologien og smide nogle af de konventionelle ting ud. At vampyrer f.eks. er bange for kors, må være noget, vi har fundet på i den kristne tro«. »Hvis der findes vampyrer, må der også være vampyrer i muslimske lande, og de kan jo være ligeglade med kors. Og hvidløg ... hvorfor skulle et overnaturligt væsen være bange for hvidløg?«. »Og selvfølgelig kan de tåle dagslys. Mine vampyrer er nok lidt hen ad rødhårede mennesker, som ikke er så glade for dagslys - de har det bedre om natten, men selvfølgelig kan de tåle dagslys. De bliver ikke forvandlet til aske, bare fordi solen står op. Så må jeg bare håbe, at børnene ikke sidder med deres facitliste, hvor der står, at vampyrer ikke kan tåle dagslys, og råber 'Det passer ikke, det passer ikke'«. Fuldfede klicheerMen hvorfor har du valgt at skrive for børn? »Jeg kan godt lide plot og kulørte begivenheder og groteske optrin, og 'for børn' er et af de steder, hvor man kan tillade sig at skrive den slags. Det er ikke særligt fremherskende i den almindelige voksenlitteratur. Kan du f.eks. pege på de sidste 50 års store danske vampyrforfatter? Der er måske Dennis Jürgensen, men igen: Det er jo også for børn«. »Ser man historisk på det, har vi haft et meget repressivt litteratursyn i Danmark. Jeg har kunnet finde et par citater om vampyrer til mine bøger fra Ingemann og Blicher, men ellers er der ikke meget. I mange andre lande blomstrer genrelitteraturen meget mere«. »Selvfølgelig kan det lade sige gøre at skrive gode vampyrbøger for voksne. Anne Rice har gjort det forbilledligt. Elisabeth Kostovas 'Historikeren' er også et godt eksempel på en mainstream vampyrhistorie ligesom John Ajvide Lindqvists svenske debutroman 'Låt den rätte komma in', der er en slags 'Underdog' tilsat vampyrer«. »Men ellers findes der ikke ret megen vampyrlitteratur uden for de snævre fancirkler. Man kan selvfølgelig købe en mængde vampyrforfattere nede i Fantask i Sankt Peders Stræde, men det er de 50 mennesker i København, der i forvejen går i sort, der gør det«. Godt med humorEr der noget ved vampyruniverset, du ikke kan lide? »Hmm ... Det er jo et godt spørgsmål. Drivkraften til at skrive om det er jo, at man lader sig fascinere ...«, siger han og sender bolden tilbage over nettet: »Er der noget, du ikke kan lide ved vampyrer?«. Jeg kan godt lide de klassiske vampyrer, Polidoris, Sheridan le Fanus, Stokers og 'I am Legend'. (Se boks, red.). Men ikke sådan noget som Hammer-filmene fra 1970'erne og heller ikke Polanskis vampyrfilm. »Netop Polanskis 'The Fearless Vampirekillers' synes jeg er fabelagtig. Den har alle de vampyrklicheer, vi kender, og er samtidig isprængt en masse humor, som tager pis på dem. Filmen er fuld af rene slapstickscener, så når man ser den, kommer man ind i et let karikeret univers, som er meget sjovt - indtil man når det punkt, hvor man opdager, at de folk, der dør - de dør fandeme! Og det gør ondt. Når der er nogen, der bliver bidt af vampyren, har det grusomme konsekvenser, det er ikke noget, vi griner af«. Se dem som kitsch »Jeg synes, det er virkelig godt, at Polanski narrer folk til at tro, at filmen er et stykke let underholdning, for så pludselig at lade dem finde ud af, at de er fanget i en historie, som er alvorlig«. »Til gengæld forstår jeg godt, hvad du mener med Hammer-filmene. Der er ligesom to spor i den brug, der har været af vampyrerne. Det ene er det seriøse, hvor man prøver at anvende vampyren som ny og original, og så er der den rene populærkultur og gentagelse af fuldfede klichéer, som når Christopher Lee for 14. gang spiller Dracula i en dårlig film«. Benni Bødker holder meget af begge spor, bare på hver sin måde. Han er fascineret af, at nogle klicheer får en så høj ikonstatus, at folk bruger dem fuldstændig bevidstløst igen og igen, og han synes, at det er et kulturelt sundhedstegn, at der er nogen, der laver noget skidt: »Der er levekraft i en kliché, når det rent faktisk kan betale sig at lave lavbudgetfilm nr. 100 - og med Dracula bliver det sikkert nr. 500«, siger han. »Filmene er som regel ikke supergode - eller sagt anderledes: De er som regel rigtig dårlige - men hvis man ser dem som kitsch, er mange af dem sjove«. Gode ideer Og så kan han bruge dem som forfatter: »Når jeg læser en ekstremt god roman, nyder jeg det som litteraturmenneske, men jeg kan ikke bruge det som forfatter. Det er selvfølgelig altid rart at have noget at stræbe efter, men der er en reel risiko for, at man laver noget, som er godt, men bare ikke lige så godt«. »Her kan det være vældig givende at se de her enormt cheesy Hammer-horrorfilm. Eller de syv sequels, der kom til 'Dracula' 1931. Der er altid et eller andet, som er interessant, en kim af en idé, som er ekstraordinær eller anderledes - og den er altid brugt dårligt! Og så sidder man jo og får gode idéer. Hvad nu hvis man gjorde sådan i stedet? Og sådan. Og sådan. Ens fantasi bliver næret af gode idéer, der bliver brugt dårligt«. Samlermani Når vampyrnørden er Benni Bødker, er der en vis chance for, at de syv sequels befinder sig et eller andet sted i hans private samling, om ikke andre steder, så i fjernarkivet hos forældrene i Nakskov. For samlergenet kan han ikke sige sig helt fri for, selv om han arbejder med det - især efter at han flere gange har flyttet for en ven, der slæbte rundt på 12 kasser med gamle årgange af Weekendavisen. Ved fjerde flytning satte vennerne hælene i og tvang storsamleren til at skille sig af med ... 1. og 2. sektion. »En rigtig samler køber jo også ting, han ikke er rigtig interesseret i, fordi han skal have det hele«, siger Benni Bødker. Han er flasket op på årgange af Anders And fra 1950'erne og mener, at når først man har læst Carl Barks, er man parat til at værdsætte alt, hvad der er kvalitet inden for historiefortælling. Men derfra og til at eje Carl Barks' samlede værker - inkl. de 3.000 sider, der ikke er gode - er der alligevel et stykke vej. Dan Turèlls vampyrkappe »Jeg har faktisk Carl Barks' samlede værker«, tilstår han, »men jeg prøver at holde mig selv i ave med ikke at skulle købe alle de gamle vampyrfilm, jeg bare har læst en kuriøs reference til. Det er selvfølgelig superinteressant, at der i 1967 kom en Bollywood-vampyrfilm. Men jeg behøver ikke at købe den«. »Nu skriver jeg det spændende, jeg gerne vil købe, ned på en liste, og ugen efter er det som regel nok, at jeg fik sagt til mig selv, at jeg gerne ville købe det. Jeg går ud fra, at det er lidt ligesom at have for mange sko«. Vampyrmiljøer, der er bygget op omkring sort tøj og fotokopierede fanzines, er dog et nummer for sekteriske for Benni Bødker. Det er litteraturen, han er optaget af, ikke drømmen om at eje en stor slængkappe. I hvert fald ikke, før man trykker ham lidt på maven: »Okay«, indrømmer han så. »Jeg blev ekstremt fristet, da jeg så auktionen over Dan Turèlls bohave, hvor et af numrene var den vampyrkappe, han brugte til lanceringen af 'Alverdens vampyrer'. Dér var jeg godt nok tæt på at brænde nogle tusind af. Det havde været i orden. Den vampyrkappe ville jeg gerne have haft«.