Det er selvfølgelig også noget lort. At man har stået hele dagen og bikset med en peberfrugtmousse. Og når man så tager den ud af køleskabet, er den helt nopret på overfladen. Så hvad er mere nærliggende end hurtigt og i skjul at slikke overfladen med tungen, så moussen er glat og fin, når veninderne bænker sig om spisebordet senere samme aften. Kvinder er stygge. Især inde i hovedet. Og når ingen ser det. Og når det er den norske sprogforsker og forfatter Helene Uri, der fortæller, er de helt vidunderligt modbydelige. Især ved hinanden. Ellers er de hjerteveninder For et par uger siden udkom hendes roman 'Honningtunger' i Danmark. Et portræt af en norsk syklub, der aldrig syr et eneste sting, men er befolket af fire veninder, der mødes hver tredje uge til variationer over tofarvet mousse af peberfrugt, scampi i safransky, grapefrugtgranité, rødbedebouillon med vandkastanjer, betroelser og ondskabsfuldheder. For under fortroligheden hader og misunder de indimellem hinanden helt ned i helvede. Det er for eksempel derfor, Tamara pynter sine chokoladetrøfler med valnødder. For hendes bedste veninde Sara elsker dessert. Men kan ikke tåle nødder. Det kan også godt være, at Tamara går en lille smule i seng med Saras mand. Men ellers er Sara og Tamara hjerteveninder. Så meget at de stadig midt i 30'erne går på toilettet sammen. Og under et møde i syklubben tømmer de Evas toiletskab og griner ad hendes billige vaner inden for creme og kosmetik. Det er Tamara, som stiller med syklubbens mest avancerede middage, og Sara, der er så skrøbelig, at blodårerne banker inde bag pandens tynde hud ved den mindste uro. Et formgivet liv Så er der Liss, som fantaserer sine hverdage væk. For nok ser det ud, som om Liss har et temmelig formgivet liv som hjemmegående i et rækkehus med en stribe børn om benene. Men når Liss har sendt sin mand Pål og de ældste børn af sted med madpakkerne fulde af fiskerand, grovbrød og leverpostej, maler hun sit gråhvide rækkehus med adjektiver som rubinrødt, perlemorshvidt og smaragdgrønt og skrider ind i en middelalderlig verden, hvor hendes hår er tykt og hvedegyldent, og hvor hun altid er iført fodlang, skarlagenrød kjole og er begæret af alle verdens mænd. Andre dage er hun luksusluder for en flok skibsredere. Og det er lige alt det, at hun når at smide netstrømper, silkekorset og pisk, inden syklubben kommer til middag. Nok er Liss en anelse enfoldig. Men ikke mere, end at hun når at notere sig, at appelsinhud og deller presser sig gennem det gråblå strækstof i Evas nederdel. Inden hun fortæller sin veninde, hvor slank og smart hun ser ud i den. Karikatur Til gengæld registrerer Eva Liss' begyndende, midaldrende blødhed i kinderne og hendes alt for ungdommelige parfume. Og fortier sine betalte, lyse striber og vil kun indrømme, at hun er blevet klippet. »Det er min egen farve. Jeg bliver altid så lys i løbet af sommeren«, lyver hun. Og slikker på den tofarvede peberfrugtmousse for at få den glat og lækker. Og så er vi endda kun ved de indledende øvelser. Det bliver meget værre. »Selvfølgelig er det karikeret og sat på spidsen, men kvinder har mere komplicerede venskaber end mænd. Kvinder åbner og blotter sig mere. Og derfor risikerer vi også mere. Og når vi er onde ved hinanden, er vi det på en mere subtil og verbal måde end mænd, der slår hinanden i hovedet, og så er det overstået«, siger Helene Uri. Fra sin bedste side Det er ikke udelukket, at man selv kunne få en stram tanke eller to, hvis man var i syklub med den 41-årige Helene Uri. For alt ved hende er tilsyneladende enkelt og elegant. Måden hun smiler, måden hun drikker af sin tekop på, det lange lyse hår og de slanke hænder med negle, der er fremhævet med klar lak. Faktisk er Helene Uri selv med i en syklub. Og her bliver der også konkurreret. Bare en lille bitte smule. »Vi har haft den syklub i tyve år. Vi har aldrig syet, men i min mors syklub tror jeg, de begyndte med at stoppe strømper og lappe børnetøj. Vi har det hyggeligt sammen og betror hinanden ting. Men der er en vis konkurrence. Jeg tænker over, hvad jeg skal have på, når vi skal mødes. At mit hår skal være pænt, og at jeg vil være dygtig til at lave mad ligesom Tamara i bogen. Man vil gerne vise sig fra sin bedste side. Jeg tror, vi alle har behov for at sige: Se, hvor lykkelig jeg er. Jeg er vellykket. Det går fint. Jeg har meget at se til i mit liv, men jeg har støvsuget og lavet fin mad«. Fornemmelse for genkendelseBagtaler I også hinanden ligesom kvinderne i 'Honningtunger'? »Nej, altså ... jo. Men ikke sådan. Vi snakker jo om hinanden. Vi har kendt hinanden i mange år, og det er klart, at når én ikke er til stede, så taler vi om hende. Det er ikke ondskabsfuldt ment. Men vi er jo optagede af hinanden«.

Helene Uri har altid været syklubbens ambitiøse og dygtige pige. »Der er områder, hvor det ikke spiller nogen rolle. Jeg er for eksempel helt idiot til at køre bil. Og det tror jeg, mine veninder synes er et sympatisk træk. For ellers er det vigtigt for mig at være dygtig. Også til at lave mad«. Har du også slikket på peberfrugtmoussen?

»Det plejer jeg ikke at gøre«, siger hun og griner. »Men jeg har måske haft lyst til det. Pointen er, at jeg gerne vil have, at læserne skal føle en genkendelse. Men samtidig føle sig frastødt. Vi har nok alle haft lyst til at slikke på moussen, fordi vi er optaget af det ydre og facaden«. Har opgivet sprogforskningen Egentlig er Helene Uri sprogforsker. Hun brugte fire år på at skrive sin doktorafhandling om sprogforstyrrelser som følge af afasi. Og gætter på, at mindre end ti mennesker har læst den. Sin første roman skrev hun på seks uger. Og nåede ud til tusindvis af nordmænd. Efter tolv år som sprogforsker ved universitetet i Oslo har Helene Uri nu forladt sit job for at leve som fuldtidsforfatter. Og i de seneste uger er tre af hendes bøger udkommet på dansk. Udover 'Honningtunger' er også fagbogen 'Hvad er sprog' og ungdomsromanen 'Den sommer vi klædte os nøgne' netop sendt ud på det danske marked. Det er simpelt hen sjovere at skrive bøger, som folk læser, end at udgive videnskabelige artikler, der måske aldrig når ud til mere end 3-4 modtagere. Og Helene Uri erkender blankt, at hun nyder den opmærksomhed, der følger med udgivelsen af bøger, som folk faktisk læser. Meget. »Når man skriver videnskabelige artikler, når de egentlig aldrig ud til et publikum. Man skriver og skriver i en uendelighed. Og så bliver artiklen publiceret. Og så er der ikke mere. Men med litteratur begynder det med, at man publicerer det. Og så får man breve og mail fra sine læsere og møder dem ved foredrag. Og de synes faktisk noget om det, man har skrevet. Og genkender sig selv i det. Det er en af grundene til, at jeg har sagt min stilling på universitetet op og er begyndt at skrive skønlitteratur. For det er så vigtigt at få den respons«. Sproget som lidenskab Allerede som barn interesserede Helene Uri sig for sprog. Hun samlede på udenlandske ord for 'kat' og fandt det fascinerende, at der blev talt helt anderledes norsk, når hun sammen med sine forældre rejste på ferie til andre dele af Norge, hvor dialekterne er bevaret langt bedre end i Danmark. Som 19-årig begyndte den ambitiøse og flittige Helene Uri på norskstudiet - dengang primært på grund af litteraturen. Siden opdagede hun, at det var den sproglige del af faget, der optog hende mest. Og i årevis studerede hun blandt andet dialekter, gammelnorsk og nynorsk. Hun havde publiceret flere fagbøger og videnskabelige artikler om sprog, da hun i 1995 under sin barselsorlov skrev sin første skønlitterære bog - en ungdomsroman om sprog. Og så i 2001 tog fanden ved hende og hun skrev sin første roman for voksne på seks uger. Sort som ibenholt »Og det er jo ikke noget at blære sig med, for man skal helst bruge lang tid på at skrive en roman. Ellers er det jo ikke kunst«, siger hun og griner. Når Helene Uri skriver sine romaner er hun ekstremt bevidst om sproget. Så når de fire veninder i 'Honningtunger' på skift er fortællere i bogen, er de det også med hvert deres sprog. »Eksempelvis lever Sara af at oversætte bøger fra tysk til norsk, så hun bruger meget længere sætninger end de andre. Hun er påvirket af tysk i sin syntaks og derfor bruger hun mange flere bisætninger og indskudte sætninger end de andre«. »Mens Liss, som er så glad for triviallitteratur, taler i klicheer og bruger vendinger som »sort som ibenholt«. Alle forfattere er selvfølgelig optagede af sprog. Men sprog er mit fag, jeg kan alle begreberne og har nok et ekstra lag af bevidsthed. Jeg er vældig optaget af formidling og af at skrive enkelt. Jeg ønsker at blive forstået - særligt når jeg skriver om sprog«. Maler store insekter Selv læser hun »alt«. For eksempel masser af kogebøger, norsk samtidslitteratur, Proust, Hans Scherfig, Helle Helle og sydstatsromaner som 'Borte med blæsten'. Og så maler hun. Hver gang hun er færdig med et bogprojekt, haler hun et stort lærred ud i haven og maler blomster eller insekter i store formater. Det er ikke længe siden, Helene Uri igen stod i haven med et lærred. For hun er lige blevet færdig med sin fjerde roman for voksne, der handler om det intrigefyldte universitetsliv, hun selv forlod i fjor. Opmærksomheden og det at få et publikum er nemlig ikke hele historien om Helene Uris exit fra universitetet i Oslo. Det var en konflikt, som var hovedårsagen til, at hun tog sin afsked. Og den konflikt er blevet inspirationen og afsættet for den 400 sider lange roman 'De bedste iblandt os', som Helene Uri netop har afleveret til sit norske forlag. »Der er mange intriger, meget kammerateri og mange ambitioner i sådan et universitetsmiljø. Universitetet bryster sig af at være objektivt og videnskabeligt. Når en person bliver ansat på universitetet, skal det være på et videnskabeligt grundlag. Men egentlig er det måske bare, fordi at vedkommende har ligget med dekanen. Universitetet er også som en peberfrugtmousse, der er perfekt og glat på overfladen. Men der ligger en masse stygge ting nedenunder«.