En gård i Danmark flager ikke længere. Dannebrog ligger hengemt på en hylde i et hjørne af et pulterkammer. For når gårdejerens forældreløse rumænske plejebarn ikke længere må bo i landet, har flaget mistet sin værdighed. Gårdejeren findes i romanen 'Flygtningen'. Og gårdejeren findes i virkelighedens Nordjylland. Den rumænske dreng bor nu i et hummer i Bukarest, fortæller journalisten og forfatteren Olav Hergel. 16 års research Vi spiser dansk smørrebrød på en dansk frokostrestaurant. Anledningen er, at Olav Hergel i morgen debuterer med det, man kan kalde en danmarksthriller. Romanen skrev han på tre måneder. Researchfasen har til gengæld varet de 16 år, han har berettet om flygtningeskæbner i Berlingske Tidende. Han kender sine romankarakterer: journalisterne, advokaterne, ministrene, præsterne, han kender børnene: »Jeg har siddet med børn i Gribskovlejren«. »I et tilfælde ringede en psykiater til mig, fordi en pige på 16 år havde forsøgt at begå selvmord«. »Gennem årene har jeg set så mange skæbner, at jeg ville forsøge at skrive en roman om dem«. Politisk modstand Det er hans ene forklaring. Den anden er, at han for halvandet år siden fik vanskeligere ved at få sine historier i Berlingske Tidende. For ligesom den kvindelige journalist i romanen møder modstand fra chefredaktøren, når hun skriver om flygtninge, mødte Olav Hergel pludselig modstand fra sin tidligere ledelse: »Jeg var en privilegeret medarbejder, og Berlingske Tidende var en fremragende arbejdsplads. Men efter at jeg havde fået flygtningehistorier i avisen i 16 år, ville avisen ikke længere trykke dem«. »I starten kunne jeg se trætheden i deres øjne, når jeg foreslog en historie. Det var ikke en personlig modstand, og jeg blev behandlet godt. Men det var en politisk modstand, der gik på, at man ikke længere ville have enkeltsager i avisen«. Manglende respekt for menneskeliv Baggrunden var ifølge Olav Hergel delvis økonomisk, delvis ideologisk. En læserundersøgelse viste - efter chefredaktionens opfattelse - at kernelæserne i Nordsjælland ikke var interesserede i enkeltsager om flygtninge. Samme chefredaktion bifaldt regeringens stramninger i flygtningepolitikken. Et af resultaterne var, at Olav Hergel satte sig ned og skrev de første 50 sider af romanen i et hug i sit hus i Snekkersten. Et andet resultat var, at han en vinterdag for et år siden sagde op: »Jeg fik en sag om en flygtningefamilie, der havde siddet i Frederikshavn i syv et halvt år, som nu skulle udvises. Jeg ville tage derover og skrive om deres sidste uge i Danmark, hvor børnene sagde farvel til deres klassekammerater«. »Den historie kæmpede jeg højlydt for, og jeg besluttede undervejs, at hvis artiklen endte i avisen, ville jeg ikke sige op, men hvis jeg tabte slaget, ville jeg ringe til Politiken«. Olav Hergel endte med at foretage telefonopkaldet og har siden efteråret været ansat på redaktionen på Rådhuspladen. »Det gør ikke Berlingske Tidende til en inhuman avis. Men det er for mig uforståeligt, at en borgerlig avis ikke tager respekten for det enkelte menneskeliv alvorligt, hvis det er en flygtning, og sådan var det efter min opfattelse blevet«. Journalistens ansvar Kan vi sige nej til en flygtning, der banker på vores dør? Det er spørgsmålet, som Olav Hergel konfronterer sine læserne med i såvel sine artikler som i sin roman. Han viser, at selv om de færreste af os er nødt til at besvare det bogstaveligt, besvarer vi det som nation hver dag - om vi vil det eller ej: Tjo, lyder svaret i Danmarks navn. Hånden, der banker på i romanen, tilhører en ung irakisk dreng. Døren tilhører en jysk præst, der er medlem af Dansk Folkeparti. Måske åbner han den. For det er pointen for Olav Hergel. Når vi bliver stillet foran enkeltindividet, har den skingre tone det med at bløde op. Det er derfor, modet til enkeltsager er essentielle i en avis. De kan måske ikke banke på med en knyttet hånd, men de kan blive bragt lige til magthavernes dørmåtte: »Enkeltsager gør ondt. Mennesker er det eneste argument, for de er det sværeste at argumentere imod - de er magthavernes største problem. Derfor skal de frem i lyset, og derfor skal vi blive ved: Ikke fordi man er borgerlig eller fra Politiken eller Berlingske Tidende, men fordi man er journalist«. »Det er journalisters ansvar at prøve at finde ud af, hvordan en lov har nogle menneskelige konsekvenser, så der enten må laves om på loven eller dispenseres fra den. Vi ser staten efter i sømmene på de svagestes vegne. Det er det fineste ved journalistik«, siger Olav Hergel. Med hjerne og hjerte Selv er han ikke fuldkommen uenig i regeringens politik, forklarer han. Når det gælder 24-årsreglen, mener han f.eks., at den reelt har været med til at forhindre tvangsægteskaber og derfor har vist sig gavnlig på trods af dem, der er kommet i klemme. Men de folkevalgte politikere, der går ind for stramninger på flygtningeområdet, vil vel også indvende, at asylpolitikken er i en større sags tjeneste på trods af dem, som kommer i klemme. De vil indvende, at vi ikke kan favne hele verden?

»Det har de jo også ret i. Men der må man som journalist holde fast i, at det er vores opgave at finde de justitsmord, der begås i den større sags tjeneste. Og hvis det betyder, at en 16-årig pige begår selvmord, og der sker nogle fuldstændige urimelige udvisninger, så er det er ikke længere en større sags tjeneste«. »Det skal vi med journalistikken vise. Det skal vi blive ved med, selv om historierne nogle gange hænger både skriverne og læserne ud af halsen«. Det giver jo stor magt til journalisten. Hvordan forvalter man den magt, som jo ikke er givet efter en demokratisk proces?

»Jeg synes, du forvalter det som et medmenneske. Du forvalter det med hjerne og hjerte. Men at sige, at jeg går ind i en sag fuldstændigt objektivt, er noget vrøvl. Det gør jeg ikke. Hvis vi har nået en urimelighedsgrænse, og det handler om børn, synes jeg, at man skal tage sagen op«. »Det opfatter jeg egentlig som subjektivt. Det er kun objektivt i den forstand, at jeg citerer korrekt og lader de forskellige tale. Jeg tror aldrig, at hverken integrationsministeren eller Udlændingestyrelsen eller Søren Krarup har følt sig unfair behandlet«. Hellere hellig end uhellig Olav Hergel er kystbanehumanist. Det indrømmer han gerne. Han bor i Snekkersten med 100 meter til havet og 100 meter til kystbanen. Han har én kone, to døtre, to biler, fire hække, to hunde og havde to katte, »indtil den ene blev kørt over af kystbanen«. Engang blev han kaldt Olav Den Hellige i et læserbrev, siger han og reciterer hele teksten, der lyder som en Kingosalme. Følte han sig truffet? Kan social indignation føles gratis, når man sidder i en kasse med 100 meter til havkig? »Nej, jeg synes, det ville være langt, langt, langt værre, hvis alle os i villaerne sad og sagde: »Ud med dem, der er for mange«. Jeg tror, der er et stort uudnyttet potentiale for social indignation i Nordsjælland. Hvis du indvender, at det kan blive lidt helligt, så svarer jeg: Ja, det kan godt være, men det er fandeme bedre end at være uhellig. Det er trods alt os, der er de stærkeste«. Historien om de 7.000 jøder, der i 1943 blev sejlet over Sundet af danske fiskere, er den historie, han var gladest for, at hans mor fortalte ham, når han som barn lå i sin seng. Og ligesom fiskerbåde skød ud fra kysten under krigen, skyder en enkelt fiskerbåd også ud fra kysten i romanen. Men selv om kysten stadig ligner, har landet ændret sig: En muslim er om bord, og han har danskerne i hælene. Men kan man overhovedet sammenligne jødernes situation i 1943 med de danske flygtninges situation i dag? »Det ville være forkert at sige, at vi i dag sender vores flygtninge mod holocaust. Det er en urimelig parallel. Så ville jeg varme min historie ved holocausts flammer. Men ja, jeg tror, vi formøbler arven ved at holde fast i, at vi vil være hårdere ved vores flygtninge end alle andre i Europa«, siger Olav Hergel. Efter en kort pause fortsætter han: »De 7.000 jøder er en del af den danske nationalitet, og det er den, som smuldrer, når vi vælger at være så hårde over for flygtninge, og når vi generelt tillader, at de bliver mødt med mindre respekt, end hvis det var mig eller dig«. Ingen dommedag nu Engang triumferede vi over at være de bedste. Nu triumferer vi over at være de strengeste. Alligevel tror Olav Hergel ikke på dommedagsprofetier om, at Danmark er ved at afvikle sig selv som respektabel nation i verdens øjne: »Jeg tror ikke, at folk i hele verden ser Danmark som intolerant. Jeg tror faktisk ikke, at der er mange, der tænker over, hvad Danmark gør«. »Men vi skal sådan set heller ikke leve med resten af verden. Vi skal leve med os selv. Det er meningen, at man skal tage sig af en pige, der har siddet tre år i en flygtningelejr, og det er meningen, at man skal tage sig af en familie, der har været her i syv år og skal udvises«. Det er meningen. Det er enkeltsagerne. Og medmenneskelighed kan ikke gradbøjes, selv om en skepsis tager bolig i os, og selv om der er overkriminalitet blandt indvandrerdrenge, og en af dem forleden sagde luder til din datter på gågaden. »Den, der redder et menneske, redder menneskeheden«, står der på en berømt gravsten, der bliver nævnt i romanen. Silden og leverpostejen er spist. Kaffen med fløde drukket. Vi rejser os for at forlade den gamle frokostrestaurant. Hen til døren, op ad trappen, ud i en snak om vejret.