0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Vi skal ikke leve med resten af verden. Vi skal leve med os selv«

Journalist Olav Hergel opsagde sit job på Berlingske Tidende, fordi han pludselig havde vanskeligt ved at få sine flygtningeskæbner i avisen. Men han skrev videre: I morgen debuterer han med romanen 'Flygtningen' - en thriller om det land, der i 1943 hjalp 7.000 jøder over sundet til Sverige, men måske ikke længere kan leve op til sin egen arv: Danmark - den lille strenge europæer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DILEMMAET. Kan vi sige nej til en flygtning, der banker på vores dør? Det er spørgsmålet, som Hergel stiller i debutromanen 'Flygtningen'. Den er skrevet efter 16 år som flygtningereporter på Berlingske Tidende. Foto: Kåre Viemose

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En gård i Danmark flager ikke længere.

Dannebrog ligger hengemt på en hylde i et hjørne af et pulterkammer.

For når gårdejerens forældreløse rumænske plejebarn ikke længere må bo i landet, har flaget mistet sin værdighed.

Gårdejeren findes i romanen 'Flygtningen'. Og gårdejeren findes i virkelighedens Nordjylland.

Den rumænske dreng bor nu i et hummer i Bukarest, fortæller journalisten og forfatteren Olav Hergel.

16 års research
Vi spiser dansk smørrebrød på en dansk frokostrestaurant. Anledningen er, at Olav Hergel i morgen debuterer med det, man kan kalde en danmarksthriller.

Romanen skrev han på tre måneder. Researchfasen har til gengæld varet de 16 år, han har berettet om flygtningeskæbner i Berlingske Tidende.

Han kender sine romankarakterer: journalisterne, advokaterne, ministrene, præsterne, han kender børnene:

»Jeg har siddet med børn i Gribskovlejren«.

»I et tilfælde ringede en psykiater til mig, fordi en pige på 16 år havde forsøgt at begå selvmord«.

»Gennem årene har jeg set så mange skæbner, at jeg ville forsøge at skrive en roman om dem«.

Politisk modstand
Det er hans ene forklaring. Den anden er, at han for halvandet år siden fik vanskeligere ved at få sine historier i Berlingske Tidende.

For ligesom den kvindelige journalist i romanen møder modstand fra chefredaktøren, når hun skriver om flygtninge, mødte Olav Hergel pludselig modstand fra sin tidligere ledelse:

»Jeg var en privilegeret medarbejder, og Berlingske Tidende var en fremragende arbejdsplads. Men efter at jeg havde fået flygtningehistorier i avisen i 16 år, ville avisen ikke længere trykke dem«.

»I starten kunne jeg se trætheden i deres øjne, når jeg foreslog en historie. Det var ikke en personlig modstand, og jeg blev behandlet godt. Men det var en politisk modstand, der gik på, at man ikke længere v