Svend-Allan Sørensen.   Foto: Lars Skaaning

Svend-Allan Sørensen. Foto: Lars Skaaning

Interview

Skævt sejlende joller

Man skal ro til, når man som mindre forlag bevæger sig ud på åbent hav i selskab med de store forlags tankskibe. Billedkunstneren Svend-Allan Sørensen sætter ene mand kursen for Adressens Forlag.

Interview

Vi er på adressen. Men vi kunne være hvor som helst: murstensvillaer med søvnige vinduer, barnevogne og græs, der spirer frem fra fortovets revner.

Ikke desto mindre befinder vi os foran Adressens Forlag i Odense, hvor forestillinger om gyldne og mondæne forlagsvirksomheder falder brat til jorden.

Fotografen kigger sig undrende omkring: »Er du sikker på, det er her?«.

Kort efter stikker manden bag forlaget hovedet frem i døråbningen og fejer enhver tvivl bort. Det er her.

Adressens Forlag, der netop ligger på privatadressen, blev grundlagt i 1999 af billedkunstneren Svend-Allan Sørensen.

Forlaget har bl.a. sendt Martin Glaz Serups omdiskuterede langdigt '4' på gaden og står desuden bag flere titler af bl.a. forfatterne Viggo Madsen og Robert Zola Christensen samt af kunstnerne Kristian Devantier og Anders Benmouyal.

Bondeknold
Svend-Allan Sørensen byder smilende velkommen til forlaget og de, som han siger, »behageligt kønsløse omgivelser«.

Han undskylder, at han ikke nåede at få ryddet op, klør sig i håret, skænker kaffe og lægger afslappet kortene på bordet.

»Jeg er virkelig en bondeknold. Da jeg søgte ind på Fyns Kunstakademi, kunne jeg overhovedet ikke se, hvad fanden jeg skulle rende rundt i København for«.

»Senere er jeg blevet mere formildet over for København, men jeg kan stadig ikke forstå den kulturcentralisering, vi har i Danmark. Der sker ikke skide meget i Odense, men det er fint nok. Jeg passer min familie og mit arbejde og finder masser af inspiration på nettet«.

Tæt samarbejde
Så er den kunstnermyte punkteret. Og Svend-Allan Sørensen stikker til enhver tid hul i den ballon. Han forklarer, at kunstnere generelt ikke interesserer ham overhovedet.

»Det er jo bare dem, der skifter bleer og handler ind i Kvickly«, smiler han og sigter derved ikke mindst til sig selv, der sammen med kæresten for nylig har fået sønnen Lauritz.

Det er derimod de skæve værker, der interesserer ham, og ikke mindst den kreative arbejdsproces. »Når man kører så lille et forlag som Adressens Forlag, er det et grundvilkår, at man indgår i et langt tættere samarbejde med forfattere og kunstnere. Og det er den måde, jeg godt kan lide at arbejde på«.

»Man kan tale om en slags fælles produktudvikling, hvor jeg og kunstneren har lige stor indflydelse på den kreative proces. Helt fra tekstgennemgang til opsætning«.

»Det er selvfølgelig en anderledes arbejdsform end den, man finder på et mere etableret forlag. Processen betyder utrolig meget for mig, og jeg ville synes, at det var dybt kedsommeligt at udgive et grydeklart manuskript«.

Ingen store tankskibe
Et mindre forlag som Adressens skaber i sagens natur bøger i et andet format end de mere etablerede forlag. Men Svend-Allan Sørensen mener, at begge typer udgivelser har deres fordele, og at man skal forstå det på den måde, at de små og store forlag kan noget forskelligt.

»De etablerede forlag kan lave de sikre store tankskibe, hvor jeg kan lave nogle små, hurtige, skævt sejlende joller«.

»De mindre forlag kan tillade sig at være mere særprægede og udknaldede, hvor de store tit satser mere på det stilsikre og glamourøse. Og så er de etablerede forlag i højere grad båret frem af kommercielle interesser, og det kan man sgu ikke sige, at mit forlag er«.

»Adressens bøger udkommer primært med støtte fra fonde, og jeg sælger ikke mere end cirka 50 eksemplarer pr. udgivelse. Det er ikke noget, man bliver fed af«.

Visuelle krumspring
Svend-Allan Sørensen forklarer, at han bestemt ikke ville fornægte en kassesucces. Problemet er bare, at en kassesucces ofte lægger sig i et mainstreamspor, og det mener han hurtigt bliver uinteressant. »Jeg har meget nemt ved at kede mig«, griner han.

Og det er netop i kampen mod den gabende kedsomhed, at det skæve format og de visuelle krumspring giver en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.

Svend-Allan Sørensen fastslår, at det er helt afgørende for ham at stimulere øjet. Det gælder både i forhold til de bøger, han udgiver, og de ting, der omgiver ham i hverdagen.

Han peger rundt på de forskellige billeder på væggene og erkender, at han får meget tid til at gå med at stirre sig ind i de forskellige billeders universer. Han fremhæver et portræt af Gunnar Ekelöf, der hænger bag ham: »Hold kæft, hvor har jeg stirret meget på Gunnar«.

Enmandshær uden mission
Du skriver på Adressens hjemmeside, at forlaget er »en enmandshær i indieuniform«. Hvad mener du med det?

»At forlaget er en enmandshær, er noget, som Martin Glaz Serup har fundet på, og som jeg synes er en meget dækkende betegnelse. Ordet 'indie' peger på ordet 'independent', der også bruges som en genre inden for musikken. Så det betyder vel, at jeg ene mand kæmper en uafhængig kamp«.

Men hvem er du i krig med?

»Jeg er sgu ikke i krig med nogen, jeg kæmper bare min egen sag, lidt i stil med Don Quixotes kamp mod vindmøller. Jeg har ikke nogen dybt velovervejet mission - jeg bevæger mig derhen, hvor mine instinkter og gode fornemmelser fører mig«.

Pludselig får Svend-Allan Sørensen en lys ide. »Hold kæft«, udbryder han og hopper op af stolen, »jeg er jo en enmandshær uden mission«. Han ser helt lykkelig ud.

Håndgribeligt kunstværk
Selv om det missionsløse vækker begejstring, er der dog flere træk ved kunsten og litteraturen, der kendetegner Adressens udgivelser.

»Jeg kan godt lide de ting, der skiller sig ud, og det, der absolut ikke er prætentiøst. Jeg hader prætentiøs og patetisk kunst. De værker, der ikke prøver på andet end det, de er, som er ligefremme og ærlige, det tænder jeg virkelig på«.

»Men særligt nærværet, dagligdagen og hverdagens objekter, føler jeg stærkt for. Jeg tager udgangspunkt i mit eget liv, det er jo der, jeg er. Derfor fokuserer jeg på det konkretistiske element ved kunstværker og lyrik«.

»Jeg tænker bøger som et håndgribeligt kunstværk, hvilket selvfølgelig også har at gøre med, at jeg har en billedkunstners tilgang til tingene. Og det visuelle element giver et fedt pift i samspil med lyrikken, fordi det kan noget, der bevæger sig ud over det sproglige«.

Mulighedernes rum
Du skriver også på din hjemmeside, at kunst konstituerer en formidabel og nødvendig løgn. Hvad skal det sige?

»For helvede! Hvorfor fanden har jeg ikke fået de spørgsmål på forhånd? Og hvad søren mener jeg med det?«. Han tænker sig grundigt om.

»Jeg vil sige det på den måde, at kunst er et nødvendigt tilflugtssted for dem, der har et behov for et andet rum end det såkaldt virkelige. Man kan gøre en masse ting inden for kunstens område, som man ikke kan i det virkelige liv«.

»Maleren Tal R, der p.t. udstiller på Statens Museum for Kunst, har sagt, at maleriet er et sted, hvor man kan hore med forskellige mennesker hundrede gange om dagen og gå hjem bagefter og lade det hele være glemt. Og det er det, man kan med kunsten«.

»Man kan gå ind i et illusorisk rum, hvor alt er muligt. Og det er jo grundlæggende en løgn, for alt er ikke muligt. Men både lyrikken og billedkunsten er sådanne mulighedernes rum, når det altså er godt lavet«.

Af samme grund bliver Svend-Allan Sørensen meget irriteret, når man taler om 'smal litteratur'. »Det, jeg udgiver, sælger ikke særlig godt, men det er ikke en skid smalt. Hvordan kan det være smalt? Det lyder som noget, man ikke kan komme ind i. Og man kan sagtens komme ind i lyrik og kunst«.

Og netop da kommer Svend-Allan Sørensens kæreste ind ad døren med den få måneder gamle søn på armen. Enmandshæren tager sin søn i favnen, og tiden er inde til at smutte fra varmen og ud i de behageligt kønsløse omgivelser.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce