Jonathan Safran Foer var otte, næsten ni, da hans barndomsverden 12. august 1985 blev sprængt i stumper og stykker. Han siger om tiden inden da, at det var en »meget, meget lykkelig barndom. Min familie boede i en forstad og var præget af et stærkt sammenhold«. »Jeg stod mine to brødre meget nær, og ingen af dem, jeg kendte, var døde. Det var helt almindelige mennesker«. Hukommelsestab Hans mor, Esther, kørte sin mellemste søn til Murch Elementary School i den nordvestlige del af Washington den dag, skønt hun ikke kan huske det. »Hun er overbevist om, at hun ikke kørte mig«, siger Foer. Her skulle han på et to ugers lejrskoleophold sammen med yderligere 13 børn, blandt andre hans bedste ven, Stewart Ugelow. »Stewart og jeg var som tvillinger, altid sammen. Vi lignede endda hinanden«. Skæbnesvanger kemitime Ved ankomsten blev børnene opdelt i mindre grupper. Han selv var i gruppe med Stewart, en dreng ved navn Dedrick Howell og en pige, Puja Malholtra. »Vi var et interessant udsnit af byens indbyggere. En sort, en inder og to jødiske, hvide børn«. Det var lejrskolens første dag, og den skemalagte astronomitime var aflyst, fordi læreren havde meldt sig syg. Den skulle erstattes af en kemitime, hvor de skulle lave stjernekastere. De skulle bruge kaliumperklorat, svovl, trækul, jernspåner og aluminiumsspåner. Brændende børn Foer var på vej tilbage fra toilettet, da eksplosionen skete ved hans bord. »Meget, meget højt og meget voldsomt«. Han blev slynget tilbage gennem den dør, han netop var kommet ind ad. Stærkt chokeret og med forbrændte hænder så han Stewart, der »sad på gulvet og var stærkt medtaget ... al huden i hans ansigt skrællede af«. Han så »brændende børn« og Dedrick, »der hylede som et såret dyr«. Og han spejlede sig selv i deres skader. »Først da gik det op for mig, hvor medtaget jeg selv var«. Han spurgte igen og igen Stewart: »Ser jeg lige så forfærdelig ud som dig?«. Det var »det værste, jeg havde set i hele mit liv«, siger han. Plastikkirurgi De fire tilskadekomne børn blev indlagt på sygehuset. Foer og Puja var heldige - de var ikke alvorligt forbrændt og blev udskrevet efter to dage. Stewart og Dedrick blev ramt af eksplosionen for fuld kraft, og da de havde tredjegradsforbrændinger på mellem 20 og 30 procent af kroppen, skulle de igennem plastikkirurgiske indgreb og hudtransplantationer, der varede det meste af et år. Alligevel fik de begge varige men af det. »Selv i dag kan man nærmest mærke huden skalle af ansigtet, når man kigger på Stewart. Han kiggede tilfældigvis ud ad vinduet, så den ene side er mere forbrændt end den anden. I dag har han ikke noget hår på den ene side«. Der gik to år, før Stewart kunne vende tilbage til skolen. »Mens han var indlagt, besøgte vi ham hver dag. Og hvis noget har gjort varigt indtryk, er det ikke så meget selve eksplosionen som besøgene hos Stew. En brandsårsafdeling er det mest uhyggelige sted for et barn, fordi man kan se det hele«. Da alt gik i stå Tre år senere udbetalte bystyret i Washington erstatning til Dedrick Howells og Stewart Ugelows forældre på henholdsvis 65 og 59 millioner kroner - »den største erstatning, byen nogensinde havde udbetalt«, siger Foer. Den dag eksploderede flere verdener, hver især med forskellige konsekvenser. Stewart klarede sig. »Han er blevet en lykkelig og velfungerende person«. Det gælder ikke Dedrick. »Jeg har hørt, at han stadig lider meget under det. Hans forældre er blevet skilt. Han var god til at spille klaver. Nu ved jeg ikke, om han overhovedet kan bruge sine hænder«. Hvor Puja er blevet af, ved han ikke. Foer fik et nervesammenbrud, som varede mindst tre år. »Tre år, hvor alt gik i stå. Jeg gik glip af meget i skolen. Jeg havde det meget svært med at være væk fra mine forældre - jeg blev ude af mig selv, hvis de gik ud«. Han husker sig selv som »den lille dreng - det er altid ham, jeg husker«, der tissede i bukserne eller låste sig inde i badeværelset og græd i smug. Han anede næppe, hvordan hans forældre reagerede på hans uligevægtige tilstand. »Jeg troede nok, at de ikke vidste det«. Konfrontation pr. stedfortræder Som tolvårig var han pludselig ude af det igen. Det skete fra den ene dag til den anden, siger han. »Jeg indså, at jeg måtte blive en velfungerende person igen, selv om det måske indebar, at jeg blev en helt anden«. Den dag i dag er det stadig sådan, han reagerer, når han oplever frygt eller rædsel. »Jeg distancerer mig fra det«, siger han. Han skaber en imaginær person, som kan håndtere den situation, han befinder sig i. Det gælder for eksempel, når han i sin egenskab af forfatter bliver bedt om at deltage i oplæsningsarrangementer. »Jeg lider frygteligt af sceneskræk. Jeg gør det, men det er ikke Jonathan, der tager sig sammen til det. Jonathan er en helt anden person«. Da Foer havde fået styr på tingene, fik han igen et »normalt liv« - med skolegang og senere universitetsstudier. Der gik næsten 20 år, før han var i stand til at tale om eksplosionen. Det er faktisk først i de senere uger, at han er begyndt på det. »Det er, som om en enorm byrde er blevet taget af mine skuldre«. Der var gode grunde til, at han tav. »Mine forældre ville formentlig ikke have, at jeg talte om det eller tænkte på det. De ville skåne mig for 'den overlevendes' skyldfølelse«. Og der var ikke mange lejligheder til at tale om det, »undtagen når jeg så Stewart«, og det skete ikke særlig tit. »Vi kom aldrig til at gå på samme skole igen«. Det var først langt senere, da han begyndte at skrive og læse det, han selv skrev, at han forstod: »Det, jeg skrev, handlede om noget andet, end jeg troede«. Knugende stilhed Da Foers første roman, den meget originale og anerkendte 'Everything Is Illuminated', udkom i 2002 (dansk: 'Alt bliver oplyst', 2003), var de fleste, der mødte ham, temmelig overraskede over svælget mellem den beskedne, belevne og indtagende 25-årige mand - et menneske, der tilsyneladende aldrig havde oplevet noget ubehageligt - og det voldsomme stof i hans bog: Holocaust, krig, angst, ulykkelige skæbner og knugende stilhed. Tilsyneladende var bogen kommet ud af den blå luft. Denne stilistisk usædvanlig historie, som fortælles af flere forskellige stemmer, handler om forfatteren Jonathan Safran Foers (JSF) søgen efter den kvinde, som måske hjalp hans ukrainske morfar med at flygte fra nazisterne. Han rejser fra USA til Ukraine, hvor han engagerer en oversætter, Alex, der er nogenlunde jævnaldrende med ham selv, og en chauffør, Alex' morfar, der hævder, at han er blind. En ildelugtende hund, Samis Davis, Junior, Junior, er det sidste medlem af den lille gruppe. Historien fortælles af Alex vekslende med uddrag af JSF's fiktive bog om hans forfædre i1800-tallet. At bære det ubærlige Meget af det er så hylende morsomt, især på grund af Alex' gebrokne engelsk, som han har lært sig ved hjælp af en håbløst forældet synonymordbog (»Mit legale navn er Alexander Perkhov. Men mine venner kalder mig Alex, som er en version af mit legale navn, der er lettere at udtale«, oplyser han os om i bogens indledende sætning), at læseren først sent opdager, at han styrer lige lukt i afgrunden. Bogen slutter med, at morfaren begår selvmord. Vi erfarer, at hans 'rigtige' død indtraf mange år tidligere, da han stak sin bedste ven, en jøde, til nazisterne. Men en anden af bogens personer er Augustine, en kvinde, som har mistet alt ved samme massakre - hele sin familie og alle sine venner - og som har viet hele sit liv til at mindes ofrene, ved bogstavelig talt at grave de dødsdømtes små skatte op og opbevare dem i nogle æsker. Hun opfatter ihukommelsen som en måde, hvorpå hun kan holde sig selv og kærligheden i live. Hvordan skal vi kunne bære det ubærlige? Det spørgsmål rejser bogen. Og hvorfor kan nogen tilsyneladende bære det, mens andre ikke kan? Alt er selvbiografisk Tyve års tavshed, og så en eksplosion af ord. Hvad udløste den? Det var uden tvivl tiden. Og kærligheden. I 2001 forelskede Foer sig i forfatterinden Nicole Krauss, som han nu er gift med. Forelskelsen, har han sagt, »skærpede min evne til at føle noget«. Og hans skrivning frigjorde denne evne. Al forfattervirksomhed er selvbiografisk, mener han nu. »Sådan må det være. Det kan ikke komme andetstedsfra end fra forfatteren selv«. »Enhver person og hændelse, om bogen så foregår i Japan i 1400-tallet, er selvbiografisk. Og selv om man ikke skriver for at blive klogere på sig selv, er det, hvad der sker«. »Når man læser noget, man har skrevet, bliver man nødt til at forholde sig til nogle af de løgne, man har fortalt sig selv«. Skrivningen bliver en slags laboratorium, hvor man opdager sin egen identitet. Traumatiseret dreng Inden han skrev sin første bog, havde han ingen anelse om, at han var interesseret i slægtsforskning eller endda judaisme. »Jeg havde aldrig skænket de ting en tanke, jeg gik aldrig i synagogen. Nu må jeg vist indrømme, at jeg tog fejl, og at disse ting åbenbart betyder noget for mig«. Først da han var færdig med bogen, kunne han se, hvad den egentlig handlede om. »Jeg skrev om, hvordan de begivenheder (eksplosionen, red.) påvirkede mig«. Det gælder ikke i samme grad hans anden og nyeste bog, 'Extremely Loud and Incredibly Close'. Denne bog, hvis begivenheder fortælles, sådan som de opleves af den underlige dreng Oskar, der er traumatiseret af terrorangrebene 11. september, anser Foer for at være mere universel, »men i den første bog skrev jeg om mig selv«. En historie om overlevelse Han begyndte at skrive, da han så et billede - et foto, hans mor viste ham, af en kvinde, der angiveligt havde reddet hans morfar fra nazisterne under krigen. Han husker ikke længere, hvornår han første gang så det. Måske var det på et tidspunkt efter eksplosionen. Det er sådan noget, en kvinde kunne finde på at gøre for sin lille, traumatiserede søn: vise ham et billede, der fortæller ham en historie om overlevelse. Der var sket noget forfærdeligt den dag, 18. juni 1941, men der var kommet noget godt ud af det. Det var hun selv, Esther, og dermed også Jonathan. I hans familie fortælles det, at morfaren var gift og havde en lille datter, da de tyske kampvogne kørte ind i deres ukrainske landsby, Trachimbrod, og efterlod 2.400 døde og en ødelagt landsby. Det lykkedes på en eller anden måde hans morfar, Lewis Safran, at flygte, men ikke hans kone og barn. »Han mødte sin anden kone, min mormor, i en polsk flygtningelejr efter krigen, og så rejste de til USA. Han døde i 1954«. Foers mormor blev alene med to børn. Rejsen til Trachimbrod En ting har hans to romaner til fælles: Et bortkommet og navnløst barn. Familien fik aldrig at vide, hvad den lille pige, moderens halvsøster, hed, siger han. »Fordi dette barn ikke har noget navn, kan det ikke stedes til hvile. Selv afdøde personer beholder deres navn«. Og i begge bøger er der en bedstefar, som forbliver tavs. Foer var 19 og studerede filosofi på andet år ved Princeton-universitetet. Det var sommer, han havde ingen planer, og selv om han ikke er et nervøst gemyt, bliver han let rastløs (det var hans rastløshed, eller »kedsomhed«, der fik ham til at gå på wc på den skæbnesvangre dag). Hans tanker kredsede om det foto, hans mor havde vist ham, og så fik han ideen til at rejse til Ukraine og lede efter kvinden. Han ville besøge Trachimbrod, den landsby, nazisterne havde jævnet med jorden. Han ville næppe finde hende, men han ville skrive en faglitterær bog på baggrund af sin rejse og søgen. Han regnede ud, at han skulle bruge cirka 5.000 dollar til et ni ugers ophold i Prag, plus en tredages tur til Ukraine plus en tolk. Princeton, der er berømt for at »udklække milliardærer«, måtte kunne finde nogen, en tidligere elev, som ville finansiere rejsen. Og sådan gik det til, at Joe Gatto, en medejer af finansieringsselskabet Goldman Sachs, som var gået ud af Princeton i 1968, blev en slags barselshjælper til en fremragende eksperimenterende roman. »Hvis du kan gøre det for 3.000 dollar, betaler jeg«, sagde Gatto til ham. Og sådan blev det. Følger instinktet Faktisk var der ingen forbindelse mellem Foers tredagestur og den bog, hans senere skrev, skønt der også var en oversætter med på turen, som hed Alex. Foer og Alex tilbragte tiden på et »tarveligt hotel«, drak te i fremmede menneskers hjem, og de fandt aldrig kvinden. »Jeg vidste, at det ikke ville lykkes, da vi tog ud for at lede efter hende. Det forventede jeg ikke«. Trachimbrod var ophørt med at eksistere. Der var ingenting, ingen spor. Det var, siger Foer, »som om der aldrig var sket noget«. Og det var en form for kreativ befrielse. Når han skriver, er det ikke om en bestemt forventning, en samlet idé. Han følger sit instinkt. »Folk spørger altid om, hvad bøger handler om, som om de skal handle om et eller andet. Jeg vil ikke skrive bøger, som lader sig beskrive på den måde. Mine bøger er snarere en slags nedbrydning«. Han skrev 'Alt bliver oplyst', mens han arbejdede som receptionist på et reklamebureau og ghostwriter af en bog om prostatakræft. »De sagde: »Vil du hjælpe?«, og jeg sagde: »Selvfølgelig, for 7.500 dollar««. Hans egen bog blev afvist »af alle«, indtil forlagsagenten Nicole Aragi tog den op. »Jeg kan huske, at Nicole sagde: »Den her bog kommer enten til at sælge temmelig godt eller overhovedet ikke«. Jeg sagde til hende: »Foreløbig har den jo slet ikke solgt, så hvad kan vi miste?««. Da rettighederne til hans bog blev solgt i USA, fik han 500.000 dollar i forskud. Hjemve Det var i 2001, som var et vigtigt år for Foer. Han fik besked på, at hans første bog skulle udgives, han mødte den kvinde, som i 2004 blev hans kone, og mellem disse to hændelser begyndte han at arbejde på sin anden roman. Hans anden bog skulle oprindelig handle om en berømt mand, hvis pludselige forsvinden skaber masser af blæst om hans liv. Man opkaldet et mindemuseum efter ham (lidt ligesom Anne Frank-museet). Så dukker han pludselig op igen. Nogle af Foers venner lånte ham en lejlighed i det lille fiskerleje Cadaques, lige nord for Barcelona, hvor det var meningen, at han skulle opholde sig og skrive. Men i slutningen af august blev han rastløs og besluttede at forkorte sit ophold. Han følte sig skidt tilpas, havde hjemve. Han fløj hjem og kunne til sin glæde tilbringe et par dage i begyndelsen af september,8. og 9., sammen med nogle venner på Manhattan. »Det var dejligt at være hjemme«, siger han. »Og så var det, at det skete«. 11/9/2001 - et barn blev født Han så det i tv, »jeg sugede billederne til mig«. Klokken 9.03, da det andet fly ramte sydtårnet, hørte han i direkte udsendelse, sammen med resten af verden, at nyhedsoplæseren skreg. »Det var det mest uhyggelige øjeblik. Den person, hvis arbejde bestod i at være en forstandig stemme, var netop gået fra forstanden«. I det øjeblik gik den gamle verdensorden i opløsning. »På det følelsesmæssige plan forstår man, at der er sket noget forfærdeligt. På et andet plan var det svært at fatte, hvad der foregik«. Bare det at gå ind mod centrum fik ham til at føle sig »ængstelig, urolig«. Han blev »forfærdet over at stå ansigt til ansigt med så megen sorg«. I lang tid spekulerede han ikke længere over det, og så begyndte han lige så uforklarligt at tænke over det igen. »Indtrykket er med tiden blevet stærkere og stærkere«. Efterhånden forstod han, at hans bog var ved at ændre karakter. Den handlede ikke længere om en voksen mand, men om et barn. Den foregik ikke længere i en død museumsverden, men i en kommende skabers kreative hjerne - en niårig, der er besat af skyskrabere. Han viste et tidligt udkast til bogen til sin seks år yngre bror Joshua, som sagde: »Det er jo tydeligt, hvad du vil skrive om. Så gør det dog. Skriv om det, du har i tankerne«. Det er »det bedste råd, jeg nogensinde har fået«, siger Foer. Han opfattede det sådan, at Joshua mente 11. september, selv om det lige så godt kunne være eksplosionen i kemilokalet, han hentydede til. Følelsesmæssig ådselsæder Det spillede ingen rolle. Det var jo i grunden det samme. Han skrev en bog, 'Extremely Loud and Incredibly Close', om en dreng, Oskar Schell, hvis far er omkommet i tvillingetårnene, og hvis lig aldrig er fundet. I et helt år oplever Oskar et følelsesmæssigt sammenbrud, hvor han er ude af stand til at kommunikere med sin sørgende mor og kun har et nært forhold til bedstemoderen, som bor i en lejlighed overfor. Han bliver en slags urban vandringsmand, en følelsesmæssig ådselsæder, som flakker om i New York og tager imod al den menneskelige varme, han kan få. Om natten ligger han i sin seng og forestiller sig alle mulige måder at beskytte folk på. »Hvad med utrolig lange ambulancer, der forbinder enhver bygning med et hospital?«. Kun medbringende en gådefuld nøgle, der er dukket op blandt hans fars efterladte ejendele i en konvolut med påskriften 'Black', begiver han sig ud for at finde den lås, nøglen passer til. Han har en 'plan' om at opsøge alle personer i byen ved navn Black. Han opdager andre former for menneskelige katastrofer end sin egen; han genbefolker byen med venligtsindede skabninger, som er fostre af hans egen fantasi. Alt og alle i bogen er splittet af traumet og holdes sammen af det. Som om traumet var blevet en fælles identitet. Tæppebombardement Ligesom i sin første bog sammenligner Foer samtidige hændelser med hændelser i den nære fortid. Oskars bedstemor og bedstefar, viser det sig, har begge overlevet de allieredes tæppebombardement af Dresden 13. februar 1945, hvor 700.000 fosforbomber blev kastet ned over byens 1,2 millioner overvejende civile indbyggere. En bombe for hver anden indbygger. »Jeg ville undersøge en helt konkret situation«, siger Foer. »En niårig dreng, hvis far omkommer 11. september, og hvad netop dét indebærer. Og kaste et blik på Dresden. Overveje, hvad disse to begivenheder har til fælles, og hvorfor den ene er rigtig og den anden forkert. Eller hvorfor de begge er forkerte. Eller rigtige«. »Jeg ville ikke forholde mig til, hvem der er god, og hvem der er ond, eller om det ene var en terrorhandling og det andet en krigshandling. Men snarere, hvordan følgerne ser ud. Og de ser så forskellige ud, at vi synes, de ligner hinanden«. Sorgens to ansigter Faktisk kan vi danne os et indtryk, hvis vi ellers er indstillet på at se efter. Det minder »om helvede«, skrev en af bombeflyenes piloter om Dresden. Det minder om folk, der kaster sig ud fra toppen af et brændende højhus for at undslippe flammerne. »Jeg syntes simpelthen, det var vigtigt at fokusere på nogle bestemte ting lige nu«, siger Foer, og det kan man muligvis gøre med større held og mere oprigtigt i fiktion end i det virkelige liv. »I USA bruger vi for øjeblikket ord som 'intelligent' om bomber. Amerikansk retorik bygger på tanken om Det Gode med stort G og Det Onde med stort O, og der er overhovedet ingen tvivl om, hvem der er på hvilken side. Men i en bog kan man gøre præcis det modsatte. Man kan bruge alle ordene med lille begyndelsesbogstav«. I en bog, hvor alle person er projiceringer af jeg'et, behøver man ikke vælge side. I en bog, hvor verden er eksploderet, kan man, ligesom Oskar, genopfinde den, så den mand, der kaster sig ud af tårnet, ryger op i det igen og ender med at stå på sine ben igen. I en bog kan man blive konfronteret med sorgens to ansigter. »Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve«, skriver bedstefaderen til sin kone i 'Extremely Loud and Incredibly Close'. »Det ved jeg heller ikke«, svarer hun, »men jeg forsøger«. Selektiv hukommelse For nylig er Foer begyndt at lave research til et essay om eksplosionen. Det er endnu »fragmentarisk«, men det er langsomt ved at tage form. Han begyndte med at kontakte alle dem, der var involveret: Stewart, Puja, lærerne. Han kan næsten ikke fatte, hvor forskelligt de husker ulykken: »Jeg kan tydeligt huske, at det værste øjeblik, det eneste tidspunkt, hvor jeg græd, var, da jeg var indlagt på sygehuset, og Pujas forældre kom før mine«. »Men når jeg spørger hende, kan hun huske, at mine forældre kom først. Følelsesmæssigt er det den helt centrale begivenhed, og en af os husker den fuldstændig forkert«. Foer blev meget påvirket af noget, Stewart sagde til ham: »Er der en grund til, at det skete? Er det derfor, jeg blev den, jeg er? Skal jeg være taknemmelig?«. Dedrick har han ikke kontaktet. »Og det gør jeg ikke. Det gør mig alt for bange at være tæt på noget, der er så forfærdeligt«. Det er meget svært at tale om sorg, siger han. Beviset, siger han, er, at han selv prøvede i tre år, fra han var 9 til 12. »Med så meget held«, siger han og viser en hårsbredde med tommel- og pegefinger. Copyright The Guardian. Oversættelse Lorens Juul Madsen