Amos Oz tager imod på Gyldendal. Pressen står i kø for at møde denne ur-israeler i kortærmet blå arbejdsmandsskjorte og med furede solbrændte kinder og klare øjne, der signalerer: »Kom bare an«. Politikens tur: Du citerer i din nye selvbiografiske bog, 'En fortælling om kærlighed og mørke', din far for at sige, at der er visse ting, man ikke spøger med, mens din mor åbenbart sagde det modsatte:

For hende skulle intet være fredhelligt. Hvem holder du med? »Min mor, naturligvis. Folk, der kan grine af sig selv, vil være immune over for fanatisme. Humor kan ikke erstatte en løsning eller i sig selv skabe fred, men i bedste fald kan den bane vej for en løsning«. »Mellemøsten har ikke blot behov for god vilje, men for forsoning, og det gælder både israelere og palæstinensere«. Historiens største offerI den gamle historie om forfatterne, der blev bedt om at skrive hver sin bog om elefanter, skrev amerikaneren som bekendt 'How to Make Elephants Bigger and Better', englænderen skrev 'How I Shot the Elephant' og danskeren ikke overraskende kogebogen 'Elefant på 100 måder'. Hvad ville være titlen på den israelske bog? »Det kan der vist ikke være to meninger om: 'Elefanten og det jødiske problem' ...«. Og den palæstinensiske bog? »Palæstinenserne vil utvivlsomt forsøge at rekruttere elefanten for deres sag. Vi - israelerne og palæstinenserne - fører jo en konsekvent konkurrence om at være historiens største offer, og den palæstinensiske bog ville utvivlsomt hedde 'Elefanten tværede os ud først' - eller 'Elefanten ramte os hårdest'«. Den mest stupide ideI bogen 'Hvordan man kurerer en fanatiker' fortæller du, hvordan der på europæiske husmure i 1930'erne stod 'Jøderne til Palæstina', mens der nu står 'Jøder ud af Palæstina'. Hvad er problemet? »At europæere fik jøder til at rejse til Palæstina og nu vil have dem ud - dét viser i hvert fald, at nogle europæere har et problem«. »De skulle få en tid hos lægen. Israels jøder har ikke noget andet sted at rejse hen. Og problemet i Mellemøsten er, at israelere og palæstinensere er nødt til at enes - og nødt til at dele, men ingen af os har noget andet sted at rejse hen ...«. Israelske jøder er virkelighedI 'En fortælling om kærlighed og mørke' beskriver du, hvordan din familie 29. november 1947 sad omkring radioen for at høre FN stemme om dét delingsforslag for Palæstina, der banede vejen for oprettelsen af Israel. Hvad hvis FN havde stemt nej? »For os havde det vel ført til udsmidning eller døden. Heldigvis er det et hypotetisk spørgsmål, for vi havde ikke noget alternativ«. Har du nogensinde troet - eller frygtet - at man i FN ville lave en 'vi fortryder-afstemning'? »Det har altid været en grundlæggende israelsk frygt, skønt det ville være meningsløst. FN kunne lige så godt stemme om at fjerne alle sorte fra Afrika. Lige sådan med Israel. Staten findes. Vi findes. Vi er 5 millioner israelske jøder. Det er virkelighed, ikke en teori«. Herzl, den moderne zionismes grundlægger, havde, ligesom din forfatter- og navnekollega Amos Elon fortæller i sin biografi om ham, overvejet, at alle jøder skulle stille sig op på Peterspladsen i Rom og konvertere til katolicismen. Ville det have været en smartere løsning? »Det var den mest stupide ide, Herzl nogen sinde fik. Man kunne lige så godt forestille sig, at problemerne mellem kristne og muslimer skulle løses ved, at alle kristne med et snuptag skulle konvertere til islam. Det ville måske afbøde nogle af problemer, men ville det være en løsning?«. Gud på caféI Danmark har vi en debat om, hvorvidt der findes en skabende Gud. En af vores præster, Grosbøll hedder han, blev sågar suspenderet for at betvivle netop dét, bagefter blev han genansat af kirkeministeren. Hvad tror du? »Jeg tror for det første, at regeringer skal blande sig udenom. Hvis der ét eller andet sted er en præst, som mener, at Gud er en kat, er det efter min mening ikke regeringens sag. Jeg er ikke selv religiøs, og hvis du spørger mig, tror jeg faktisk heller ikke, at Gud er det. Er det svar nok?«. »I én af min bøger sidder Gud i en lille café, hvor en ung mand spørger, om han må slå sig ned ved samme bord. De får sig en god sludder. Det er sådan noget, der sker i Jerusalem, dét skal vi huske. Men det tager lidt tid for den unge mand at blive klar over, at det er netop Gud, han sidder sammen med«. »Men han spørger så Gud, hvilken religion der er den rette. Om det er kristendommen eller islam, måske protestantismen eller katolicismen. Og Gud svarer akkurat: »Min dreng, jeg har en tilståelse, jeg er ikke religiøs og slet ikke interesseret i religioner« ...«. Drømmen udvikler sig ikkeDine bedsteforældre drømte om, at Israel skulle blive et civiliseret land. Er den drøm blevet opfyldt? »Kun delvis. Tænk på, at Israel blev skabt på grundlag af ekstatiske drømme og forventninger, både blandt jøder og af den omgivende verden, fordi jøder havde gennemlevet så store lidelser«. »Men ligesom ingen skal forvente, at palæstinensere skal udvikle sig til rene engle efter den måde, de har opført sig på, burde ingen have ventet, at jøder kunne skabe et drømmesamfund. Israel er ikke et paradis, på mange måder endda et skuffende samfund«. »På den anden side: Israel er en kendsgerning og netop ikke en drøm, og det er hele pointen. Man skal aldrig forvente, at noget udvikler sig som i drømmen. Hverken en roman, en familie, en have eller en seksuel fantasi«. »Du skal satse på det - og arbejde for det - men forvent det ikke, at drømmen forvandler sig til virkelighed. Israel kan ikke være, hvad alle havde drømt om. Men alene dét, at Israel findes, er grunden til, at jeg sidder her«. Brug for forståelseI Europa er det nok den gængse opfattelse, at Israel skal opgive alle de områder, I besatte i 1967... Amos Oz: »Det er jeg enig i ...«. ... ville det give fred? »Det er ikke sikkert. Men det vil befri Israel for at være en besættelsesmagt og alene derved stille Israel bedre, også over for trusler udefra«. I 'Hvordan man kurerer en fanatiker' skriver du ret sarkastisk om europæere, som inviterer israelske og palæstinensiske intellektuelle på kaffemøder, for at I skal lære hinanden bedre at kende.

Du siger, at konflikten ikke er nogen misforståelse, og at I kender hinanden ret præcist. Skal europæerne blande sig helt udenom? Eller hvad kan vi gøre?

»I kan helt konkret gøre en masse. I kunne for eksempel hjælpe med at genbosætte 300.000 palæstinensiske flygtninge og skaffe dem job. Det kunne Europa, Amerika og de rige arabiske stater gøre i dag, faktisk kunne I have gjort det i går. Det ville være en kæmpe hjælp til fredsprocessen«. »I kunne også hjælpe med at give israelerne tryghed. Hvis vi skal trække os tilbage fra Vestbredden, vil vores land kun være 13 kilometer bredt på midten. Det er formentlig et militært problem, og det er i hvert fald et psykologisk problem. Vi har brug for jeres forståelse for dette problem og hjælp til at afbøde det«. Byg en tunnel, takJeres statsminister, Sharons omdømme er vist ikke det bedste her. Hvad er vores omdømme hos jer? Har du også et godt råd til os? »Så godt kender jeg ikke Danmark. Og hvis jeg må være så fri, er der ikke i Israel den helt store opmærksomhed på jeres land eller jeres problemer. Men måske jeg må indskyde en lille bitte opfordring til, at I docerer jeres stærke følelser lidt bedre«. »Tidligere var mange danskere og skandinaver 120 procent pro Israel. Nu er mange 120 procent pro-palæstinensiske. I hjælper os bedst - og forstår os bedst - hvis I kun er 60 procent pro-det-ene-eller-andet, for 120 procent hjælper ingen. Det er på tide at erstatte sentimentalitet med en konkret indsats«. »Det duer ikke at forholde sig til verden som en Hollywood-film med good guys og bad guys, hvor USA er djævlen, og Israel er Rosemarys baby. Frem for at fremmane fjendebilleder ville det hjælpe, hvis I spurgte jer selv: »Hvad kan jeg gøre?««. 'Tidligere fredsaktivist' »Lad mig give jer en god konkret idé. Hvorfor ikke gå sammen i de skandinaviske lande om at bygge en tunnel mellem Gaza og Vestbredden, 26 kilometer, både for biler og tog, så palæstinenserne kan komme frit fra den ene del af deres fremtidige stat til den anden, og israelerne ikke behøver være bange for dem ...?. Vi kunne give den navnet Den Skandinaviske Tunnel!«. Hvad stiller man i øvrigt op med en fredsaktivist som dig? Nu har du talt og sunget og skrevet for fredsbevægelsen i årtier. Kan man kurere en 'peacenik'? »Jamen, det vil være det største i mit liv, hvis jeg oplever at få et navneskilt eller en T-shirt med titlen 'Tidligere fredsaktivist'. Det kan aldrig blive større, end at vi får fred i stedet for en fredsbevægelse Så trækker jeg mig begejstret tilbage og koncentrerer mig om mine bøger. Det lover jeg!«.