Nutidens unge islændinge er forståeligt nok selvbevidste folk. På næsten alle fronter fører repræsentanter for den nordatlantiske lilleputnation sig frem. Björk og Sigur Rós styrer i musikken, Dagur Kari høster filmpriser, og hippe Reykjavik har fået ry som verdens mindste rigtige storby. Gudjohnsen hærger i Chelsea, og mindst hvert andet menneske på gaden er enten kunstner, driftig it-entrepenør eller måske ligefrem Gudjohnsen i gang med 3. halvleg. Nutidens vikinger Uden at kere sig om amerikanske protester byder Island skakgeniet Bobby Fischer velkommen. Det er muligt, manden er gal, men skak er skak, og dét tæller altså på Island. Som moderne vikinger snupper islandske forretningsmænd store lunser af London og lejer rask væk Royal Albert Hall, som de propper med landsmænd fløjet ind til lejligheden. Som er en koncert med Islands svar på Shu-bi-dua. Nazistisk demokrati Som prikken over i'et køber to opkomlinge fra Reykjavik Københavns hæderkronede Magasin du Nord. Det sidste er måske næsten det vigtigste. For uanset hvor selvbevidst Island fører sig frem, resterer en dyb irritation og et kløende kompleks i forhold til kolonimagten Danmark. Mikael Torfason griner. Han ved det bedre end de fleste. Han har for nylig boet tre år i Danmark og her skrevet romanen 'Samuel', hvori man bl.a. kan læse denne salut om Pia Kjærsgaards og Anders Foghs Danmark: »Her er demokratiet nutidens nazisme«. »Vi skal bare stemme, så kan vi gøre hvad pokker, vi har lyst til. Sådan er det også på Island. Man bruger sin stemmeret til at hive de andre i ørerne med«, uddyber Mikael Torfason. Hårdtslående succes Med baseballkasketten skruet godt ned om håret ligner Mikael Torfason enhver anden bøllebob med en spraydåse gemt i baglommen. Men tag endelig ikke fejl af det drengede ydre. Foruden at være forfatter til fire kontroversielle litterære pletskud og en flittig student af den postmoderne filosof Baudrillard er Torfason også til daglig chefredaktør på avisen DV. Et tabloidfallitbo, som blev genoplivet fra bladkirkegården og forvandlet til en hårdtslående succes. Af den samme kreds af nyrige 'drengerøve' uden skyggen af uddannelse, som i de senere år på andre måder har vendt op og ned på alle hæderkronede relationer i det islandske erhvervsliv. Her er privat initiativ ikke længere en kliché. Ejeren af DV levede før af at sælge popcorn på gaden, fortæller Mikael Torfason. I nærkontakt med det religiøse »Der er kommet rigtig mange penge på Island. Min farfar voksede bogstavelig talt op i et hul i jorden, men siden selvstændigheden og nu med globaliseringen er det gået ekstra hurtigt«, fortæller Mikael Torfason. Det har været dramatiske forandringer. Det er ikke så længe siden, man ikke kunne købe øl i butikkerne. Ikke så længe siden torsdag var tv-fri dag, ikke så længe siden fjernsynet lukkede og slukkede i julemåneden. Forandringerne er ikke altid gået stille af. Konservative regeringer har prøvet at dæmme op for de nye penge og de vildtvoksende medier. Men uden held. Der er kommet øl i kiosken, mord i avisen og penge på lommen. Et klart fremskridt, når man som Torfason og hans fiktive hovedperson Samuel er vokset op i et land, hvor »evangelierne var en konstant susen i vores ører«. Mikael Torfason kender til nærkontakt med det religiøse. Vokset op som han er i en familie, hvor moderen var Jehovas Vidne og faderen tavs bisidder. Barndommens kvælertag Det kan godt være, det går godt, men masser af vrede, edder og forgift pisker Samuel igennem romanens hæsblæsende svada. 1. Samuels Bog tilhører Det Gamle Testamentes Dommerbøger, og den psykotiske Samuel dømmer hidsigt til højre og venstre. En del af vreden har personlige rødder, indrømmer Torfason. Det kan være, at mangt og meget er fjong, både i livet og på Island, men det ændrer ikke på de følelser, der stammer fra forældrenes skilsmisse eller barndommens religiøse kvælertag. Ændrer ikke ved, at søsteren som 17-årig nærmest blev tvangsgift med et andet Jehovas Vidne, at broderen livet igennem er røget ind og ud af psykiatriske hospitaler, og at moderen pludselig sprang ud som lesbisk i København. »Selv om man kan lære at smile ad psykologerne, så er der jo stadig de historier«, som han siger. Mange af Samuels rasende udfald er rettet mod den lille danske racisme og nationens krybende vasalattitude over for USA. Uagtet at Island ganske som Danmark var blandt den lille udsøgte folkeflok kendt som 'Koalitionen af Villige'. Island har dog kun én soldat i Irak. En fotograf i pengenød, som fik en tjans som pressechef i Bagdad. Dansk tolerance »Jeg havde ikke tænkt så meget over det med indvandrere, før jeg kom til Danmark. Hjemme har vi nogenlunde samme procentdel indvandrere, mest fra Østeuropa og Thailand, og vi har aldrig haft behov for en diskussion om indvandrerproblemer. Så det var mærkeligt at flytte hertil for fem år siden. Mærkeligt at se, at indvandrerne skulle være et hovedtema i folkeafstemningen«. »Jeg synes jo bare, det var sjovt at skulle handle hos en iraker. Men når jeg så fjernsyn, kunne jeg jo godt se, at danskerne ikke syntes, det var nær så sjovt«, siger den islandske forfatter, der selv har oplevet den berømte danske tolerance på nært hold. Taler man dansk med islandsk accent, når man f.eks. henvender sig til et it-firma over telefonen, bliver man behandlet, som var man idiot. Slår man over i engelsk, forholder sagen sig straks anderledes, taler Torfason af erfaring. Hvilket alt sammen ikke har forhindret den islandske regering i nærmest fra ord til andet at adoptere den stramme danske udlændingelovgivning, fortæller han. »Vi ligner jo Danmark rigtig meget på mange måder. Så det er et stort paradoks, at vi har så travlt med at lægge afstand til det. Men det er jo ligesom, når man gør op med sin far. Man skal i hvert fald ikke ligne ham! Men gør det selvfølgelig alligevel, så snart man selv får børn«, siger Torfason med et listigt grin. Forvrænget verdensbillede Romanen er skrevet i jegform af en islænding i Danmark. Det vælter rundt med følelser og tanker om arabere og danskere og Island og 11. september. Hadske bemærkninger står i kø ved siden af baudrillardske tanker om virkelighedens død og profetien om at »fremtidens terrorisme bliver udført som illusion«. I begyndelsen er skytset rettet mod den ydre verdens problemer. Efterhånden vendes sigtekornet stadig mere indad. Alt hvad der kommer ud af Samuels mund har en eller anden grad af sandhedsværdi i forhold til Torfasons egne følelser og tanker. Det er ikke hans følelser og tanker, understreger han. Samuel er psykopat. Psykisk syg. Hvor syg, går langsomt op for én. Samuels verdensbillede er forvrænget, forstærket: »Folkeluderen« Pia Kjærsgaard og Kim Larsen ses af Samuel som to sider af samme sag i et land, hvor alle kan enes om at længes efter sengekantfilmene. Men ikke mere end, at Mikael Torfason kender til følelsernes og problemernes kimstof. Vreden indeni »Da jeg var yngre, kunne jeg slet ikke på samme måde kontrollere mine tanker og følelser. Man skriver digtsamlinger, og det står bare fra én som fra et maskingevær. Man hader alle«. »Selv om jeg går og betaler min skat i Danmark som en glad mand og går på stranden og har det godt, kan jeg bare tage fat i min vrede unge mand. Som altid vil være med mig. Det er godt at være i kontakt med ham«, siger Mikael Torfason, der indrømmer, at det tog lang tid at få Samuel ud af kroppen efter en særdeles intensiv skriveproces. Både emotionelt, politisk og seksuelt er 'Samuel' en voldsom bog. At Samuel konsekvent kalder sin kæreste for Kussen er kun en spag detalje. »Det er nemt nok at skrive en bog. Det svære er at føle den. Og det er meget svært for mine nærmeste, at læse mine bøger. Min kone har vist heller ikke læst den nye færdig«. »Når bogen er blevet så seksuel, har det psykologisk måske noget at gøre med at være flyttet til Danmark«, forklarer han. »Her har I porno i fjernsynet og prostituerede på gaderne. På Island kan det tage en journalist 5-6 dage at finde frem til en prostitueret«.