Det lyder enormt tjekket, når man læser præsentationen af Sara Blædel. Født 1964. Skrivende journalist i ni år. Arbejder i dag som tv-tilrettelægger. Har tidligere drevet krimiforlaget Sara B. og skrevet fagbøger. Hendes debutbog 'Grønt støv' fik en pris i 2004, og en filmatisering er på vej. Den komprimerede version af hendes liv fremgår af flappen på hendes nye bog 'Kald mig prinsesse', der udkom i torsdags. Tumlet energi Tjekket, ikke sandt? Men ikke helt så tjekket, når hun selv fortæller historien. Afbrudt af jævnlige latterudbrud får Sara Blædel fortalt en version af sin karriere, som mere tyder på, at hun er tumlet fra det ene job til det andet. Ofte med stor energi og livsmod, men dog tumlet. Indimellem drevet frem af tilfældigheder. Andre gange af ren og skær nødvendighed. Krimiplot i hovedet »Jeg har lavet enormt meget, og jeg ved egentlig ikke, om det er godt eller skidt«. »Jeg har aldrig været sådan én, der fik et job på en ansøgning«, siger Sara Blædel. At hun overhovedet skulle blive krimiforfatter, var aldrig faldet hende ind, før hun pludselig en dag stod med begyndelsen til et krimiplot i hovedet. Dating på nettet »Det hele opstod af en tanke om, at en journalist i København kunne blive slået ihjel, fordi han eller hun arbejdede på en sag. At kriminelle for første gang nogensinde ville gøre alvor af dødstrusler mod en journalist«. »Men hvad kunne være så farligt, at det ville udløse et mord? Narkohandel, måske, men narkokrimier har aldrig været mig. Jeg lægger dem altid selv væk, for jeg tænder bare ikke på det. Er det så ikke bare typisk, at min første kriminalroman handlede om narko?«, siger Sara Blædel og ryster på hovedet. Men hun griner også. Allerede nu er hun så klar med sin anden kriminalroman, og når den kommer så hurtigt efter debuten, skyldes det især, at ideen til romanen opstod under researchen til 'Grønt støv'. Gennem sine kontakter med politifolk og retsmedicinere opdagede hun, at mange voldtægtssager i dag opstår i forhold, hvor parterne har mødt hinanden på nettet. »Folk føler, de kender hinanden, fordi de har mailet sammen, og de går til hinanden med åbent sind. De er enige om at mødes, men de er ikke enige om, hvor de siger stop«, siger Sara Blædel. Samfundskritik I 'Kald mig prinsesse' er hendes heltinde kriminalassistenten Louise Rick, selv ude i cyberspace for at afsløre en mand, der synes at charmere sig ind på sine ofre på nettet. »Hidtil har jeg altid set krimier som ren underholdning, men det er da udmærket, hvis krimien også kan være samfundskritisk. Der er jo sket en stor ændring i krimiens status, siden jeg skrev 'Sara B'«. »Da Sjöwall og Wahlöö skrev deres krimier, brugte de genren som kanal for samfundskritik, men nogle gange skulle de absolut mase budskaberne ud. På den anden side har jeg jo selv et budskab med min nye bog«. »Det er da skønt, at folk kan date på nettet, og jeg kender også selv par, der har mødt hinanden på nettet og siden er blevet gift, men jo mere almindeligt det bliver, jo mindre tænker folk sig om«, siger Sara Blædel. Stille - mor skriver Jo, hun har været ude på nettets dating-steder, men kun for at se, hvordan man opretter en profil på sig selv. »Rigtig mange dater, og for nogen er det nærmest et fuldtidsjob, men jeg er halvtræt af, at alt synes at gå op i dating. Det er ikke en selvfølge, at man er på dating, selv om man er alene«, sukker Sara Blædel. Helt alene er hun nu ikke. Hun har en dreng, som i perioder kan se sin mor rulle gardinerne ned, så hun kan koncentrere sig om at skrive og undgå at blive fristet af en tur i Frederiksberg Have på den anden side af gaden. Ofte må aftenerne og weekenderne dog tages til hjælp. »Jeg kan ikke bare sige: Stille - mor skriver, for så kender jeg én, der flytter hjemmefra. I en alder af otte«, griner hun. En film for det indre blik Som forfatter er hun langtfra typen, der hver dag sætter sig til computeren og skriver sig frem mod en historie. Hun får en idé til en kriminalgåde, f.eks. voldtægt efter netdating. »Men jeg kan langtfra se hele historien for mig. Jeg kender voldtægtssagen meget detaljeret, men resten af historien er kun i grove træk, og det kan sagtens ændre sig undervejs. Jeg lærte også først gerningsmanden rigtigt at kende, da jeg havde skrevet 'Kald mig prinsesse' igennem første gang. Pludselig kunne jeg se, at han alligevel ikke var helt, som jeg havde forestillet mig«, forklarer Sara Blædel. Selv om det ikke er nødvendigt for historien, forsøger hun også at vide, hvordan en efterfølgende retssag vil forløbe, og hvordan den retsmedicinske vurdering af en sag er. Jo mere viden, jo nemmere er det for hende at skrive. Men hun skriver først, når hun ikke kan lade være. Det sker, når hun kender sin sag så godt, at hun begynder at spekulere over, hvad der vil ske, når hendes heltinde, Louise Rick, bliver involveret i sagen. Så lukker Sara Blædel øjnene og ser Rick gå i aktion i scene efter scene. Handlingen kører som en film for hendes indre blik. »Hvis det er en afhøring, ser jeg for mig, hvordan hun griber det an, om hun læner sig frem eller trommer i bordet, hører om hun er bidsk eller tålmodig, og det aner jeg ikke på forhånd«, siger Sara Blædel. Slugte stakkevis af fæle mord At hun nærmest blev krimiforfatter på en pludselig indskydelse, betyder dog ikke, at hun er ukendt med genren. Allerede som pige slugte hun stakkevis af mordhistorier, og når de københavnske søndagsbilister trillede gennem Hvalsø og omegn, hvor familien havde et nedlagt landbrug, forestillede hun og en af veninderne sig, at der i de nyvaskede biler befandt sig fæle forbrydere, som alle var på vej ud i skoven for at grave lig og tyvekoster ned i skovbunden. På det tidspunkt lå forfatterkarrieren dog stadig 25-30 år ude i fremtiden. I stedet kom hun ved et tilfælde ind i restaurationsbranchen. Allerede før hun var blevet 18. Hun sprang til, da en in-restaurant i det indre København stod i akut personalemangel, og fra første færd var tempoet i branchen noget, der tiltalte Sara Blædel, så før hun fik set sig om, var hun tjenerelev på Hotel Plaza i København. Invalidepensionen stod og blinkede Efter nogle år i det barske fag valgte hun at tage en grafisk uddannelse som reprokopist, men efter tre år udviklede hun en allergi over for de fremkaldervæsker, man brugte, dengang alt endnu ikke var digitaliseret. Det betød en returbillet til tjenerfaget, hvor hun i en årrække arbejdede hos Erwin Lauterbach. Dog kun indtil hun, med lidt hjælp fra familienetværket, fik chancen for at arbejde som grafisk koordinator for Gyldendals Bogklub. Men så gik det galt. De hårde år i tjenerbranchen og en fortid som ambitiøs dressurrytter havde sat i skulderen, så den ene arm var lammet i perioder. I en periode på to år var hun igen og igen indlagt på Rigshospitalet, og fremtidsudsigterne så alt andet end muntre ud. »Jeg var ikke engang 30, og invalidepensionen stod lige dér og blinkede til mig med løfte om hjemmehjælp en gang om ugen. Hvad skulle jeg stille op? Hvad vidste jeg overhovedet noget om?«. »Jo, jeg havde læst bøger, og det havde jeg da forstand på, så allerede før jeg blev rask, startede jeg mit eget forlag 'Sara B', hvor jeg genudgav bedre kriminalromaner til små priser. Dengang var der jo ingen billige paperbacks«, fortæller Sara Blædel. Autodidakt skribent Nemt var det ikke, for der var én til at klare alt på forlaget. Hende selv. Inklusive at rejse rundt til alle landets boghandlere to gange om året for at få dem til at bestille de nye titler. Blandt hendes mange titler var også en enkelt nyudgivelse, en roman af den erfarne krimiforfatter Kirsten Holst. Men Sara Blædel havde stadig ingen drømme om at skrive selv. Overhovedet ikke. Det lugtede dog lidt af skrivearbejde, da hun - sådan lidt sidelæns - kom ind i ugebladsverdenen efter sit eventyr med Sara B. »Jeg blev kontaktet af 'Ude og hjemme', der ville have mig til at være konsulent for deres sommerkrimier, og efter et stykke tid spurgte de, om jeg ikke havde lyst til at prøve at skrive også. Sådan startede det, og jeg er fuldstændig autodidakt som skriver«, siger Sara Blædel. Journalistiske erfaringer I de følgende år fik hun mulighed for at prøve sig selv af som journalist. »Det er erfaringer, jeg stadig kan bruge. Jeg har besøgt masser af mennesker for at kunne fortælle deres historie, og jeg har set, at, ja, sådan kan man altså også godt bo og stadig være lykkelig«, siger hun. Erfaringerne som journalist førte senere til jobbet som researcher på morgen-tv og senere igen til et job som tv-tilrettelægger og redaktionschef, hvor hun de senere år har stået med ansvaret for udsendelser som 'Ushi Heiko' og 'Hjerterum'. Sine journalisterfaringer har hun i øvrigt også brugt på at skrive en bog om eksdronning Anne-Marie og en interviewbog, hvor kendte danskere som Hans Engell, Flemming Enevold og Ritt Bjerregaard har fortalt om, hvordan det er at være i modvind. Forbandet træt af mandlige anmeldere Med sin pressebaggrund i bagagen ville de fleste nok have forventet en rap journalist som hovedperson hos Sara Blædel, ligesom det er tilfældet hos Liza Marklund, Gretelise Holm og Elsebeth Egholm. Af netop de samme årsager mente Sara Blædel, hun var nødt til at finde på noget andet. »Så må hun kraftedeme være i drabsafdelingen, tænkte jeg«. Og der befinder Louise Rick sig så i dag. I en karriere, der er på vej op, og et privatliv, der er på vej ned. Det er lige netop i dette spændingsfelt, Sara Blædel befinder sig bedst som forfatter. »Jeg kan godt lide personskildringen, hvor jeg fortæller om et liv i en historie, der er drevet af et krimiplot. Nogen har kaldt mine romaner for livsstilsthrillere, og det har jeg ikke noget imod. Nogen siger også, at romanerne mest har kvindelig appeal, og det er måske rigtigt, men det er ikke den reaktion, jeg får fra mange af de mandlige læsere«, siger Sara Blædel. Det er et ømt punkt hos hende. Hun indrømmer det. Hun er så træt af mandlige anmeldere, der stirrer sig blind på, at hovedpersonerne drikker en caffelatte i ny og næ og glemmer at notere, at der faktisk er side efter side hard-core-information fra Retsmedicinsk afdeling. Og hun har svært ved at se problemet i, at personerne tager sushi med hjem i stedet for en cheeseburger. Karriereplaner for hovedpersonen Hun vedgår gerne, at hun har en ambition om at skildre det kaotiske liv, som moderne kvinder har, når de forsøger at balancere et ambitiøst karriereforløb med et godt privatliv. »Vi er jo nogen, der gerne vil have nogle o.k. job og tages alvorligt. Pigerne i dag vil det hele«, siger hun. Hun vil helst skildre helt almindelige kvinder, og hun mener ikke, det er nødvendigt at gøre dem enten lesbiske eller udstyre dem med store motorcykler for at gøre dem interessante. Sara Blædel tør ikke sige, hvor længe hun vil holde liv i Louise Rick og kriminalromanerne, der begynder at ligne en serie. Hun mener, hun ville gå helt i stå som forfatter, hvis hun på forhånd lovede, at der ville komme seks romaner. »Jeg har da nogle ting, Louise Rick gerne skulle opleve. Måske bliver hun gift en dag, og jeg har også lagt nogle karriereplaner for hende, men om det bliver til noget, ved jeg ikke, for hun er ikke sådan en, der indordner sig bare for at opnå noget«, siger hun. Ufede karikaturer Foreløbig ser hun frem til at se sine personer på film, for arbejdet med at omskabe handlingen i 'Grønt støv' er så småt i gang. Fra forfatterkolleger ved hun godt, at hun ikke har den store indflydelse på, hvad der sker med Louise Rick, når først filmbranchen skærer en historie til. »Det skal nu nok gå, men det vil være ærgerligt, hvis ikke personerne bliver hele figurer. Det jeg frygter mest er, at pigerne bliver for karikerede, ellers må de sgu gøre, som de vil«. »Karikerede piger er bare ikke fede«, siger Sara Blædel.