Soldaterne hentede ham et år efter de blodige optøjer. 23. marts 1965 havde universitetsstuderende, arbejdsløse og gymnasieelever i Marokkos største byer demonstreret mod landets diktatoriske styre. Hæren havde åbnet ild mod folkemængden, officielt var 10 demonstranter blevet dræbt, uofficielt var 1.000 døde af soldaternes skud. Tortur og ydmygelser Den 22-årige filosofistuderende Tahar Ben Jelloun var en af studenterlederne. Men først da der var gået et år, hentede soldaterne ham. Han og 94 andre unge var mistænkt for at have organiseret demonstrationerne foråret inden. For en sikkerheds skyld blev de alle sendt i 'disciplinærlejr'. Her blev de unge mænd tortureret. Ydmyget. Holdt i fangenskab på ubestemt tid. Behov for at skrive Tahar Ben Jelloun havnede først i en lejr i El Hajeb, siden blev han sendt til Ahermemou. Men der var sket noget med ham, noget, der hjalp ham gennem livet i lejrene. Det var allerede sket, da soldaterne hentede ham: »I det øjeblik følte jeg behov for at skrive«. Det ny Danmark De første linjer, han skrev, var et digt. En forfatter var først og fremmest en digter, tænkte Tahar Ben Jelloun. Han skrev på sit digt hver dag i sit fangenskab, som kom til at vare mere end halvandet år. Tahar Ben Jellouns første digt blev 50 sider langt. Og da han en januardag i 1968 blev sluppet ud, skrev han videre. Tahar Ben Jelloun flyttede til Frankrig. Begyndte at skrive digte, noveller og romaner på fransk. Og blev den første arabiske forfatter, der modtog den prestigefulde Prix Goncourt. »Min mor kunne hverken læse eller skrive. Men hver gang, jeg havde skrevet en bog, gav jeg den til hende og bad hende velsigne den, så den kunne blive en succes«, fortæller Tahar Ben Jelloun. Hans mor døde for tre år siden. Hun nåede at velsigne 30 års forfatterskab, men succesen er fortsat for Tahar Ben Jelloun, der netop har været i Danmark for at promovere den danske oversættelse af sine to seneste værker, romanen 'Den sidste ven' og samtalebogen 'Hvad er islam?'. Tahar Ben Jelloun vil egentlig helst tale om romanen - »men jeg forstår godt, at vi skal tale om islam, det er et meget vigtigt emne for det ny Danmark«, siger han. Det ny Danmark, det er dét udtryk, han bruger. Illusionen om de tolerante danskere Hans forestilling om Danmark begyndte, da han var en lille purk, der gik i den lokale koranskole. Hans far var en troende mand, men hans politiske overbevisninger var ikke tro mod det marokkanske styre. »Min far brugte altid Danmark, Sverige og Finland som eksempler på demokratiske, oplyste lande. Jeg havde en vidunderlig forestilling om de nordiske lande«, fortæller Tahar Ben Jelloun, der blev sendt i en almindelig fransk-arabisk skole, da familien flyttede fra Fes i syd til Tanger i nord. Da Tahar Ben Jelloun blev gammel nok til selv at bestemme, holdt han op med at praktisere islam og flyttede til Rabat for at læse filosofi. Så kom studenteroptøjerne, disciplinærlejrene, immigrationen til Frankrig, det internationalt anerkendte forfatterskab og med det talløse rejser rundt om i verden. Blandt andet til de nordiske lande. »Og så fandt jeg jo ud af, at min forestilling om Danmark var noget forskønnet«, siger Tahar Ben Jelloun med et lidt undskyldende smil. »Danskerne har været kendt for deres gæstfrihed. Men Danmark har overrasket mig meget de senere år med sit temmelig rigide syn på indvandrerspørgsmålet. Det er svært at forstå«, siger Tahar Ben Jelloun, nævner igen forestillingen om den danske gæstfrihed og tilføjer så, nærmest for sig selv: »Det er lidt bekymrende«. Racismens rødder Tahar Ben Jelloun er i det hele taget en bekymret mand. Hvor han i sine romaner i årtier har kritiseret kvindeundertrykkelse, korruption og det politiske system i Marokko, har han de seneste år begået to værker, der er sværere at rubricere. Værker, der udspringer af hans bekymringer for den vestlige verdens opfattelse af muslimer. Bøgerne 'Sig mig far, hvad er racisme?' og 'Hvad er islam' har karakter af samtaler mellem Tahar Ben Jelloun og hans to døtre. »Bogen om racisme blev praktisk talt foreslået af min ældste datter. Hun var 10 år dengang, og hun så racismen i skolen og i fjernsynet. Hun havde en masse spørgsmål, som jeg diskuterede igennem hende og hendes veninder. Så begyndte jeg at skrive på bogen«. »Jeg arbejdede seks måneder med den og lavede en slags pædagogisk og praktisk nøgle til forståelse af, hvorfra racismen kommer, og hvordan man kan kæmpe mod den«, siger Tahar Ben Jelloun. Pinagtige spørgsmål Bogen fik stor indflydelse i Frankrig, hvor mange skolelærere, især i de indvandrertunge forstæder, begyndte at bruge den i undervisningen. Men så blev det 11. september 2001. Og nu var det hans yngste datters tur til at stille spørgsmål til alt det, hun så og hørte i fjernsynet og i skolen. »Endnu en gang skrev jeg en bog for at svare på mine børns bekymring. I Frankrig og vores nabolande opstod en foragt for den arabiske og muslimske verden. Jeg er ikke bare forfatter. Jeg er borger«. »Og selv om jeg ikke er troende, ville jeg forklare, hvem disse mennesker er, historisk, politisk, religiøst. Alle fædre skal en gang imellem svare på pinagtige spørgsmål, og jeg har valgt at svare skriftligt«, siger Tahar Ben Jelloun. Opgør med uvidenhed Inden bogen blev trykt, lod han nogle lærde muslimer i Frankrig læse manuskriptet igennem. »Jeg er ikke i kontakt med fanatikere, men jeg viste manuskriptet til folk, der stiller sig spørgsmål om religion. Deres modtagelse var meget hjertelig. Bogen er ikke et synspunkt, den er snarere en række af informationer, som kan findes i islams historie. Og det har betydet, at bogen også fik en god modtagelse af europæerne«. Tahar Ben Jelloun indrømmer gerne, at bogen ikke bare er skrevet til alle de børn, der tænker på deres lande, deres religion, deres sprog og deres håb. Den er i lige så høj grad skrevet til deres forældre, som kan få gjort op med fordomme eller uvidenhed gennem den letlæste indførsel i verdensreligionen og den arabiske civilisation, der med Tahar Ben Jellouns ord »har tabt sin menneskelighed«. »Danmark må indse realiteterne« Nu får danskerne så endelig mulighed for at læse bogen, der udkom på fransk i 2002. Og det glæder Tahar Ben Jelloun, der i vilkårlig rækkefølge opfatter sig selv som marokkaner, franskmand og europæer. Og som stadig har en stor hengivenhed over for det land, hans far så tit talte om: »I forhold til, hvad man oplever i Marokko og andre arabiske lande, bliver individet respekteret og anerkendt her i Norden. Men Danmark må forstå én ting: Der kommer aldrig til at eksistere et hvidt og rent Europa. Europa er og bliver en blanding af farver, kulturer og sprog. Og det er Europas rigdom«. »Mange af Europas største økonomier ved, at de har brug for udenlandsk arbejdskraft. Danmark må indse realiteterne og forstå, at landets fremtid ligger i blandingen og i en lovgivning, der integrerer de fremmede frem for at ekskludere dem«. Pressens magt Tahar Ben Jelloun spørger om danskernes holdning til EU's forfatningstraktat, som franskmændene skal stemme om 29. maj. Og pruster opgivende, da han taler om de mange meningsmålinger, der tyder på, at Frankrigs svar bliver et nej: »Det vil være en katastrofe for Europa og franskmændene ... men en gang imellem kan franskmændene jo godt lide at øve vold på sig selv«, erklærer han. Hans prusten bliver endnu mere opgivende, da talen falder på Jean-Marie Le Pen, lederen af det franske højreekstremistiske parti Front National: »Det er et faktum, at der er fem millioner mennesker i Frankrig, der har viet sig til hans ideer. Og hans store succes ved forrige præsidentvalg var et signal om, at ignorance og angst fylder meget i Frankrig«. »Racismen er ikke noget nyt, Frankrig har kendt den længe. Men i Frankrig er der fem millioner andre mennesker, der er muslimer. Det er landets næststørste religion«, siger han og gør en kort pause: »Og når I fra pressen sætter lighedstegn mellem islam, terror, jihad og alle mulige andre begreber, så er det ret dramatisk, for det skader de mange indvandrere, der ikke er fanatikere, men som bare er arabere, der gerne vil bede deres bønner i en moske. Der er dem, det går ud over«.