For de fleste lyder selvmord og succes som en selvmodsigelse. Et umage par, hvor det ene burde udelukke det andet. Men ikke for Nick Hornby. Godt nok anses han for at være en af britisk litteraturs gulddrenge, der sælger millioner af bøger. Bøger, der hver gang bliver filmatiseret og gør sin forfatter stadig rigere. Men selv ser han sig som en mand, der altid har haft selvmordet som en mulig flugtvej fra verden, hvis livet skulle brænde fuldstændig sammen. Endnu en ... Han sidder i et lille lokale på første sal af The Union Club i Soho i London, da han løfter sit skaldede hoved og ser direkte hen over bordet: »Hvad med dig selv?« spørger han. »Nej«, siger jeg. »Overhovedet ikke?«. »Nej«. »Wow. Endnu én«. Indtil han begyndte at arbejde med sin nye roman, 'The long way down', på dansk 'Langt nede', der udkommer i næste måned, troede Nick Hornby, at alle havde det som han. Livets nødudgang »Da jeg begyndte at tale med folk om det, slog det mig, hvordan selvmordet som mulighed er et spørgsmål, der virkelig deler folk«. »Enten holder de dén dør åben, eller også gør de ikke«. »Nogen fortalte mig, at de aldrig nogensinde ville overveje selvmord, uanset hvor sort alt så ud, og det overraskede mig virkelig«, siger Nick Hornby. Kæderygende fodboldfan Han sidder i sofaen i The Union Club og ligner alt andet end en universitets-uddannet, læserfeteret mangemillionær - hvordan sådan én så ellers ser ud. Nej, han ligner snarere en fanatisk Arsenal-fan, der kæderyger sig igennem klubbens hjemmekampe Highbury og livet i al almindelighed. Han er begge dele, ligesom han er en mand, der har foræret 20 mio. kr. til opførelsen af en skole for autistiske børn. En handling, der til gengæld passer fortrinligt med, at han selv er far til en 11-årig autistdreng, Danny, og desuden forfatter til en roman med titlen 'Hvordan man er et godt menneske'. Denne onsdag er autisme og fodbold dog sekundære emner. Nick Hornby giver interview om sin nye roman 'Langt nede', der er på vej til udgivelse på både engelsk og dansk. Selvmorderes favoritsteder Bogen starter på toppen af et højhus i London, hvor fire personer uafhængigt af hinanden er kravlet op nytårsnat for at kaste sig ud over kanten og begå selvmord, fordi de hver især synes, deres liv er kørt ind i en blindgyde. »Da jeg begyndte at skrive historien, foregik den på toppen af højhuset, men inden da havde jeg bidt mærke i to ting, som satte mig i gang. Den ene er, at selvmordene i Storbritannien stiger på helt bestemte dage hvert år, og den anden er, at selvmordskandidater ofte udvælger de samme steder til at slå sig selv ihjel«. »Et af stederne er Beachy Head nede på Englands sydkyst, hvor de kaster sig ud fra klipperne. Det fik mig til at spekulere på, at disse folk jo på visse dage om året ville kunne se hinanden nede på Beachy Head, og hvad gør de så? Taler de med hinanden?«, spørger Nick Hornby. Almindelige mennesker Beachy Head er imidlertid ikke traditionelt Hornby-territorium. Han skriver allerhelst fra et område, der ikke ligger ret langt fra Highbury og hans eget hjem. Historier om almindelige mennesker. I den selvbiografiske 'Fodboldfeber', har han skrevet om livet som Arsenal-fan og universitetsstuderende. I 'High Fidelity' har han skrevet om den yngre mands glubende appetit på popmusik og kærlighed, og den beherskede succes med at kombinere de to interesser. I 'Omkring en dreng' har han skrevet et dobbeltportræt af en luskebuks af en moderne mand og af en skilsmisseramt dreng, og i den forrige 'Hvordan man er et godt menneske', har han skrevet om en kvinde, der uden de store, forudgående overvejelser pludselig er på vej ind i en skilsmisse. Den nye roman kaster spørgsmålet om det mulige selvmord op i luften, men ifølge Hornby selv er det ikke selvmordet, som har været den egentlige drivkraft for ham. »Som forfatter prøver jeg mere at ramme en bestemt tone i en historie. Hvis man er forfatter på fuld tid, får man jo en bunke ideer hver eneste uge, og de fleste af dem er noget bras. Men nogle af dem bider sig fast, fordi de har forbindelse til noget af det, jeg gerne vil skrive om«, siger Hornby. De kiksede liv I 'Langt nede' skriver han om fire personer, og de befinder sig alle lige der på højhusets cementkant, hvor fortovet er næste station, hvis de giver slip med hånden. De fire er Maureen, en midaldrende kvinde, der lever med et handikappet barn, som hendes liv synes låst fast til. En skandaliseret tv-vært, Martin, der har været i fængsel for sex med en mindreårig og har set sit liv på alle avis-spisesedler. Jess, en rå og selvdestruktiv pige, der er datter af en politiker. Den sidste er JJ, en amerikansk musiker. Hans kæreste er skredet, og hans karrieredrømme er gået på grund, så nu er han pizzabud. Hvis de fire personer kastede sig ud fra højhuset allerede i første kapitel, ville det være blevet en meget kort roman, og det er da også i højere grad personernes overvejelser over deres kiksede liv, Hornby kredser om. »Jeg har altid set selvmordet som en mulighed, men lige som mine personer har jeg indset, at det er en dør, som er låst. Personerne i bogen har det også som en slags fantasi, og da de møder en person oppe på bygningen og faktisk ser vedkommende springe ud og begå selvmord, indser de, hvor langt de egentlig har været fra at gøre det. De er chokerede over, hvor let de kunne overtales til at lade være«, siger Hornby. ... og den evige vits Personligt har han aldrig - sådan helt konkret - overvejet selvmordet, men han synes, det er en trøst at vide, at muligheden findes et sted langt, langt ude, hvis livet bliver virkelig ubærligt. Anmeldere vil garanteret hæfte sig ved, at den ene af selvmordskandidaterne deler skæbne med Hornby selv. At hun er forælder til et stærkt handicappet barn, som synes at låse den voksne liv fuldstændig fast, og Hornby erkender da også, at det har været forholdsvis let at leve sig ind i kvindens situation, hvor hun tænker, at hvis livet skal fortsætte, som det er, så kan det nærmest også være lige meget. »I alle mine bøger har der været et mål af selvbiografi, men det betyder ikke, at det er rent selvbiografisk«, siger Hornby. Han ser selv 'Lang nede' som en historie, hvor han placerer fire mennesker inde i det sorteste mørke, hvorefter han leder dem langsomt ud mod lyset. Med selvmordstemaet kunne det lyde som en ualmindelig dyster sag, men så ville det ikke være en Hornby-roman. Han erkender, at hans bøger altid har en meget dyster side, nærmest depressiv, men det afbalancerer han altid med humor. »Jeg kan slet ikke lade være. Overhovedet. Det er nok et af de træk, mine nærmeste finder mest irriterende. At jeg kan bruge enhver frygtelig situation som afsæt for en vits. Nogle gange ved jeg godt, det er malplaceret, men det er en uimodståelig trang«, siger han. Beundringsværdige temposkift Som læser går han selv i en stor bue uden om bøger, der ikke har et vist indhold af humor. Faktisk synes han, langt hovedparten af den litteratur, der bliver skrevet, er gabende kedelig. »Det der irriterer mig mest ved skønlitteratur er, når man allerede i første afsnit kan se, historien kører i en bestemt rille, og dér har den i sinde at holde sig gennem hele bogen«. »Jeg holder mest af de forfattere, som er i stand til at skifte tempo i løbet af fortællingen, nærmest ubesværet. Dickens var vel den bedste nogen sinde til det, og Anne Tyler (bl.a. 'Restaurant Hjemve' og 'Turist ved et tilfælde', red.) er nok den bedste nulevende. Anne Tyler var den forfatter, der fik mig til at ville skrive«. »Indtil jeg læste hendes bøger, troede jeg, man skulle skrive på en bestemt måde for at blive forfatter. I en særlig tone. Roddy Doyle, der fik udgivet sine første bøger, da jeg begyndte at skrive, var også vigtig for mig. Deres bøger er fulde af humor, men de er også alvorlige og befolket med rigtige mennesker«, siger Nick Hornby. Det meste er 'overskrevet' Den meget finlitterære del af skønlitteraturen har han ikke meget tilovers for, medmindre der er tale om decideret eksperimenterede kunst fra forfattere som James Joyce og lignende. Og han kan godt forstå, at den 'fine' litteratur har en begrænset læserskare. »Jeg tror, at en masse forfattere og kritikere er besat af sproget, og det betyder, at forfatteren skal være meget interesseret i sit sprog, for ellers kan en bog ikke blive opfattet som litterær. Hos forfattere som Anne Tyler og jeg selv bliver sproget brugt som en form for glas, vi ser verden gennem«. »En stor del af den traditionelle skønlitteratur ønsker, at man skal se på glasset. Ligesom digte på en måde gør. For mig at se er det meste af skønlitteraturen 'overskrevet', og den verden, der bliver beskrevet, er ikke særlig interessant«. »Det harmonerer ikke særlig godt med, hvordan folk bruger bøger i deres liv. De fleste læser måske et kvarter, når de går i seng om aftenen, og hvis man dér skal læse to afsnit om et træ, så bliver det en utilfredsstillende oplevelse«, siger Nick Hornby. Ingen pligtlæsning Forfatteren mener, det er en stor fejltagelse at tale om, hvad man bør og ikke bør, når det gælder læsning. Man skal læse en bog, fordi man har lyst til at læse den, og så er den ikke ret meget længere. »Når jeg taler med børn og unge om at læse, siger jeg, at det fede ved læsning er, at jeg aldrig keder mig. Det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg kan lære af den, eller hvad der er godt ved litteratur. Det er et spørgsmål om, at jeg på få sekunder kan bringe mig ind i en andens virkelighed«. »Hvis man reducerer bøger til noget, man 'burde', så har man allerede tabt. Unge skal have bøger, de ønsker at læse, og det er ikke et spørgsmål om, at man skal gøre sig dummere, end man er, for at skrive til dem, for de kan jo kapere ekstremt komplicerede fortællestrukturer, som vi ser, når det gælder film«. »Selvfølgelig er det nemmere at se en film, end at læse en bog, men forfattere må også se på sig selv og på manglen på fortællinger, som afspejler unges normale interesser«, siger Nick Hornby. Han synes, det er beklageligt, at folk ofte undskylder, at de ikke har læst hans bøger. Ofte spørger han folk, om de overhovedet kan læse, og kan de det, er der ifølge Hornby ingen problemer. Problemet opstår først, hvis folk er kede af, at de ikke har fået læst den seneste finlitterære roman. Det er der efter Hornbys mening ingen grund til at være ked af. De obligatoriske tæv Nick Hornby selv er meget, meget læsende. Han læser alt. Undtagen om sig selv. Det hader han. Anmeldelserne af sine egne bøger nøjes han med at få refereret i kategorierne god eller dårlig. Og da de engelske aviser skrev, at Hornby var blevet alvorlig i sin nye roman 'Langt nede', så han det aldrig. »Meget af det er jo noget sludder og skal kun fylde et hul i avisen. Efter min mening var 'Hvordan man er et godt menneske' en seriøs bog og på nogle områder mere dyster end den nye. Det er svært at bevare forstanden, hvis man begynder at tro på alt det, der bliver skrevet«. »Da 'Omkring en dreng' blev udgivet her, fik den mest dårlige anmeldelser, men det var omvendt i USA. Da 'Hvordan man er et godt menneske' udkom her, fik den mest gode anmeldelser, og i USA var det omvendt. Det kan ikke bare forklares ved, at der skulle være så store forskelle i de to kulturer«. »Måske handler det bare om, at man som forfatter på et vist tidspunkt skal have sine tæv«, siger Hornby og ser en pointe i, at det var den tredje udgivelse i henholdsvis USA og England, der fik de dårlige anmeldelser. Utroværdige anmeldelser Hans syn på kritik og anmeldelser betyder ikke, at han ikke søger litterær anerkendelse, og han vil også helst have gode anmeldelser. »Jeg synes også, jeg får anerkendelsen fra folk, jeg sætter pris på. Der er heller ikke nogen af mine bøger, som ikke har fået fantastiske anmeldelser af gode kritikere, og alle bøgerne har også fået rædselsfulde anmeldelser af gode kritikere«. »Måske er det, som Normal Mailer har sagt, at dårlige bøger får 60 pct. gode anmeldelser og 40 pct. dårlige, mens en fantastisk bog vil få 70 pct. gode anmeldelser og 30 pct. dårlige«. »Man kan ikke - når man har nået en vis anerkendelse - få 100 pct. gode anmeldelser. Det føles, som om jeg kunne skrive en roman, der var lidt bedre end Dickens' 'Bleak House' og alligevel få 30 pct. dårlige anmeldelser. Så hvorfor bruge tid på at læse dem?«.