En tidlig morgen i juli 2001 lukker Wolfgang Büscher, 50 år gammel og nygift, døren til sin lejlighed i det søvnige kvarter Berlin-Wilmersdorf bag sig og går af sted mod øst. Det er hans mål at gå fra Berlin til Moskva. Alene. Det tager ham 82 dage at gå gennem det østlige Tyskland, Polen, Hviderusland og den vestrussiske provins til Den Røde Plads - kun i undtagelsestilfælde tager han imod tilbud om et få et lift med bus eller bil. Udråbt som klassiker De knap tre måneders vandring har resulteret i en litterært set respektindgydende reportage fra Det Vilde Østen: 'Berlin-Moskva. En rejse til fods', som udkommer på dansk 14. marts. Siden udgivelsen i 2003 har bogen solgt mere end 150.000 eksemplarer i Tyskland, den har indbragt forfatteren en række litterære udmærkelser og er blevet udråbt til en kommende klassiker inden for rejselitteraturen. Selv tæller Büscher forfattere som Joseph Conrad, Bruce Chadwin, Ernst Jünger og Vladimir Nabokov blandt sine forbilleder. Slåskamp med dobbeltgænger Undervejs på fodrejsen beretter Büscher - med en knivskarp balance mellem iagttagelse og refleksion - om, hvad han ser på sin vej, og om de skæbner, der er bundet til stederne. Om en polsk grevinde, der førte en livsfarlig tilværelse som dobbeltagent under Anden Verdenskrig; om smugleres vej over grænsen fra Polen til Hviderusland; om en tur ind i den forbudte zone i Hviderusland, som blev lagt øde efter Tjernobyl-katastrofen. Om en tysk SS-officer, der forelskede sig i en jødisk kvinde i ghettoen i Minsk i 1943; om en natlig kamp med en dobbeltgænger på et hotel uden for Moskva. Bevæbnet med peberspray Men først og fremmest er 'Berlin-Moskva' historien om en vandringsmand, der trods talrige advarsler begiver sig ind i en fremmed verden. Hans eneste våben er en peberspray, der - som Büscher siger, da han viser mig den under interviewet hjemme i lejligheden i Berlin - var tænkt til at forsvare sig mod angribende dyr. »Jeg tror, at når man beslutter sig for noget sådant, må man simpelt hen bare gøre det uden at tænke for meget over hvorfor«. Nomadeblod i årerne Reportagejournalisten tager en dyb indånding, inden han fortsætter: »Hvorfor gjorde jeg det? For det første bevæger jeg mig meget gerne til fods; det har jeg gjort tidligere, men ikke over så ekstrem en afstand«. »For det andet har jeg altid haft en vis forkærlighed for Østen - jeg har tidligere lavet udlandsreportager i Rusland og Asien. For det tredje havde jeg som forfatter den tanke, at det var en meget fri og poetisk form, fordi der var så lidt, der var fastlagt på forhånd«. Var rejsen også en flugt fra det liv, De førte i Berlin? »Det må jeg svare entydigt ja til. Det er selvfølgelig noget helt andet at gå frem for at sidde ti timer om dagen på et kontor og skrive, som jeg havde gjort det sidste år før rejsen. Hvis man har lidt nomadeblod i årerne, må man af og til ud«. »Det var virkelig godt for mig at bruge en hel sommer på at føre et nomadeliv; hver morgen at gå af sted og vide med sig selv, at her kommer du aldrig tilbage igen. Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at jeg før eller siden ville komme til Moskva, og der ville min kone vente på mig«. På toppen af sin livsbaneVar hun indforstået med, at ideen langtfra var ufarlig at føre ud i livet? »Vi blev gift, to måneder før jeg drog af sted, så hun vidste, hvad hun gik ind til. Hun købte ikke katten i sækken«, siger Büscher og ler. Hans vitale, sportstrænede ydre giver indtryk af en mand, der befinder sig på toppen af sin livsbane. Det tilbagestrøgne mørke hår har kun ganske få grå stænk. Büscher er far til en datter på 2 år, og der er en søn på vej sidst i april. »Jeg er kommet sent i gang«, som han siger og tilføjer, at det også gælder hans professionelle liv. Siden han flyttede til Vestberlin i 1980, har han levet som journalist og forfatter, men det var først i slutningen af firserne, han fandt sin egentlige udtryksform: udlands- og reportagejournalistikken. Familiens forsvundne Büscher kan have haft forskellige motiver til at gå ind på sin forlægger Alexander Fests vanvittige idé. I interviewet insisterer han længe på motivløsheden, selv om der i bogen antydes en række forskellige incitamenter. Han betragter mig med et venligt blik i de gråblå øjne, som, mens han svarer på mine spørgsmål, bliver fjerne, som genkaldte de sig indre billeder fra rejsen. »I næsten alle tyske familier er der en historie om en onkel, en bedstefar eller andre slægtninge, som forsvandt under krigen. I mit tilfælde er det min farfar Richard. Han forsvandt i Rusland tidligt i krigen, og den dag i dag er der ingen, der ved, hvor han blev begravet, hvis han overhovedet har fået en grav«. »Og min onkel Georg forsvandt et ukendt sted i Jugoslavien mod slutningen af krigen, og der er i dag fortsat ingen, der ved, hvad der skete med ham. Jeg er vokset op med de to skæbner: de små sort/hvide fotografier af dem hører min barndom til. Der var en sorg forbundet med dette mørke punkt i historien og de hemmeligheder, som gemte sig der«. »Jeg vil ikke sige, at det var grunden til, at jeg drog af sted, men det kom tættere på undervejs. Den måde, jeg rejste på, til fods, var selvfølgelig også den måde, som millioner af soldater fra Napoleons tropper og frem til tyskernes fremmarch under Anden Verdenskrig var gået ind i Rusland på, i sne og søle, i storm og regn. Det er klart, at den slags tanker fyldte meget undervejs«. Et træt land Bogen falder i tre dele, hvor Büscher - uden at gøre krav på at kunne levere andet end den vandrendes blik på menneskene og tingene - beskriver de tre lande, han går igennem på den anden side af Oder-floden. Polen bliver beskrevet som et gammelt hus, hvor en ny generation er flyttet ind og er gået i gang med at renovere det hele. Hviderusland, dette mærkelige ødeland, som historien har slået sønder og sammen igen og igen, vinder en særlig plads i Büschers hjerte og får lov at fylde halvdelen af bogen. Han bevæger sig som vandringsmanden i Tarkovskijs film ind i zonen, den sydlige tredjedel af Hviderusland, som er blevet forgiftet af Tjernobyl-katastrofen. Hovedstaden, Minsk, bliver beskrevet som en stalinistisk arkitekturdrøm opført af tyske krigsfanger efter Anden Verdenskrig, en kulissestad, som står i fuldkommen kontrast til den stilstand og apati, der ellers præger hviderusserne. »Det er så træt et land, at det allerhelst bare ville lægge sig og sove«, som Büscher udtrykker det. Efter Hviderusland går det med stormskridt mod Moskva, som Büscher i en Tjekhov-agtig rus (Moskva! Moskva! Moskva!) oplever som ti gange mere dynamisk end Berlin. Klichéagtig fascination I Minsk skriver forfatteren: »Jo, det er sandt, østpå er alt en historiegrav, tragediens åbne grube, stoffet ligger lige under græsset, det er virkelig råt, ubearbejdet, uslebet«. Jeg kommer til at støde Büscher let på manchetterne, da jeg spørger ham, om det ikke er en vestlig, lidt klichéagtig fascination af Østeuropa som et sted, hvor livet og skæbnen stikker dybere end hos os. »Hvordan klichéagtig? Jeg vil absolut ikke hævde, at livet er dybere derovre, men man kan blive meget berørt af et sådant land som Hviderusland. Det kan måske blive en kliché på den måde, at ting, jeg vidste på forhånd, blander sig med ting, jeg oplever undervejs; seks uger i støv og hede i et uendeligt fladt land«. Asiatisk livsformHvordan påvirkede den fysiske anstrengelse ved at marchere Dem rent mentalt? »Når man går i længere tid, og ikke kun et par dage, kommer man ind i en tilstand, hvor det at gå bliver en selvfølgelighed, en eksistensform. Det er helt enkelt: Man står op, og der er kun én ting at gøre: At gå. Det er det samme dagen efter, ugen efter. Det bliver en måde at være til på: Man overgiver sig til gangen«. »Meget af det at gå handler kun om selve gangen. Det er ikke sådan, at jeg får en frygtelig masse tanker, mens jeg går, og hele tiden gør notater og får litterære indfald. For en stor del handler det kun om at gå videre«. »Når man for eksempel går en dag i Hviderusland med 40 grader, man er tørstig og har ikke noget at drikke, er der kun én ting: At gå videre. Endnu længere. Videre. Det er som en slags asiatisk livsform: Livets hjul drejer fortsat rundt, gå videre og lad være med at tænke for meget over det«. Total overgivelse til situationenMen De må dog have tænkt en del på den kommende bog! Hvor meget skrev De ned undervejs? »Selve bogen skrev jeg først bagefter. Mens jeg gik, tænkte jeg ikke på den, men skrev noter i et sort kladdehæfte, som jeg støttede mod mit knæ. Pludselig indfald, iagttagelser, jeg gjorde mig, detaljerede beskrivelser, navne på steder og landskaber, brudstykker af samtaler, jeg havde med folk, jeg mødte, og den slags«. »Jeg satte mig ikke ned om aftenen og rekapitulerede dagens forløb og skrev det igennem, men gemte de fragmenter, jeg havde som råmateriale til bogen«. »Min erfaring siger mig, at fra det øjeblik, jeg tager af sted, må jeg overgive mig fuldstændig til situationen og glemme mine forberedelser, som ikke længere er til nogen nytte. Det samme gælder, når jeg begynder at skrive: Jeg har et råmateriale, som jeg skal skabe noget af: en bog. På den måde afspejler bogen ikke mine oplevelser i forholdet 1:1, jeg gestalter en historie ud fra fragmenterne«. Værktøj til erkendelseRejsen må også have været en stor udforskning af ensomheden. Hvor vigtigt var det for Dem at gå strækningen alene frem for at have en at følges med? »Jeg havde ikke på noget tidspunkt lyst til at få en ledsager med på rejsen. Det var oprindeligt ideen, at jeg skulle gå turen sammen med en fotograf, men det nægtede jeg, fordi det så ville være blevet noget helt andet. Jeg kendte det fra mine tidligere reportagerejser, hvor jeg havde syntes godt om at have en fotograf med, for eksempel i Indien, hvor indtrykkene var så massive, at jeg hele tiden havde brug for at tale om dem«. »Hvis der havde været en anden med på denne tur, ville det ikke have været nær så intensiv en oplevelse. Jeg ville ikke have kunnet lagre så mange indtryk, fordi jeg ville have talt dem ihjel undervejs med den, jeg rejste sammen med. Det ville også have svækket min opmærksomhed at skulle følges med nogen«. »Ensomheden spiller en kæmpe rolle som erkendelsesværktøj. Ensomheden fungerer som et litterært instrument, hvor jeg er som en sonde eller en mikrofon, der bevæger sig omkring uden at være bundet til noget«. Malplaceret projektHvad bliver det næste? Vil De gå længere mod øst gennem Sibirien? »Nej, turen til Moskva var så intens en oplevelse for mig, at jeg føler, at jeg har skrevet og sagt alt, hvad der er at sige om det. Min næste bog kommer til at handle om Tyskland. Den tager form som en rejse hele vejen rundt langs Tysklands grænser. Det var en rejse, jeg gjorde sidste efterår, og den skriver jeg på nu«. Men det er ikke en rejse til fods? »Jo, delvis. Men det at rejse til fods spiller slet ikke samme rolle her. For det første har jeg ikke lyst til at blive stemplet som den idiot, der farer omkring alle vegne til fods. Jeg er ikke nogen eventyrrejsende, det er slet ikke mig. For det andet er Tyskland ikke et land, hvor man færdes til fods. Det ville forekomme latterligt, og man ville tænke: »Hvorfor kører du ikke i bil?««. »Jeg havde den samme oplevelse i Polen, hvor mit projekt med at gå forekom fuldkommen malplaceret, mens funklende nye Mercedeser susede forbi mig på vejene. Jeg var hele tiden lige på nippet til at opgive og ringede til min forlægger og min kone, som insisterede på, at jeg skulle fortsætte«. »Det forandrede sig i det østlige Polen og i Hviderusland, hvor det er meget almindeligt, at folk er på vej et eller andet sted hen til fods. Der var ingen, der bemærkede det som noget særligt, at jeg kom gående der«.