0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fodgænger i historien

82 dage tog det den tyske stjernejournalist Wolfgang Büscher at gå fra Berlin til Moskva i Hitlers og farfar Richards fodspor.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En tidlig morgen i juli 2001 lukker Wolfgang Büscher, 50 år gammel og nygift, døren til sin lejlighed i det søvnige kvarter Berlin-Wilmersdorf bag sig og går af sted mod øst.

Det er hans mål at gå fra Berlin til Moskva. Alene.

Det tager ham 82 dage at gå gennem det østlige Tyskland, Polen, Hviderusland og den vestrussiske provins til Den Røde Plads - kun i undtagelsestilfælde tager han imod tilbud om et få et lift med bus eller bil.

Udråbt som klassiker
De knap tre måneders vandring har resulteret i en litterært set respektindgydende reportage fra Det Vilde Østen: 'Berlin-Moskva. En rejse til fods', som udkommer på dansk 14. marts.

Siden udgivelsen i 2003 har bogen solgt mere end 150.000 eksemplarer i Tyskland, den har indbragt forfatteren en række litterære udmærkelser og er blevet udråbt til en kommende klassiker inden for rejselitteraturen.

Selv tæller Büscher forfattere som Joseph Conrad, Bruce Chadwin, Ernst Jünger og Vladimir Nabokov blandt sine forbilleder.

Slåskamp med dobbeltgænger
Undervejs på fodrejsen beretter Büscher - med en knivskarp balance mellem iagttagelse og refleksion - om, hvad han ser på sin vej, og om de skæbner, der er bundet til stederne.

Om en polsk grevinde, der førte en livsfarlig tilværelse som dobbeltagent under Anden Verdenskrig; om smugleres vej over grænsen fra Polen til Hviderusland; om en tur ind i den forbudte zone i Hviderusland, som blev lagt øde efter Tjernobyl-katastrofen.

Om en tysk SS-officer, der forelskede sig i en jødisk kvinde i ghettoen i Minsk i 1943; om en natlig kamp med en dobbeltgænger på et hotel uden for Moskva.

Bevæbnet med peberspray
Men først og fremmest er 'Berlin-Moskva' historien om en vandringsmand, der trods talrige advarsler begiver sig ind i en fremmed verden.

Hans eneste våben er en peberspray, der - som Büscher siger, da han viser mig den under interviewet hjemme i lejligheden i Berlin - var tænkt til at forsvare sig mod angribende dyr.

»Jeg tror, at når man beslutter sig for noget sådant, må man simpelt hen bare gøre det uden at tænke for meget over hvorfor«.

Nomadeblod i årerne
Reportagejournalisten tager en dyb indånding, inden han fortsætter: »Hvorfor gjorde jeg det? For det første bevæger jeg mig meget gerne til fods; det har jeg gjort tidligere, men ikke over så ekstrem en afstand«.

»For det andet har jeg altid haft en vis forkærlighed for Østen - jeg har tidligere lavet udlandsreportager i Rusland og Asien. For det tredje havde jeg som forfatter den tanke, at det var en meget fri og poetisk form, fordi der var så lidt, der var fastlagt på forhånd«.

Var rejsen også en flugt fra det liv, De førte i Berlin?

»Det må jeg svare entydigt ja til. Det er selvfølgelig noget helt andet at gå frem for at sidde ti timer om dagen på et kontor og skrive, som jeg havde gjort det sidste år før rejsen. Hvis man har lidt nomadeblod i årerne, må man af og til ud«.

»Det var virkelig godt for mig at bruge en hel sommer på at føre et nomadeliv; hver morgen at gå af sted og vide med sig selv, at her kommer du aldrig tilbage igen. Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at jeg før eller siden ville komme til Moskva, og der ville min kone vente på mig«.

På toppen af sin livsbane
Var hun indforstået med, at ideen langtfra var ufarlig at føre ud i livet?

»Vi blev gift, to måneder før jeg drog af sted, så hun vidste, hvad hun gik ind til. Hun købte ikke katten i sækken«, siger Büscher og ler. Hans vitale, sportstrænede ydre giver indtryk af en mand, der befinder sig på toppen af sin livsbane. Det tilbagestrøgne mørke hår har kun ganske få grå stænk.

Büscher er far til en datter på 2 år, og der er en søn på vej sidst i april. »Jeg er kommet sent i gang«, som han siger og tilføjer, at det også gælder hans professionelle liv. Siden han flyttede til Vestberlin i 1980, har han levet som journalist og forfatter, men det var først i slutningen af firserne, han fandt sin egentlige udtryksform: udlands- og reportagejournalistikken.

Familiens forsvundne
Büscher kan have haft forskellige motiver til at gå ind på sin forlægger Alexander Fests vanvittige idé. I interviewet insisterer han længe på motivløsheden, selv om der i bogen antydes en række forskellige incitamenter. Han betragter mig med et venligt blik i de gråblå øjne, som, mens han svarer på mine spørgsmål, bliver fjerne, som genkaldte de sig indre billeder fra rejsen.

»I næsten alle tyske familier er der en historie om en onkel, en bedstefar eller andre slægtninge, som forsvandt under krigen. I mit tilfælde er det min farfar Richard. Han forsvandt i Rusland tidligt i krigen, og den dag i dag er der ingen, der ved, hvor han blev begravet, hvis han overhovedet har fået en grav«.

»Og min onkel Georg forsvandt et ukendt sted i Jugoslavien mod slutningen af krigen, og der er i dag fortsat ingen, der ved, hvad der skete med ham. Jeg er vokset op med de to skæbner: de små sort/hvide fotografier af dem hører min barndom til. Der var en sorg forbundet med dette mørke punkt i historien og de hemmeligheder, som gemte sig der«.

»Jeg vil ikke sige, at det var grunden til, at jeg drog af sted, men det kom tættere på undervejs. Den måde, jeg rejste på, til fods, var selvfølgelig også den måde, som millioner af soldater fra Napoleons tropper og frem til tyskernes fremmarch under Anden Verdenskrig var gået ind i Rusland på, i sne og søle, i storm og regn. Det er klart, at den slags tanker fyldte meget undervejs«.

Et træt land
Bogen falder i tre dele, hvor Büscher - uden at gøre krav på at kunne levere andet end den vandrendes blik på menneskene og tingene - beskriver de tre lande, han går igennem på den anden side af Oder-floden. Polen bliver beskrevet som et gammelt hus, hvor en ny generation er flyttet ind og er gået i gang med at renovere det hele.

Hviderusland, dette mærkelige ødeland, som historien har slået sønder og sammen igen og igen, vinder en særlig plads i Büschers hjerte og får lov at fylde halvdelen af bogen. Han bevæger sig som vandringsmanden i Tarkovskijs film ind i zonen, den sydlige tredjedel af Hviderusland, som er blevet forgiftet af Tjernobyl-katastrofen.

Hovedstaden, Minsk, bliver beskrevet som en stalinistisk arkitekturdrøm opført af tyske krigsfanger efter Anden Verdenskrig, en kulissestad, som står i fuldkommen kontrast til den stilstand og apati, der ellers præger hviderusserne.

»Det er så træt et land, at det allerhelst bare ville lægge sig og sove«, som Büscher udtrykker det. Efter Hviderusland går det med stormskridt mod Moskva, som Büscher i en Tjekhov-agtig rus (Moskva! Moskva! Moskva!) oplever som ti gange mere dynamisk end Berlin.

Klichéagtig fascination
I Minsk skriver forfatteren: »Jo, det er sandt, østpå er alt en historiegrav, tragediens åbne grube, stoffet ligger lige under græsset, det er virkelig råt, ubearbejdet, uslebet«.