Og solen gik sin gang. Fisken trak solen ud af natten på et skib og rejste med den mod middag, hvor hesten overtog arbejdet, indtil slangen kom og lagde solen i seng. Hvorefter fisken igen dukkede op og vækkede den og rejste med solskibet, til hesten med den vildt flyvende manke atter landede på dækket. På den måde rejste solen med sine hjælpere over Norden i mere end tusind år. Væsentlig religion Sådan troede nordboerne i bronzealderen. I virkeligheden er det lige så enkelt, som det er smukt. Men det har taget over 2.500 år at finde ud af denne del af vore forfædres religion. Og lige så længe skulle der åbenbart gå, inden det blev anerkendt, at den nordiske bronzealder kunne betragtes som en væsentlig religion blandt Europas og verdens religioner. Mindreværdskompleks Imens har vildtflyvende teorier huseret i internationale kredse. For eksempel om, at alt godt fra oldtiden kom fra det ydre rum. Tyskeren Erich von Däniken og andre fantasifulde eventyrere har lanceret teorier om himmelspor fra Peru og til Egypten, men har ikke udvist særlig respekt for oldtidens nordiske religion. Faktisk er von Däniken for nylig i forbindelse med nogle interessante fund i Tyskland blevet citeret for at kalde bronzealderfolket »bærspisende sumpgermanere«. Det er ikke synspunkter, en seriøs forsker som Flemming Kaul fra Nationalmuseet ofrer mere end en meget høj latter. »Det er jo et udtryk for et totalt mindreværdskompleks, at der skulle være kommet nogle små blå mænd fra det ydre rum og fortalt menneskene, hvad vi skulle bygge. Så alle de skøre og fascinerende bygninger, man har opført, er slet ikke noget, vi selv har fundet på«. »Det er da kedeligt at nedgøre mennesket som race til sådan nogle modtagere, der får noget fra det ydre rum en gang imellem, og så oven i købet misforstår det. Den galej hopper jeg ikke på!«, fastslår Flemming Kaul. Han har en bog om 'Bronzealderens religion' lige på trapperne. Højt civiliserede mennesker »At vi har haft en højtstående religion for flere tusind år siden, er da mindst lige så spændende som et besøg fra rummet. En religion, der interesserede sig for naturmagterne, for solens gang, og som havde det med at dele ting op i fire-enheder. De beherskede et håndværk på så højt et udviklingstrin, at vi dårligt i dag kan fremstille lignende ting som bronzealderlurerne og hesten i solvognen«, siger Flemming Kaul. En replik fra journalisten om, at vi jo ikke har flotte oldtidsbosættelser som i Egypten at lade sig imponere over, får ham til at slå ud med armene og næsten råbe: »Vi byggede huse så lange som 45 meter. Der kunne næsten være en fodboldbane inde i de huse! Men de var selvfølgelig ikke af sten og med søjler, men bygget af træ og derfor forsvundet i dag«. »Men vi ved, de var kalkede og helt dækkede af bemalede mønstre. Det var ikke nogen mørk alder, hvor man rendte rundt med lammeskin over hovedet, men højt civiliserede mennesker med flotte religiøse optog. Vi behøver ikke at skulle til Egypten for at finde en spændende religion«. »Tænk, så imponerende!« Museumsinspektøren, som er seniorforsker på Nationalmuseet, sidder på sit kontor, en bibliotekshule med bøger fra gulv til loft. Men det er andre udsigter end fra sit eget vindue til Christiansborg, han fremmaner, når han siger: »Tænk, hvor imponerende det må have været at se den måde, de brugte det åbne landskab på. Gravhøje på hver en højderyg! I dag har vi kun hver tiende høj tilbage«. I dette landskab kunne Kaul efter eget usagn så let som ingenting stille et bronzealderritual op. Det ville dog nok være mest betagende, hvis vi tog ned til vandet. »Jeg skal bruge et skib lige som Hjortespringbåden med hestehovedstævn, og så skal jeg have tre-fire topløse danserinder i snoreskørt, der kan slå flikflak hen over skibet, og et par mænd med økser, hornede hjelme og iført en særlig dragt med en snip, der går ned mellem benene, og dertil en flok, der bærer solbilleder frem, og nogen, der trutter i lur ... men jeg kan ikke ordene til ritualerne«. En tvedelt sjæl Til gengæld kan Flemming Kaul så meget andet. I 1985 var han med til at udgrave et kulthus. Siden har han studeret bronzer, figurer, grave, helleristninger, skibe, og i 1998 udgav han tobindsværket 'Ships on Bronzes'. I dag regnes han internationalt for specialist i bronzealderens skibe og skibsafbildninger. De sidste mange år har han studeret bronzealderens udsmykkede rageknive, som i rigt mål er fundet i mandsgrave. Ud af alle disse studier er dukket brikker til puslespillet om bronzealderens religion. Brikkerne fra en tid, der strækker sig fra ca. 1700 f. Kr. til 500 f. Kr., er langsomt faldet på plads. Man kender nu bronzealdersolens rejse over himlen og under jorden med mytologiske skibe og den rolle, solens forskellige hjælpere, har. Man kender særligt udvalgte menneskesjæles rolle som roere på solskibet, og der tegner sig et klart billede af bronzealderfolkets tro på en tvedelt sjæl, hvoraf den ene skulle blive i graven med den dødes bene, og den anden kunne rejse. Og en samfundsopbygning med et aristokrati, som stod for de religiøse handlinger og kontakten til solen. Systematik frem for fantasi »Der findes ingen skriftlige kilder, men netop den nordiske bronzealder er så billedrig en periode, at man kan læse billederne. Desuden har vi så mange andre fund, der fortæller om religion og religiøs aktivitet«. »Vi har de særlige arkitektoniske rammer, vi har bronzegenstandene, vi har helleristningerne og kultgenstandene selv, lurerne og økserne, som man brugte i optogene, samt gravfund af blandt andet tidens dragter. Desuden har vi rageknivene med billederne«. »En af grundene til, at det er lykkedes mig at fastslå bronzealderens solmyter, er, at jeg af Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter fik tid og midler og mulighed for at gennemgå alle danske rageknive systematisk og lave en database på det«, fastslår Flemming Kaul. »Det er ikke et spørgsmål om at ha' en god fantasi, men om systematik. Jeg har spurgt databasen om, hvor mange skibe der sejler mod højre, som har en hestehovedstævn, og om hvordan solhesten, slangen og fuglene knytter sig sammen. Til sidst ser man en rækkefølge. Man skal ikke finde forklaringen først og så trække fjerne religioner ind. Man skal se på sit fundmateriale, og her er der rigeligt«. Men så blev det altså jernalder ... Ikke desto mindre mener Flemming Kaul, at der har været et samspil med lande sydpå. Man har i grave fundet egyptisk-inspirerede klapstole, og man ved, at sværdet kommer fra Grækenland og bæltepladerne fra Tyskland. Det er nærliggende at antage, at også religionen har modtaget påvirkninger udefra. Men ikke fra små mænd fra det ydre rum. »Der har siddet nogle fyrster eller høvdinge og kendt verden derude, for den åbnede sig i bronzealderen. Nogle fremsynede af disse har startet en religion«, mener Flemming Kaul. Men så går solen ned i jernalderen, skriver du. Man begynder at bruge 'mosepotter' som offergaver. Var førromersk jernalder kedelig ...? »... og det bli'r regnvejr, og de sidder i deres små bondehuse«, griner Flemming Kaul. »Ja, man kan ikke være bekendt at sige det, men det er lidt kedeligt. Det er, som om der sker en revolution i slutningen af bronzealderen. Pludselig holder de op med at lave billeder, og så er der jo ikke noget for os at læse. Så smækker de bare nogle kedelige potter ned i mosen«. »Men det kan jo godt have været en fordel for det brede lag, at alle kunne være med, nu hvor der ikke blev ofret bronze mere. I bronzealderen var det kun de fine, der stod det guddommelige nær, fordi de havde det, guderne ville have: bronze. Det gav prestige og blær at kunne køre det, der svarer til en Rolls-Royce, ud i mosen og så goodbye! For os andre har det gennem tiderne jo altid været mere spændende at se, hvordan de rige levede, end at følge med i, hvad der skete i den bagerste baggård«.