I dag lyder udsagnet barokt, men det er mindre end ti år siden, et stort svensk forlag udtalte sig så skråsikkert om den nu kendte svenskers muligheder for at slå igennem som forfatter: Liza Marklund kommer aldrig til at sælge bøger. Jo, den er god nok. Journalisten og forfatteren, der i dag er mangemillionær, husker stadig udsagnet, og hun fortæller gerne historien. Forlagets hånlatter Hun fortæller også gerne om, hvordan hendes debutbog hos forlaget Bonnier blev noget af et flop. Hun fortæller imidlertid med endnu større glæde om, hvordan hun selv i 2000 genudgav en ny udgave af bogen, som i dag har solgt 800.000 eksemplarer alene i Sverige. »Vi tilbød ellers Bonnier muligheden for at genudgive bogen, men, nej, dét ville de absolut ikke«, fortæller Liza Marklund og gengiver den hånlatter, hun dengang mente at kunne læse ud af Bonniers afvisende svar. Dokumentarroman Siden har hun ikke vekslet et ord med forlaget. Hendes famøse debut som forfatter er den dokumentariske beretning, der på dansk fik titlen 'Forelskede sig til et mareridt'. Det er den bog, som i sidste uge på dansk blev fulgt op med beretningen 'Asyl', hvor læserne får afsluttet historien om en svensk kvinde, der først forelsker sig voldsomt i en mand og senere må forlade ham, fordi han sætter sig på hendes liv og tæver hende halvt til døde. Senere må hun forlade Sverige med ny mand og børn og som den første vesteuropæiske kvinde - efter en afstikker over Sydamerika - søge og få asyl i USA. Hun må flygte, fordi det svenske samfund ikke har været i stand til at beskytte hende mod den mand, som har forsøgt at slå hende ihjel og bortføre deres fælles barn. Forlaget skyld i flop De dokumentariske beretninger i de to bøger handler om kvinden, som Liza Marklund har valgt at kalde Maria (eller Mia) Eriksson, og allerede da den første udgave af bogen udkom i 1995, skabte Mias historie debat i Sverige. Debatten kom dog først for alvor i gang, da Liza Marklund udgav sin egen udgave af den første bog på Piratförlaget, som hun ejer sammen Jan Guillou og Ann-Marie Skarp. »Det var delvist det gamle forlags skyld, at bogen i første omgang blev et flop. De gjorde det forkerte på stort set alle områder. Der var en smule opmærksomhed omkring bogen, da den udkom første gang, og Mia optrådte en del i medierne, men jeg ville have grebet lanceringen helt anderledes an«. Selvtillid »Jeg kunne have taget den offentlige debat, mens Mia kunne have fortalt den mere personlige historie. Så havde vi fået en bredere front. Problemet var bare, at Bonnier forbød mig at være med«. Hvorfor? »De brød sig ikke om mig og mente, jeg var i vejen. De ville have Mia til at skille sig af med mig«, siger Liza Marklund. Før hun og Maria Eriksson besluttede at genudgive den dokumentariske bog i fællesskab, satte Liza Marklund sig ned og skrev bogen om og gjorde den kortere, og det er denne version af historien, der siden er udkommet i først Norge, siden Sverige, Danmark og resten af verden. Totalt er bogen solgt i en mio. eksemplarer. Personligt var Marklund aldrig i tvivl om, hvorvidt bogen kunne sælges. Som journalist på formiddagsavisen 'Expressen' havde hun været med til at koge døgnets dramatiske begivenheder ned til få slaglinjer på avisens spisesedler. »Derfor vidste jeg godt, hvad der kunne sælges«, siger hun. Orkede ikke at skrive færdigBogen var din debut. Havde du tænkt på at blive forfatter inden da? »Ja da. Jeg havde forsøgt at skrive bøger, siden jeg var barn. Problemet var bare, at bøgerne kun blev halvt færdige, men da jeg skulle skrive Mias bog, kunne jeg jo ikke sige, at jeg ikke orkede at gøre den færdig«. »Det betød, at jeg knækkede koden, og siden har jeg fundet ud af, at det er en del af processen for mig. Når jeg er halvvejs gennem en bog, begynder jeg at spekulere over, hvad jeg egentlig sidder og laver«, siger Liza Marklund. For læserne er der ingen tvivl om, hvad hun laver. Hun skriver spændende bøger, som har en solid forbindelse til virkeligheden. Ikke mindst beretningerne om Maria Erikssons skæbne har affødt tusindvis af henvendelser fra læserne, ligesom bøgerne har resulteret i, at Maria Eriksson er blevet millionær, fordi hun får halvdelen af indtægterne fra bøgerne. Voldelig hverdagskost Mange anmeldere og læsere har imidlertid spurgt, hvordan en historie som Marias kan forekomme i et moderne samfund som Sverige? »Sagen er, at det er så almindeligt. Hvis Maria var blevet slået ihjel, havde ingen løftet et øjenbryn. Hun var endt som en trespaltet artikel i lokalvisen under overskriften 'Familieskænderi endte i tragedie'«. »Det er hverdagskost, at kvinder er udsat for vold, og det er stadig accepteret. Folk siger, at det så vel heller ikke er værre, og at kvinderne må kunne tage et par øretæver. Det usædvanlige ved denne her historie er, at Mia er så stærk, for det mest almindelige er, at kvinderne giver op. At de går under«, siger Liza Marklund. I de to beretninger finder Marias eksmand gang på gang frem til hende og familien, selv om myndighederne har lovet hende anonymitet. Og hver gang må familien bryde op og fortsætte flugten fra den voldelige mand. »Det er rigtigt, at de ikke-europæiske mænd er kraftigt overrepræsenteret i denne gruppe, men de fleste af mændene er altså svenskere. Vi valgte at fortælle, at Mias mand var fra Mellemøsten, men det havde været mere repræsentativt, hvis han havde været fra Sverige«. Inspiration fra virkelighedenHvad kan vi så lære af hendes historie? »At det kan ramme helt almindelig kvinder. Det kunne være din datter eller min mor. Der var intet i Mias baggrund, der gjorde, at hun skulle være specielt udsat«, siger Liza Marklund. Hun hørte Maria Erikssons historie, da hun i sin tid arbejdede som journalist på avisen Expressen. Det var også her, hun skrev uhyre kritisk om en stiftelse, der forsøgte at indkassere enorme indtægter på at hjælpe voldsramte kvinder. Den samme stiftelse har Marklunds læsere kunnet møde i en af hendes kriminalromaner om journalisten Annika Bengtzon. Er det sådan du arbejder som forfatter? At tager udgangspunkt i virkeligheden? »Ja, jeg lader mig inspirere af virkeligheden. Nogle af mine romaner ligger så tæt på virkeligheden, at der bagefter faktisk sker ting, som jeg forinden har skrevet om i romanerne«. Mediernes magtNår du skriver romaner om Annika Bengtzon, tænker du dem så som personhistorier eller historier om det svenske samfund? »Jeg vælge et tema, og det handler næsten altid om magt. Derudover skal Annika stilles over for de samme dilemmaer, som ofrene for forbrydelsen eller morderen eller andre i bogen stilles over for. I min seneste roman 'Røde ulv' handler det om magtmisbrug, og hvad folk er parate til at gøre for at bevare den magt, de har«. Ligesom Annika har du selv arbejdet som journalist? »Ja, jeg synes, det er interessant at granske mediernes store magt, og de er ikke særlig interesserede i at blive kigget efter i sømmene. Min erfaring er, at folk er meget interesserede i, hvad der sker bag kulisserne i medierne, og medierne bliver vigtigere og vigtigere, samtidig med at de får stadig færre ressourcer«. »Der bliver også færre medier, samtidig med at de bliver mere og mere strømlinede og ensartede. Den slags er interessant at skildre, ligesom det er interessant at skildre, hvordan medierne styrer vores billede af samfundet«. »Alle kan ændre samfundet«Ser du dig selv som underholdningsforfatter eller samfundskritiker? »Det kan sagtens kombineres, men det er samfundskritikken, der er hele pointen med at skrive«. Nytter det så noget? »Jeg kan jo ikke ændre samfundet fra i dag til i morgen, men enhver samtale i det offentlige rum efterlader sig spor. Vi har ikke andre midler til forandring. Vi må diskutere og tale sammen. Alle kan ændre samfundet. Det er jeg sikker på. Selvfølgelig er det svært, men det er ikke umuligt, for samfundet består af os selv. Det er ikke en naturkatastrofe, der ramler ned i hovedet på os«, siger Liza Marklund. Godt, at bøger kan lyve Gennem flere år har hun været en markant røst i den offentlige debat i Sverige, og det er bestemt ingen tilfældighed. Da hun begyndte at skrive bøger, besluttede hun sig for at blive en offentlig person, så hun kunne få sagt det, hun ville. Mange forfattere siger ellers, at deres bøger taler for sig selv? »Jamen, det gør de ikke. I hvert fald ikke mine. Bøgerne er jo kun en del af det, jeg beskæftiger mig med. Jeg arbejder jo hele tiden som journalist. Jeg skriver klummer, holder foredrag, laver radio og tv. I øjeblikket arbejder jeg på en dokumentarserie om voldsramte kvinder, der kommer på TV4 i november«. Hvordan kan det være, tror du, at samfundskritik nogle gange virker bedre i bøger end i aviser? »Det fungerer på to forskellige måder, og der er brug for begge dele. Aviser må bygge på fakta, mens bøger kan lyve. Det er fiktion, men du kan måske komme sandheden nærmere ved at finde på - ved at skrive om en sandhed, du mener findes, selv om du ikke her og nu kan bevise den«, siger Liza Marklund. Hilsen til Madeleine Albright Mens hendes danske læsere netop har fået den dokumentariske beretning i 'Asyl', må de væbne sig med større tålmodighed, hvis de går og håber på en ny Annika Bengtzon-krimi. Liza Marklund har ganske vist aftalt med sine forlæggere, at der kommer i hvert fald to nye historier om karrierejournalisten Annika, men der kommer ingen krimi næste år, for Marklund skal først skrive en fagbog. Også den kommende bog synes at kredse om to af hendes yndlingsemner, kvinder og magt. Bogen skulle tage sin titel fra en udtalelse af USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright. En udtalelse om, at »Der findes en særlig plads i helvede reserveret til kvinder, der ikke hjælper hinanden«. »Den næste krimi kommer først i 2006.«