Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Julia Butschkow. - Foto: Jens Dresling

Julia Butschkow. - Foto: Jens Dresling

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ét punktum

Julia Butschkows første roman er en 132 sider lang sætning, med et punktum til slut. For det hele skal med. På én gang.

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der findes en bro, som er så lang, at den aldrig ender; den fortsætter i det uendelige, fortsætter og fortsætter ...

Og det er lige, hvad Julia Butschkows første roman 'Lunatia' gør.

Fortsætter og fortsætter i én lang glidende sætning uden et eneste punktum.

Indtil der på side 132 bliver sat punktum med så meget desto større finalitet: brændt til aske.

100 gennemskrivninger
At få skrevet en roman, der både er et stramt styret eksempel på modernistisk stream of consciousness og en medrivende fortælling om et liv i skyggen af et pædofilt overgreb, har krævet stædighed.

Adskillige års intensivt og koncentreret arbejde. Mere end 100 gennemskrivninger gik forud, inden 'Lunatia' blev både færdig og udgivet.

Forleden kunne Julia Butschkow så åbne Politiken og med egne øjne se overskriften 'Hvis engle kunne skrive skønlitteratur'. Noget kunne tyde på, at den blot 26-årige forfatterinde er ved at skrive sig ind på det danske parnas.

Svar til 'Lolita'
Lige nu er luften i den lille lejlighed på Vesterbro tung af blomster. Overalt står roser og liljer fra receptionen i anledning af 'Lunatia'. På et af de mange malerier kigger en struds ud igennem lag af hvid maling. Malerierne har Butschkow selv lavet. Men det er en hobby.

Man må beslutte sig for én ting. I den smalle bogreol står det 20. århundredes krævende sværvægtere side om side: Rilke, Joyce, Kafka. Og så romanen, som på en måde gav den afgørende gnist til 'Lunatia'. Vladimir Nabokovs 'Lolita', som hendes svendestykke 'Lunatia' i en vis forstand er en slags reaktion på.

De er begge en historie om en mand, der flytter ind hos en kvinde for at komme tættere på hendes datter. I 'Lolita' er der lange passager, som handler om betagelsen af nymfen Lolita. Hvordan kommer den voksne mands handlinger til at indvirke på pigens fremtid? Nabokov stiller spørgsmålet, men beskæftiger sig i øvrigt ikke meget med det. Dét provokerede Julia Butschkow.

Hverken debatbog eller roman
»Jeg ville gerne vise konsekvensen af det i form af ét langt flashback«, fortæller hun. »I debatten om pædofili og incest hører man jo gang på gang overgrebsmænd udtale, at det var helt naturligt for børnene; at de selv har en seksualitet. Jeg er ikke enig i, at det ligger til børn at have sex med voksne«.

Men Julia Butschkow skynder sig at understrege, at 'Lunatia' ikke er en debatbog eller en roman, der går i kødet på et af tidens hotte emner. Det er heller ikke et tabubelagt emne, hun er personligt involveret i.

For hende gjaldt det om at finde et emne, hun kunne skrive om og bore sig ind i, uden at hendes sprog blev udvandet i forhold til de korte prosastykkers intensitet.

Lykkekomplex
»Jeg har altid været meget fascineret af sproget. Jeg havde en lærer oppe i det mørke Jylland, som fik os til at læse Blicher, da vi lige havde lært at læse. Dér fik jeg det gamle danske sprog ind. Jeg forstod kun det halve af det, men jeg kunne mærke, det var meget intenst«.

»Jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle være forfatter, men så fik jeg som 14-årig en penneven, og vi begyndte at skrive lange breve; tekster med digte og noveller og tanker til hinanden«.

Hun var stadig teenager, da hun fik sin debut med digtsamlingen 'Lykkekomplex'. Pigen fra Ranum i Nordjylland var blot 17 år, da hun til sin forbløffelse fik sin første bog antaget. Hun havde egentlig bare sendt manuskriptet ind til et forlag for at få noget respons.

Forfatterskolens indspisthed
»Jeg var i bad, da jeg fik brevet stukket i hånden af min fars kæreste. Jeg læste det og kunne ikke rigtig forstå det. Så løb jeg splitternøgen igennem stuen efter hende for at få hende til at bekræfte, at jeg havde forstået det rigtigt«.

For Julia Butschkow gik forfatterdrømmen i opfyldelse, næsten endnu inden hun havde nået at formulere den. Men da 'Lykkekomplex' blev antaget, tænkte hun, o.k., så må jeg vel hellere se at lære noget om det. »Min form var meget ukontrolleret. Jeg skrev ud i alle retninger«. Siden da har hun stædigt og målrettet, bl.a. på Forfatterskolen, arbejdet på at få form på forfatterskabet.

»Forfatterskolen var en lidt blandet oplevelse. Jeg var glad for at gå i et miljø med mange andre skrivende, men jeg syntes, det var lidt ensformigt og indspist, fordi man altid blev læst af de samme. Heldigvis havde man også nogle timer, hvor man kunne vælge at blive læst af forfattere efter eget valg«.

»Behersker sproget eminent«
Hun valgte Kirsten Thorup og Naja Marie Aidt. Det kom hun ikke til at fortryde. De gav hende skubbet, der førte hende fra de småbitte prosastykker til den større fortælling i 'Lunatia'.

Fortællingen om en ung kvinde, der ligger på hospitalet efter et selvmordsforsøg og nu ved hjælp af pen og papir opruller historien, der gik forud for forsøget på at sætte punktum i utide.

Det sker »sjældent, at en forfatter behersker sproget så eminent«, roste Leonora Christina Skov i sin anmeldelse af bogen, hvor hundredvis af prosastykker langsomt og møjsommeligt er skrevet sammen til en strømmende form, en roman.

Formens indhold
'Lunatia' er tænkt som en spiral. En form, der tillader, at handlingen skrider fremad, samtidig med at man hele tiden kan vende tilbage på et enten højere eller lavere niveau. Historien er oprindelig skrevet helt ukronologisk.

Skrevet som nogle af de mange prosastykker, der på et tidspunkt dækkede Julia Butschkows køkkengulv. Nogle blev skrevet for fem år siden. Andre er helt nye. I hundredvis er blevet kasseret i processen.

Udfordringen var at forvandle et puslespil til en gennemskrevet kollage og derfra til et levende litteraturvæsen med både hoved og sågar et punktum i halen. 'Lunatia' er en erkendelses- og befrielseshistorie, hvor hovedpersonen kommer til erkendelse og får en mulighed for et nyt liv via skriften.

»Et eller andet sted handler det jo også om min begejstring for, hvad sproget kan, og for, hvad en form kan indeholde. Om mit forhold til form«, fortæller Julia Butschkow, der afskyer rene stiløvelser, men gerne medgiver, at det, også når hun læser, er formen, der tænder hende.

Melankolsk engel
Det er ikke nok, at det er spændende indholdsmæssigt. Der skal mere til. Der skal formgives. Fra første bogstav til sidste punktum. Om årsagen til, at hun kom til at skrive bogen med kun et enkelt punktum, siger hun:

»Pointen i fortællingen er, at det skal være én sammenhængende masse, én strøm. Hovedpersonens motivation er, at det hele én gang for alle skal koges ned til én sætning, der ikke bliver brudt op. Det hele skal med. På én gang. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at skrive uden punktum«.

»Historien gav beslutningen sin berettigelse. Jeg kan godt lide, at ting glider over i hinanden. Det er sådan, jeg oplever verden. Dette var en form, der kunne rumme det. Og selvfølgelig var der også et sportselement i det«, indrømmer hun med et grin. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Det kunne det.

'Hvis engle kunne skrive skønlitteratur'. Julia Butschkow krymper sig lidt ved tanken. Hun synes ikke, der er noget særlig engleagtigt over hendes skrivestil. Så lyser hun op alligevel. Hvis nu bare englen er som englen spillet af Bruno Ganz i Wim Wenders-filmen 'Himlen over Berlin'; en luvslidt, melankolsk iagttager af menneskene, så går det nok endda.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden