Hvorfor skal vi have en kanon nu?

»Fordi den pædagogiske tænkning, der fokuserer meget på, at det ikke er så vigtigt, om børnene lærer noget, bare de lærer at lære, har spillet en stor rolle op gennem 1900-tallet. Og den trænger til modstand. Det er ikke nok at lære at lære. Man skal også lære noget. Ellers taber man dem, der ikke kommer fra hjem med reol og klaver, på gulvet«. Men eksisterer der ikke allerede en uofficiel kanon i skolesystemet?

»Jo. Der eksisterer en skjult kanon, som udgøres af de værker, der faktisk læses. I slutningen af 1990'erne blev det undersøgt, hvad de ældste klasser i folkeskolen læser. Og den skjulte kanon består i nogen grad af det, der også ville komme med i en officiel kanon«. Men er det så ikke godt nok?

»Nej. Det triste ved en skjult kanon, der opstår uden diskussion, og uden at nogen står inde for den, er, at den i virkeligheden er meget mere konservativ end den obligatoriske kanon. Fordi man ikke får reflekteret over den. Emil Aarestrup optræder stort set altid i de ældste klasser og altid med det samme lille digt, fordi det vandrer fra antologi til antologi. 'På sneen' hedder det. Et fremragende digt, men hvorfor ikke 'Angst' eller 'Fjerboldspillet' eller 'Kanefarten'? Der sker en konservering, fordi lærebogsforfatterne vælger mellem noget, der allerede er udvalgt. Og det er en dårlig form for konservatisme«. Men er det ikke også konservatisme at lave en obligatorisk kanon? »Jo. Den vil i en periode være bestemmende for, hvad eleverne kommer til at læse. Men en kanon skal hele tiden tages op til revision. Der kan hele tiden være værker i fortiden, vi har glemt, eller som lever en hensygnende skæbne. De kan blive aktualiseret af, at de pludselig vækker moderne kunstneres interesse, så der bliver lavet nye udgaver, film og teaterstykker ud af dem, og så kan de blive trukket ind i en kanon. Omvendt kan nogle forfattere også glide ud. I den uofficielle kanon spillede Martin A. Hansen en meget vigtig rolle for 30 år siden. I dag spiller han så at sige ingen rolle«. Hvem skriver den uofficielle kanon?

»I dag er det lærebogsforfatterne og amtscentrene, der bestemmer. De, der redigerer bøgerne, vælger teksterne. Og amtscentrene køber klassesættene. Så det er de to udvælgelsesprocedurer, der er. En meget stor del af de ældre tekster ligger faktisk i fuldtekst på internettet. Samtlige H.C. Andersen-eventyr ligger eksempelvis i en offentligt tilgængelig database, hvor man uden at betale for det kan printe dem ud. Så man kunne på den enkelte skole lave sin egen antologi over ældre tekster ved at hente dem på nettet«. Nye klassikereHvorfor går din børnelitterære kanon kun til 1950?

»Det er, fordi det er en kanon over klassikere. Der er intet i vejen for, at man kunne lave en kanon over nyere værker. Men de har endnu ikke fået lov at manifestere sig i form af en overlevelseskraft. Så det ville nemt blive opportunistisk. Og man ville ende med at sidde allerede nu og udnævne, hvad der i fremtiden skal være klassikere«. Men hvis det er svært for dansklærerne at finde ud af, hvilke klassikere børnene skal præsenteres for, så er det vel endnu sværere for dem at sortere i den moderne litteratur?

»Ja. Der kommer cirka 1.500 nye skønlitterære bøger om året i Danmark. Det kan ingen holde overblik over. Og det kunne selvfølgelig være fristende at lave en liste over moderne klassikere. Flere store dagblade beder op til jul deres anmeldere pege på årets vigtigste bøger. I virkeligheden er det jo en lille kanoniseringsproces. Men det første, der ville ske, hvis man gjorde det i skolesammenhæng, er, at der ville udkomme antologier med de tekster. Og så ville alle de andre blive glemt. Det er en farligere proces at sætte i gang med nyere litteratur, der slet ikke har fået en chance for at bevise sin eksistens«. Hvem skulle med, hvis du skulle lave en moderne børnelitterær kanon?

»Cecil Bødker skulle på listen med Silasbøgerne. Den første kom i 1967, som i øvrigt er det mest mærkværdige år i børnelitteraturens historie. Der udkom en stribe af vores allervigtigste værker på ét år. Ole Lund Kirkegaards første børnebog, 'Lille Virgil', kom det år. Ham ville jeg også tage med. Samme år udkom den mest revolutionerende billedbog i nyere tid, nemlig Flemming Quist Møllers 'Cykelmyggen Egon'. Og i 1967 kom også Benny Andersens første børnebog, 'Snøvsen', som blev en helt ny måde at fortælle på. Alene dem, jeg nævner nu fra ét kalenderår, kunne udgøre en hel 60'er-kanon«. »Af de allernyeste ville jeg også tage Bjarne Reuter og hans Busterbøger med. Og den, der hedder 'Månen over Bella Bio', som er noget af den smukkeste erindring, der er skrevet. Og Bent Haller. Og Louis Jensen. Og Bodil Bredsdorffs Kragevigbøger«. Behøver en børnelitterær kanon udelukkende at bestå af danske klassikere?

»Nej. Det er bare et udgangspunkt, jeg har taget. Jeg er sikker på, at hvis vi skulle lave en kanon for alvor, så skulle vi i folkeskolen have tre - en for de yngste, en for de mellemste og en for de ældste. Det giver ikke mening at lave én for dem alle sammen. Og så ville jeg også mene, at man skulle have en kanon med udenlandsk litteratur, hvor Astrid Lindgren skulle optræde med 'Pippi' og 'Brødrene Løvehjerte'. 'Peter Plys' og 'Robinson Crusoe' skulle også med - ældre og nyere værker fra børnelitteraturens historie, som er med til at fastlægge hele vores begrebsverden«. Undervisningsministeren har bebudet, at hun vil nedsætte et udvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvad man skal læse i skolen. Hvad synes du om det?

»Det er efter min mening helt perspektivløst. Der findes tre niveauer: Man kan gøre det, man bør gøre det, og man skal gøre det. Hun vil bør-løsningen. Det synes jeg er helt unødvendigt. Der findes i forvejen så meget god faglitteratur for lærere med forslag til, hvilke bøger man kan læse, og hvordan man kan arbejde med dem. Så enten skal man helt lade være, eller også skal man lave en bindende kanonliste. Mange tror, at det vil betyde, at alle skolens litteraturtimer fra 1.-10. klasse er beslaglagt. Men det er slet ikke min holdning. Kanon skal lægge beslag på 20-25 procent af undervisningen. Og resten disponerer lærerne stadig over i samspil med eleverne og skolebestyrelsen«.