16. oktober 1998 erobrede fortiden avisernes overskrifter. Den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet var blevet arresteret i London. Den spanske dommer Balthasar Garzon krævede ham udleveret til Spanien, hvor Garzon ventede med sigtelser for folkemord og tortur, og omgående brød diskussionen løs i og uden for Chile: Ville en retssag mod Pinochet i og uden for Chile fremme eller vanskeliggøre landets i forvejen tunge vej i retning af demokrati? Den chilenske forfatter Ariel Dorfman var og er ikke i tvivl. »Der er ingen national forsoning uden sandhed og retfærdighed. Sandheden er altid absolut, og den skal man gøre alt for at afdække. Retfærdigheden skal man ofte forhandle om. Det er ikke altid muligt at være 100 procent retfærdig. Men i Chile skal de, der gjorde frygtelige ting eller overværede det, i det mindste indrømme, at de tog fejl, og at de ikke vil gøre det igen. Det er ikke tilfældet i Chile i dag, selv om der sker fremskridt. Men vi skal fortsat stille spørgsmålet: Hvornår vidste du, at folk blev udsat for tortur, og hvad gjorde du imod det?«. Overlevede ved et tilfælde´ Ariel Dorfman var en af den socialistiske præsident Salvador Allendes medarbejdere. Men ved et tilfælde befandt han sig ikke i præsidentpaladset 11. september for 30 år siden, da militæret angreb paladset. Det var kulminationen på et kup, der med amerikansk støtte fjernede en demokratisk valgt regering og indsatte et diktatur, der fængslede, torturerede og myrdede tusindvis af mennesker, og som sendte andre tusinder i eksil. Cirka 1.200 kom til Danmark. I dag lever Ariel Dorfman i USA, men besøger ofte Chile, og i bogen 'Terroruddrivelse - den uendelige retssag mod general Augusto Pinochet' fortæller han om den afgørende betydning, forsøget på at stille kupgeneralen og diktatoren for retten fik for det chilenske samfund og de mange, der i 30 år har søgt retfærdighed. Fængslingen af Pinochet løftede det tabu, den blodige fortid var blevet i Chiles historie. Mindre frygt efter retssag Mange chilenere var blevet bange for at tale om deres lidelser. »Frygt og terror skaber utryghed hos mennesker, og den forsvinder ikke sammen med diktaturet. Det sidder dybt inde i folk, og det skal drives ud igen«, siger Dorfman, som derfor kalder bogen om Pinochetsagen for 'Terroruddrivning'. Han fortæller f.eks. om et af ofrene, som først ville tale om sine frygtelige oplevelser, da han så generalen på tv fra retsmøderne i London. »Derfor fik arrestationen af Pinochet så stor betydning, selv om sagen mod ham ikke blev til noget. I dag står 300 officerer fra dengang anklaget for forbrydelser. Det er meget vigtigt, og det ville ikke være sket uden arrestationen af Pinochet. Vi hører endda folk på højrefløjen, som siger, at vi nu skal tale om årene under diktaturet«, påpeger Ariel Dorfman. I sin nye bog går Ariel Dorfman meget vidt i beskrivelsen af den lammelse, der prægede det chilenske samfund i mange år efter 11. september 1993. »Mange mennesker blev først 'frie', da de så Pinochet for retten. Der er mindre frygt i Chile siden processen mod ham, og alene det viser Chile og resten af verden, at et opgør med fortiden og konsekvent afdækning af den er nødvendigt«. Men der er grænser for, hvor langt man kan og vil gå i Chile. »Elementer af diktaturet overlever stadig i det chilenske samfund, men loven, som giver de ansvarlige fra diktaturets år amnesti, bliver svær at fjerne. Alligevel går det i den rigtige retning«. Økonomisk trussel Ariel Dorfman fremhæver sandhedskommissionen i Sydafrika efter apartheidstyrets fald som et positivt eksempel på, hvordan et samfund kan bearbejde en smertelig fortid. Man valgte ikke den 'nemme' løsning at begrave fortiden i modsætning til Spanien, hvor ikke mindst de hårdest ramte ofre for Francostyrets forbrydelser som kommunisterne foretrak at stabilisere demokratiet frem for at tage et opgør om fortiden, da demokratiet blev indført fra midten af 1970´erne. »Men netop nu ser vi, hvordan man i Spanien leder efter grave med mennesker, som 'forsvandt', ligesom forfattere og filmfolk beskæftiger sig intenst med perioden. Nu dukker fortiden op«. Den skal også tjene nutiden, mener Ariel Dorfman. For selv om der sker demokratiske fremskridt i dele af Latinamerika - med alvorlige tilbagefald i Mellemamerika - er kampen om demokratiet ikke vundet. »Det største problem i Latinamerika er ikke menneskerettigheder, men økonomien. Demokratiet kommer igen, men den løser ikke de gigantiske problemer, den mislykkede liberalisering af økonomien har ført med sig i form af ny ulighed og store økonomiske problemer, som vi har set det i Argentina«. »Netop nu forsøger den tidligere diktator i Guatemala Rios Montts at overbevise de fattige om, at de har brug for en ny 'stærk mand', når de skal vælge en præsident i november. »Jeg kan klare økonomien«, siger han, ligesom generalerne i Chile gjorde det. Den udvikling er farlig, og USA giver ikke den ringeste støtte til de nye demokratier«.