Da Jonathan Safran Foers roman 'Everything Is Illuminated' udkom i USA sidste år, var det årets mest ventede litterære begivenhed. Et uddrag af romanen, trykt i tidsskriftet The New Yorker, havde forberedt den litterære verden på debutantens kraft og vid, men hvad der slog benene væk under kritikerne ved bogens udgivelse, var forfatterens unge alder. For Jonathan Safran Foer var kun 19, da han skrev sit første udkast til romanen, som indtil videre er udgivet i 24 lande. I går udkom den på dansk på Tiderne Skifter under titlen 'Alt bliver oplyst'. Bogen bygger på en rejse, som forfatteren tog til Ukraine i 1996. Med sig havde han et enkelt, aldrende foto af den kvinde, som efter sigende havde hjulpet hans jødiske bedstefar ud af landsbyen Trachimbrod, da den blev invaderet af nazisterne i 1942. Men han fandt ikke kvinden. Han fandt faktisk ikke noget som helst - andet end en sætning i den historiske oversigt over byen, og den lød som følger: »18. marts, 1791, kørte Trachim Brod med sin vogn i floden og druknede«. Det blev til den første sætning i Safran Foers første udkast til 'Alt bliver oplyst'. Men det er til gengæld det eneste historiske faktum i hele bogen, som brillerer med sine fantastiske indfald og den fabulerende stil. Dét, og så navnet Jonathan Safran Foer, der ifølge en af bogens hovedpersoner er helten i historien. Den Jonathan Safran Foer, som jeg sidder over for på en café i Brooklyn, New York, ligner imidlertid ikke en helt. Han er en mild og intelligent ung mand med briller og en anelse nervøsitet i stemmen. Romanen er et bordHvad handler 'Alt bliver oplyst' om? »Jeg ved ikke, om jeg kan sige det helt præcist. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om bøger, som handler om noget bestemt. Jeg kan bedst lide bøger, som handler om sig selv - bøger, som bare er sig selv, og som man ikke kan beskrive, andet end ved at henvise til dem. Nogle forfattere skriver med en bestemt hensigt - som om de har en synopsis eller et resumé af deres bog, før de overhovedet har sat sig til tastaturet. Det gør jeg ikke, og jeg får det altid lidt underligt, når jeg skal tale om min bog«. »En anmelder i New York Times Magazine skrev om min bog, at det var en roman, der lader, som om den handler om en ung mands rejse til Ukraine for at spore sin families historie, men som i virkeligheden handler om en myriade af andre ting - om kærlighed, død, skyld, venskab, historie m.m. Den anmeldelse kunne jeg godt lide, fordi den ikke kogte meningen med bogen ned til et enkelt tema, men netop pegede på den mangfoldighed af ideer og fortællinger, der om noget karakteriserer den«. Bogen er et egensindigt univers af genrer og upålidelige fortællere, som skriver til hinanden på kryds og tværs af bogen: Hvad er meningen med alle de stilistiske påfund? »For at være god skal en bog have sit helt eget univers, og alt andet - handling, personer og så videre - er sekundært i forhold til dette rum, som en forfatter skaber, og som en læser kan føle og tro på. Når jeg skriver, forestiller jeg mig bogen som en slags bord - et sted, hvor man kan mødes til samtaler. Pointen er ikke bordet selv, men hvad bordet muliggør. Når jeg er ude og læse op, forsøger jeg altid at gøre oplæsningen til en dialog med publikum, så teksten bliver et sted, man kan gå ind og ud af. Selvfølgelig kan man tale om temaer og sådan noget, men det, mener jeg ikke, er pointen med en bog«. Romanen er en stueNogle gange inviterer din roman læseren indenfor i en hyggelig stue af følelsesmættet fortælling, andre gange smækker din prosa døren i lige hovedet på læseren. »Jeg har med min stil prøvet at skabe en rytme i bogen, som minder om en samtale. Bogen fremstår ikke som monologisk fortælling med begyndelse, midte og afslutning, men er en 'frem og tilbage'-oplevelse. Den ender også uden punktum, fordi jeg ville have den til at stå åben - uden slutning. Og selv om den overordnede idé med bogen har noget at gøre med 'oplysning', ender den faktisk med flere spørgsmål, end der er i begyndelsen af historien, hvor der faktisk kun er et enkelt spørgsmål, som leder personernes handling«. Hvorfor har du kaldt en af hovedpersonerne for Jonathan Safran Foer? »Jeg ville være meget mere interesseret i at høre, hvorfor du tror, at jeg har kaldt ham det, for jeg har ikke rigtig noget svar på det selv. Jeg overrasker i det hele taget tit mig selv med det, jeg gør i mine bøger. Jeg vidste f.eks. ikke, at jeg var interesseret i min jødiske baggrund, men det viser bogen jo i den grad, at jeg er. Men jeg bryder mig ikke om at komme med definitive svar på spørgsmål til romanen. Med hvert svar ender bogen i en vis forstand. Når andre kommer med forslag til, hvorfor jeg gør dit eller dat, så føles det tværtimod, som om bogen lever sit eget liv. Ofte kommer folk med forslag og idéer, som jeg ikke selv havde skænket en tanke, mens jeg skrev bogen - og selv om det ikke var meningen, så har bogen nu også den mening. Derfor bliver en bog bedre, jo flere mennesker der læser den«. Mange anmeldere har kaldt bogen ... »Undskyld, jeg svarede vist ikke rigtig på dit spørgsmål. Men jeg kan heller ikke. En fugl er ikke en ornitolog. Hvilket betyder, at bare fordi du gør noget, betyder det ikke, at du ved, hvorfor du gør det. Jonathan Frantzen (forfatter af 'Korrektionerne', red.) er en af de forfattere, som både skriver og tænker over, at han skriver. Han er både fugl og ornitolog. Jeg skriver bare«. Romanen er et husHvorfor tror du så, at mange anmeldere har kaldt bogen for en 'litterær' roman. »Jeg forstår ikke rigtig, hvad de overhovedet mener med det«. Jeg tror, at de mener, at bogen reflekterer over sig selv som litteratur. På et tidspunkt i romanen skriver du f.eks. »vi skriver... vi skriver ...« henover to sider - 192 gange i træk! (220 gange i den danske oversættelse, red.). »Mange gange er forfatteren 'litterær' uden overhovedet at tænke over det. Andre gange henviser man til anden litteratur, ikke fordi der er en pointe med at henvise til litteratur, men fordi det f.eks. hjælper en til at fremskrive en bestemt følelse«. »Jeg vil gerne skrive bøger, som er mere end bare fortællinger - som er kunst. Og en speciel form for kunst, for jeg kan ikke skrive 'rent' - jeg elsker uorden! Det er anderledes med digte. I modsætning til romaner er digte små rum, som man kan møblere og designe og indrette helt, helt perfekt. En roman er derimod som et stort hus, man aldrig bliver helt færdig med, fordi der altid er noget i krogene og noget, som ikke virker helt, som det skal. Men man kan bo i huset. Perfektionisme gør tekster ubeboelige, og jeg kan godt lide tanker om, at læseren kan bo i mine bøger«. Og der er mange, mange læsere verden over, som har 'boet' i din roman, siden den udkom for lidt over et år siden. Hvorfor tror du, at bogen er blevet så populær, selv om den adskiller sig så meget fra anden mainstreamlitteratur? »Det er måske rigtigt, at romanens form adskiller sig fra meget andet litteratur, men selve indholdet er jo meget ordinært. Man kan måske sige, at jeg stilistisk set tager nogle anderledes ruter end de fleste forfattere, men følelsesmæssigt er bogen meget familiær. Det handler vist om, at det er kombinationen af de mange fortællinger, som gør, at den skiller sig ud fra mainstreamlitteratur«. »Den sætning, som nu åbner det andet kapitel, var den første, jeg skrev. Det var en linje, jeg havde læst i et historisk dokument, da jeg var i Trachimbrod, om den her mand, som efter sigende var faldet i floden med hest og vogn. Og så tænkte jeg: Hvad hvis han faktisk slap med livet i behold? Vi ved jo ikke med sikkerhed, at manden faktisk druknede, og ville det ikke blive mere interessant at stille det spørgsmål i starten af historien - stille spørgsmål, så tvivl, snarere end at bare at fortælle noget? Med dét æstetiske valg begyndte bogen«. Da båndet stopper på min maskine, flyder spørgsmålene tilbage i hovedet på mig fra den anden side af bordet, og det er ikke småting, Jonathan Safran Foer vil vide om, hvad jeg har læst, hvad jeg skal til at læse, og hvilken litteratur jeg bedst kan lide at læse. Han vil vide, hvorfor jeg mener, at Kierkegaard skrev så mærkelige bøger, og så vil han vide, hvilken oversættelse han skal læse den danske filosof i. Vi når helt hen til hans nyindkøbte brownstone-hus tæt ved Prospect Park, inden han slipper taget. Et stykke længere nede ad gaden bor Paul Auster. Han skal nok snart få at mærke, at en ny generation er flyttet ind.