0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Monsieur Hæsblæsende

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den hvide skjorte er upåklageligt strøget, mens det sorte hår stritter i kunstnerisk uorden.

Den franske forfatter Jean-Christophe Grangé hyldes som den franske krimis redningsmand og er blevet udråbt til Frankrigs svar på Stephen King på grund af de mange mystiske overtoner i hans romaner. Det er dog titler, han selv tager med et vist forbehold. Især fordi han aldrig har læst Kings romaner.

Til gengæld er det ubestrideligt, at Grangé i løbet af knap ti år er blevet en af de største nulevende franske krimiforfattere. Hans anden roman, 'De blodrøde floder' fra 2000, er solgt i 450.000 eksemplarer alene i Frankrig og oversat til tyve sprog. Opskriften på succesen er enkel: Komplekse handlingsforløb, som holder læseren fangen, overraskende drejninger og ikke mindst et hæsblæsende tempo.


I løbet af Grangés tredje roman 'Stenkoncilet' kommer læseren med på en sindsoprivende rejse fra Thailand over Burma til Paris, en smuttur til bjergene bag Nice, videre til Moskva og herfra til Mongoliet. Men trods det høje tempo er samtlige steder beskrevet med stor opmærksomhed for detaljen. Læseren får at vide, hvordan den thailandske jungle damper under et tropisk regnskyl, lærer, hvordan der dufter på et stort, ucharmerende russisk turisthotel, og stifter indgående bekendtskab med de rå bræddegulve i et mongolsk kloster.

»Før jeg blev forfatter, var jeg journalist i ti år. Meget er min egen historie. Jeg tilbragte for eksempel to måneder i Mongoliet - hvilket føltes som meget længe - for at lave et par artikler«, fortæller Grangé med et glimt i øjet.

En af artiklerne handlede om de mongolske stammers shamanisme. Grangé fik lov at følge en isoleret mongolsk stamme, som lever på grænsen til Sibirien. Stammen levede afsondret fra sovjetisk undertrykkelse, hvorfor shamanerne åbent kunne praktisere magi.

»En helbredelse i romanen, hvor shamanen overfører sygdommen til en gnaver, er ganske vist min egen opfindelse, men der findes mange andre eksempler på magiske ritualer«.
Samtidig bliver de shamanistiske ritualer i romanen kombineret med parapsykologi, som Grangé også har skrevet artikler om.

»Jeg interviewede mange parapsykologiske forskere, især de russiske, som udførte forsøg under den kolde krig. På trods af den materialistiske kommunisme er russerne overraskende nok meget spirituelle. Selv i Moskva tror folk på astrologi, shamanisme og det overnaturlige. Der er en gammel tro på ånden i naturen«.

Enkelte af forskerne krydsede grænsen mellem videnskab og shamanisme og blev selv shamaner. Men alligevel gav forsøgene ingen resultater, så Grangé overdriver lidt i sin bog.

»Men russerne fangede shamaner og lavede forsøg med dem i virkeligheden. Laboratorierne lå altid i de mindste landsbyer, så ingen vidste, hvad der foregik«, forklarer Grangé.
Han lovede sig selv at fortælle den gode historie. Det blev til 'Stenkoncilet'.


Hovedpersonen i Jean-Christophe Grangés tredje roman er også i sig selv en god historie: Diane Thiberge er biolog med speciale i rovdyrs jagtinstinkter og fransk mester i asiatisk kampsport. Den høje, blonde kvinde, som tiltrækker mænd på stribe, er dog selv komplet aseksuel på grund af en traumatisk hændelse i barndommen. Så hun adopterer en lille asiatisk dreng, som straks efter ankomsten til Paris kommer ud for en mystisk trafikulykke.

Han bliver reddet af en tysk akupunktør, der selv dør under mystiske omstændigheder, og Diane må rejse til Mongoliet for at løse mysteriet om sin adoptivsøn. Trods de eksotiske steder, er romanen ganske fransk, fastslår Grangé.
»Jeg er fransk, mine personer er franske. Mange franskmænd skriver amerikanske thrillere, og det bryder jeg mig ikke om«.


En anden god historie synes Jean-Christophe Grangé er Peter Høegs frk. Smilla og hendes fornemmelser, og han bliver begejstret, da han hører, at hans og Peter Høegs romaner udkommer på det samme forlag. Han læste den danske roman efter at have færdiggjort 'Stenkoncilet' og blev slået af lighedspunkterne. Især blev han betaget af beskrivelserne af en verden af is.

»Hos Peter Høeg lærer man meget, uden at det bliver en forelæsning«, funderer han. Det er en facon, som Grangé selv benytter sig af. I 'Stenkoncilet' kommer man helt ind under kraniet på en dreng med hjerneblødning, får en introduktion til Piet Mondrians udvikling som maler og bliver oplyst om akupunktur, kernefission, shamanisme og dyrepsykologi. De faktiske oplysninger bringer altid handlingen videre og tager sjældent overhånd. For som Grangé slår fast, så handler det om at fortælle noget og lade personerne opleve det.

De franske krimiforfatteres tendens til at lægge skjulte budskaber ind i deres romaner, bryder han sig til gengæld ikke om, da de altid kommer på tværs af den gode historie. Manglen på historie er dog ikke bare et problem i franske thrillere, ifølge Grangé. Det er også udbredt i den 'finere' litteratur, efter at forfatterne i 1950'erne forkastede historien:
»Det er stadig ikke fortællingen, som står i centrum i den franske litteratur, men jeg elsker at fortælle ekstraordinære historier«, fastslår Grangé.


Allerede som litteraturstuderende ønskede Grangé at blive forfatter, men han opdagede, at han ikke havde nok at fortælle. I stedet startede han som journalist og oplevede forskellen mellem det statiske liv som intellektuel og tilværelsen som mobil journalist.

»I flere år lavede jeg kun reportager og tilbragte mange timer om bord på fly med at læse lige så mange krimier. Det slog mig, at jeg faktisk havde haft nogle ekstraordinære oplevelser og kunne kombinere dem med min forkærlighed for krimien. I 1991 skrev jeg en artikel om storkenes trækruter og opdagede, at det kunne blive en rigtig god historie«, mindes Grangé.

Det tog to år at skrive romanen, og resultatet blev 'Le Vol des cigognes' fra 1994 ('Storkenes flugt', red.), som ikke er oversat til dansk. Siden 'Stenkoncilet' har Grangé færdiggjort endnu en krimi og er allerede i gang med sit næste projekt. Det bliver en krimi, som udspiller sig i Sydøstasien, hvor en journalist kommer på sporet af en massemorder, som udnytter de fortabte turister uden penge og returbillet.

»Regionen er faktisk oplagt som scene for en krimi. Der er så mange mennesker og meget, meget varmt«, understreger han entusiastisk.


Grangé har fornyet den franske krimi med sine fire romaner siden debuten 1994. Men trods den store popularitet er han stadig ikke accepteret på det litterære parnas. For franskmændene kender også til janteloven:
»Der er et problem med succes i Frankrig. Som etableret forfatter er man mindre interessant end den, der kæmper for at komme frem. Men heldigvis bliver jeg ikke massakreret i anmeldelserne. Jeg eksisterer ikke for de intellektuelle magasiner«.

Men Grangés budskab er også helt enkelt: Den gode historie skal ikke forstyrres af social kritik eller budskaber. Hans romaner er ofte meget voldelige, og man skal lede længe efter en personlig etik. I 'Stenkoncilet' er Skurkene alle revolutionære 1968'ere, som bliver korrumperet af deres egne høje idealer. I romanen græmmer de sig over de senere generationers mangel på idealer, og det er en græmmelse, som Grangé deler. Født i 1961 elsker han hele epoken omkring studenteroprøret og Paris i 1968.

»Jeg er meget nostalgisk omkring den tid. Men desværre var den allerede slut, da jeg blev teenager. I dag er de unge kun optaget af at være unge og smukke«, beklager han.
Der er ingen idealer som i 1960'erne. Men måske er der alligevel håb for de kommende generationer:
»Jeg har en søn på ti år, som elsker rapmusik. I den musik er noget af det, jeg savner. En form for kamp«, fastslår Grangé.

Og mens Grangé har fundet den kamp, han savner, har den franske krimi måske fundet en værdig fornyer i Jean-Christophe Grangé

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere