Det er ikke afghanske forfattere, der optager pladserne på bestsellerlisterne. Men på trods af sit yderst beskedne format - 'Aske & jord' er på blot 85 små sider - er den afghanske forfatter Atiq Rahimi blevet noget af en international forlagssucces. Den lille roman fra år 2000 er blevet udgivet i omkring tyve lande og i denne uge var Rahimi i Danmark for at modtage ALOA-prisen for sin roman, der udkom i Danmark for et år siden. For 'Aske & jord' fik han den litterære pris, der gives til forfattere fra den tredje verden. Det er den første pris romanen med originaltitlen 'Terre et cendres' har modtaget. I Frankrig, hvor Atiq Rahimi slog sig ned kort tid efter at han i 1984 forlod Afghanistan, har bogen været nomineret til flere priser. Men hver gang mente franskmændene nu nok alligevel, der var for få sider i værket til at kunne berettige betegnelsen roman, forklarer Rahimi med et glimt i øjet. På sit klart artikulerede franske forklarer han, at bogens spinkle volumen er et valg foretaget med velberådet hu. En episk fortælling om krig var ikke et alternativ. »Det er en antikrigsbog. Jeg afskyer det nationalistiske. Jeg afskyer det episke i sange og litteratur. Jeg afskyer heroisme og begrebet helte. I en krig er der ikke helte - der er ofre. Jeg ville skrive poetisk fortættet om mennesker, der lider i krig«. Udlængsel Det har han gjort med 'Aske & jord'. Den udspiller sig under russernes invasion i Afghanistan. I komprimeret og poetisk hjerteskærende form skildrer Rahimi krigens tragedie. En gammel mand og hans medtagne sønnesøn er de eneste overlevende i en stor familie efter et russisk angreb på en lille landsby. Nu er den gamle Dastaguir og hans barnebarn Yassin, døv efter bombernes eksplosion, på vej til minerne i nord for at overbringe Dastaguirs søn Mourad budskabet om tragedien. Den form for nærkontakt med krigens gru var imidlertid ikke, hvad der fik den dengang 22-årige Atiq Rahimi til at forlade sit land. Den veluddannede unge forfatter tilhørte en velhavende og på mange måder beskyttet familie i hovedstaden. Det var den politiske terror i Kabul, censuren og ikke mindst udsigten til at skulle aftjene syv års værnepligt i den kommunistiske hær, der fik ham til at krydse grænsen til Pakistan og sætte kursen mod Europa. Men selv om Afghanistan ikke havde været besat og godt i gang med, hvad der skulle blive mere end tyve års blodig borgerkrig, var han måske rejst alligevel. Om ikke andet i studietiden. »Jeg var ung, nysgerrig og havde lyst til at se den store verden. Så undertrykkelsen var et glimrende påskud«, griner han galgenhumoristisk. Denne Atiq Rahimi, der beskriver sin families historie som en perfekt spejling af den afghanske indvikling. »Min far var monarkist, min bror kommunist, min mor og mine to søstre var religiøse, og jeg selv var anarkist!«, ler han og retter på det blå klæde, der er draperet om hans skulderparti. I modsætning til den bastante islamiske uniformering virker det blå klæde som et æstetisk udformet, diskret signal om indehaverens orientalske identitet. Verdensborger I mange år gjorde Atiq Rahimi, hvad han kunne for ikke at skænke Afghanistan en tanke. »I mange år havde jeg overhovedet ingen kontakt med mit land og min kultur. Jeg betegnede ikke mig selv som politisk flygtning, men som kulturel flygtning. Han holdt helt op med at skrive. Han kalder det selv for en regulær blackout. I stedet fokuserede han på filmen. De levende billeder gjorde det ud for et sandt internationalt sprog. »Jeg er hverken franskmand eller afghaner i den forstand, at jeg hverken er patriot eller nationalist. Jeg tror ikke på nationer og stater. Jeg tror på mennesker, på kultur og civilisation. Jeg bor ikke i et land. Jeg bor i verden«. Men da talebanerne i 1996 kom til magten blev han igen engageret i Afghanistan, og hvad han konsekvent betegner som 'Katastrofen'. For mens mange andre var mystificerede over de såkaldte 'studenters' sejrsmarch, så vidste Rahimi udmærket, hvad der foregik. Han genkendte kun alt for godt den særlige religiøse atmosfære. 12 år tidligere havde han overværet, hvordan afghanske drenge blev opsnappet i de pakistanske flygtningelejre. Hvordan de blev stopfodret med religiøse skrifter og sendt til våbentræning. Nu var drengene blevet våbenføre 'studenter'. Med afgangseksamen i fanatisme og guerillakrig. Muselmændene som Vesten havde sponsoreret i kampen mod den sovjetiske invasion, vendte nu tilbage og bekæmpede friheden med samme ildhu som de tidligere havde bekæmpet den gudløse kommunisme. Stolthed og pessimisme Atiq Rahimi fik lyst til at skrive om sit land igen. Han valgte at skrive om en periode, han selv kendte til. En tid som rummede mange af forklaringerne på den senere så katastrofale udvikling. Han nåede at tage to gange til Afghanistan inden 11. september, og siden har han været der fire gange. Indtil da havde han næsten demonstrativt lavet dokumentarfilm om alt andet end Afghanistan. Om alt fra impressionisme til kunsten at skrive dagbog. Men nu tog han til Rom og lavede et portræt af den afghanske eksilkonge. Han lavede nu dokumentarfilm om det afghanske traume. Han havde brudt sin lange tavshed. Også hans første spillefilm bliver afghansk. Rahimi er i gang med forberedelserne til en internationalt koproduceret filmatisering af 'Aske & jord'. Et projekt der har vakt stor opsigt i Kabul, hvor folk står i kø for komme med i noget så moderne som en afghansk spillefilm. Atiq Rahimis følelser for Afghanistan er blandede. Varmen og stoltheden er ikke til at tage fejl af, når han fortæller om den euforiske stemning omkring sin nye film og om den spirende kulturelle livslyst i Kabul, hvor Rahimi også har oprettet et lille forlag. Men han må samtidig erklære sig for pessimist. Katastrofen er så altomfattende i landet, hvor så mange menneskelige ressourcer er smadret, hvor så mange puster til ilden og hvor modsætningerne er så enorme. Så snart man forlader Kabul og kommer til den første lille by ude på landet, har man bevæget sig 100 år tilbage i tiden, forklarer han. Pakistan har ingen interesse i et stabilt Afghanistan. Så længe Pakistan bliver betragtet som et bolværk, kommer der mange penge fra USA. Så pessimismen er den nøgterne vurdering. Også selv om forfatteren understreger, at man på ingen måde skal tro, han er regionens geopolitiske ekspert, bare fordi han er født i Kabul og har skrevet en bog om borgerkrigen i landet. Men risikoen for at man falder tilbage i borgerkrigens afgrund er enorm, mener han. Situationen i landet er notorisk kompliceret. Enhver der undervurderer kompleksiteten, kommer til at fortryde, at de faldt for fristelsen til at tro, at situationen var enkel. Dog er der, målt med håbets alen, også gløder under asken. »Det eneste, der kan redde landet, er kultur. Det er derfor, jeg har valgt at gøre alt det, jeg gør«, forklarer Atiq Rahimi. Mennesker, kultur, civilisation. Engang imellem kan en nok så lille bog gøre en stor forskel.