Den lille spinkle kineser Dai Sijie bor i Paris. Han undslap Kina via et stipendium i 1984. Han var forleden i Valby for at fortælle om sin roman 'Balzac og den lille kinesiske skrædderinde', som udkom i sidste uge. Til august kommer hans egen filmatisering op i biograferne. Bog og film er delvist selvbiografiske og handler om, hvordan han som ung mand - Dai Sijie er født i 1954 - sammen med en ven blev sendt til en fjern bjergegn for at blive 'genopdraget' af analfabetiske bjergbønder. Hvorfor blev De sendt på genopdragelse i 1971?

»Det var obligatorisk under kulturrevolutionen. Mange unge kinesere blev sendt ud på landet og i bjergene, det var lige så obligatorisk som at gå på universitetet. Andre blev kun sendt ud for nogle måneder eller et år - hvis deres familier ellers var politisk korrekte. Min ven og jeg blev sendt ud på ubestemt tid, fordi vore forældre, som var læger, blev betragtet som folkefjender. Cirka fem procent af befolkningen var 'fjender af folket', og den kategori hørte vi til. Alene i kraft af vore forældre. Det var lige så arveligt bestemmende, som hvis vi havde været født i en jødisk familie. Vi var i en slags eksil, men sådan var det ikke for alle. Vi skulle måske tilbringe hele vores liv i bjergene, og vi var fortvivlede, for vi vidste, vi ikke havde nogen fremtid. Vi var udelukket fra samfundet«. Havde De på det tidspunkt nogen sympati for revolutionen som sådan? »Det kunne jeg ikke have, på grund af det der skete for min familie - det gik hårdt ud over den. Men jeg så jo, at andre mennesker var tilfredse. På det tidspunkt var flertallet af kinesere begejstrede. For i Kina er 85 procent af befolkningen bønder - og er det stadig! Det er mange. Mao Zedong havde det problem, at han hadede og foragtede de intellektuelle. Det var personligt, og jeg ved ikke hvorfor. Han var jo på et højt niveau selv. Hvis man læser, hvad han skrev, så kunne man være uenig med ham politisk, men hans kinesisk var meget fint! Kinesisk er et kompliceret sprog. Det er ikke som et alfabetsprog, hvor man bare skal kunne bogstaverne, og hvor man kan sproget efter 6-10 år. Nej, det kræver mange år, hele livet faktisk, at lære et godt kinesisk, og Maos kinesisk var excellent. Han var også digter: Hans sætninger var altid enkle, men hvert ord fremkaldte mange ting. Det var en ekstraordinær kapacitet«. Var De var klar over det allerede dengang? »På det tidspunkt fyldte rædslen mest. Hver dag kunne der komme en ordre, eller folk kunne komme hjem til os og slå os og ødelægge vores ting. Vi var bange hele tiden, vi var bange for, hvad de ville sige i radioen, når vi tændte den. Vi var bange for fjernsynet: Var der nu igen en krig? Eller også havde Mao igen sagt et eller andet. Og man spyttede på os på gaden. Det var pinefuldt. Men samtidig var Mao en intellektuel på et vist niveau. Hvorfor hadede han så de intellektuelle? Jeg ved det ikke. Til gengæld havde han total tillid til de fattige bønder. På den måde var han ikke en rigtig marxist, for Marx og Lenin havde jo ikke tillid til bønderne! De støttede sig til proletariatet. Så en revolution med bønder - det er Maos kinesiske opfindelse!«, ler Dai Sijie, der synes at have lagt al bitterhed bag sig. Voldelige, afstumpede bønderMan har indtryk af, at de kultiverede og højtuddannede var en lille kaste, der kendte og hjalp hinanden. Hvordan var de intellektuelles syn på bønderne? »Mine forældres holdning var en anden end min. Jeg blev genopdraget af bønderne. Men mine forældre var læger, og min far var specialist i en dødelig virussygdom, der ramte bønderne i rismarken. Så han havde ømhed for bønderne. Jeg havde en anden holdning; for mig var bønderne jo genopdragere, fjender. Og det var et styrkeforhold, hvor bønderne havde magten. Det var dem, der hver dag bestemte, hvad jeg skulle lave, og magten var i deres hænder. Man skulle have tilladelse hos dem, hvis man ville hvile sig. Så skulle man bevise, at man var syg. Og de kunne fortælle en, at man var doven og så videre«. »De var også voldelige. Det var ret absurd: Myndighederne havde sendt os ud for at blive genopdraget, men de havde glemt, at bønderne mange steder var analfabeter. Og når man er analfabet, er det svært at få magten over en, der ikke er analfabet! For den, der kan læse, kan være mere ondskabsfuld! At kunne læse er ikke bare at vide, hvordan et ord udtales, det er også en måde at tænke på, at finde en løsning på, en måde at fremlægge verden på!«. »Den fysiske og den intellektuelle magt stødte sammen, og de vidste ikke, hvordan de skulle genopdrage os. De kunne kun sætte os til at arbejde, og hvis vi arbejdede dårligt, kunne de ikke gøre noget. De var ikke ondskabsfulde som sådan. Det var et komplekst forhold, for vi var en slags fanger hos dem, men de havde så meget respekt for os og var en lille smule bange for os, så de tillod sig ikke at slå os. De kunne slå deres egne, men ikke os. Medmindre vi havde forbrudt os, selvfølgelig. »Det var ikke, fordi vi kunne genfortælle film, at de respekterede os. Det blev ikke betragtet som noget særligt talent. Det var bare adspredelse for dem, en måde, vi kunne gøre os nyttige på. Og det at spille violin betød heller ikke noget - det havde ingen værdi for dem. De syntes bare, det var kønt at lytte til, og det gav lidt kulør på tilværelsen. Det, de respekterede, var fysisk styrke og håndelag. Men ikke sådan nogle dumheder«. Både filmen og bogen er meget smigrende over for den franske kultur. Der bliver næsten sat lighedstegn mellem 'kultur' og 'fransk kultur'. Hvor er den kinesiske kultur i filmen? »Det skal jeg forklare. På det tidspunkt bestod vores lille revolte mod systemet i at sværme for det vestlige. Det var allerede en revolte, hvis man kunne lide en europæisk eller amerikansk forfatter. Og den kinesiske litteratur på det tidspunkt var ren propaganda. Vi kendte måske den gode klassiske kinesiske litteratur, men den foregår i en helt anden verden. Desuden er den skrevet i et helt andet sprog: klassisk kinesisk. Det er ligesom latin for jer. Og man kan ikke læse latin for en pige, man er forelsket i!«. Frivillig bogbrændingDet undrede mig, at bønderne syntes, det var kønt, da Deres alter ego i filmen spiller Mozart på violin. Det må da have lydt mærkeligt i kinesiske ører? »De har altid fundet de lyde smukke. I virkeligheden foregik det ikke som i hverken filmen eller bogen, men bønderne kom altid og lyttede godt og med respekt, når jeg spillede violin. Og der findes en kinesisk violin, der ligner den europæiske, men er mere primitiv«. Kendte De Balzac, inden De kom ud til bjergbønderne og stjal en kuffert med romaner?

»Nej, for kulturrevolutionen begyndte, da jeg var 12 år. Og et alfabetsprog kan man måske læse, når man er 12 år, men ikke kinesisk! Man har i hvert fald ikke ord nok til at læse romaner - skriftsproget er et helt andet og meget rigere end det mundtlige sprog. I hære over hele verden kan man jo klare sig med 100 ord! På kinesisk skal man lære hvert enkelt ord, det er ideogrammer, ikke en sammensætning af kendte bogstaver. Da kulturrevolutionen begyndte, var det ikke sådan, at regeringen forbød visse bøger. Nej, det var en politisk bevægelse, hvor folk begejstrede gik ud på gaden og brændte deres bøger af på bålet for øjnene af alle!«. »Det er autentisk nok, at den pige, som danner inspiration for den lille skrædderinde, blev meget glad for Balzac. Det var det, der slog mig mest. Jeg kan også godt lide Balzac, men han er ikke min yndlingsforfatter. Min yndlingsforfatter på det tidspunkt var russeren Nikolaj Gogol. Han skal være genialt smuk på russisk! Men den kinesiske oversættelse var også en enorm oplevelse for mig! Det var en forfatter jeg tilbad, og jeg har siden læst ham på fransk også. Men den kinesiske oversættelse var også virkelig god. Selv om Nabokov har sagt, at man aldrig vil kunne oversætte charmen og skønheden i Gogol!«. De fandt altså virkelig en kuffert med bøger og stjal den? »Jaja, men ham, vi stjal den fra, havde ikke briller som i bogen. Jeg gav ham briller, for at man nemmere skulle kunne skelne ham fra os andre. Han var søn af en forfatter - en folkefjende - som havde en drøm om, at en dag skulle hans søn også blive forfatter. Og han havde derfor ikke brændt alle sine bøger, men gemt nogle, som sønnen skulle læse og lære af. Sønnen fik dem mærkeligt nok smuglet igennem til sit genopdragelsessted, men han læste dem ikke, de interesserede ham ikke, og han ville ikke være forfatter. Men han ville ikke låne os dem, fordi han var bange. Så derfor stjal vi dem. Fyren med bøgerne ville gerne genopdrages, og i begyndelsen prøvede han at blive populær hos bønderne og sådan noget. Han var lidt revolutionær. Det var hans forældre ikke, men han prøvede at positionere sig som revolutionær«. »Det, at han ændrede sig politisk, var næppe så stor en sorg for faderen som det, at han ikke ville være forfatter. Faderen lever endnu, men han skrev til skuffen under hele kulturrevolutionen, og nu er han for gammel til at skrive. Det, han skrev under revolutionen, har han ikke villet publicere, for det var han ikke tilfreds med«. Behag kvindenHvorfor var det lige præcis Balzac, den lille skrædderinde elskede? »Ja, det undrede mig. Som sagt var han ikke min egen favorit. Hun var heller ikke så optaget af Flauberts 'Madame Bovary'. Det skulle være Balzac! Jeg tror, det er, fordi Balzac viser, at det, en mand har at gøre ... uanset hvilken mand han er, så er det, han har at gøre, at behage kvinden. Uanset om han er rig eller fattig, så skal han behage kvinden! Han skal gøre kur til hende! Det er det, der har gjort så stort indtryk oppe i bjergene på en kinesisk kvinde, hvis liv ellers ville være meget, meget monotont! Der er ingen, der gør kur der (her demonstrerer Dai Sijie, hvordan en kvinde selv får lov at samle sit lommetørklæde op, hvis hun taber det) - uanset hvor køn hun er! Hendes ægteskab er sandsynligvis arrangeret, og hun ser måske ikke sin mand før brylluppet. Så får hun børn (to måtte man få på det tidspunkt), og så arbejder hun igen, og så dør hun. Kurmageri findes ikke i den kinesiske civilisation! Men Liu, som læser for hende, gør kur. Han gør alt for at behage hende. Det er meget vestligt, at hvis en mand ikke kan behage en kvinde, er hans værdi meget lav, selv om han er rig«. Hvordan kan det være, at den lille skrædderinde bare forlader den mand, hun er forelsket i, og som er forelsket i hende?

»Det er der mange forklaringer på. Efter at bogen var udkommet, har man ofte stillet mig det spørgsmål og tilbudt mange svar. Nogle mener, det er, fordi litteraturen har forandret hende. Andre mener, især i USA, at hendes abort ændrede hende. Nogle mener, at hun ikke kunne vælge mellem de to venner. Der er sågar mange, der mener, det er udtryk for en kritik af den europæiske litteratur, at hun er blevet mere og mere overfladisk og egocentrisk, og derfor drager bort, ind til byen. Jeg selv kan ikke helt definere det. Pigen forlod landsbyen i virkeligheden, men ikke på den måde. Hun kom tilbage flere gange. Hun fik arbejde i ledelsen af en stor statsfabrik. At blive funktionær, når man har levet blandt fattige bønder med fare for at dø af sult, det er flot klaret og et stort spring opad, især for en, der ikke kunne læse. Siden tog hun til Hongkong. Men nu har vi mistet kontakten med hende«. I andre kinesiske bøger om kulturrevolutionen får man indtryk af, at et seksual- og kærlighedsliv nærmest var bandlyst. Men sådan virker det ikke i denne bog?

»Jeg tror seksuallivet afhænger af den enkelte. Man kan ikke forhindre folk i at have et seksualliv. Og selv i det strengeste system vil en homoseksuel være homoseksuel. Man kan ikke ændre folks natur - selv om de risikerer fængsel. Nogle mennesker har et relativt rigt seksualliv - uanset hvad! Og selv om de er bange. Og i bogen er der tale om den første kærlighed. De overtræder ingen regler med den. Teoretisk måtte en bondepige måske kun dyrke et revolutionært venskab med en på genopdragelse, men i realiteten kysser og elsker de. Man kan ikke standse folk, der vil elske!«.